Tilbage til siden

Skrevet

Jeg vil ud af båsen!

 

År efter år er jeg blevet spurgt om jeg ikke skulle med til Smuk Fest, men jeg har altid troet at festival ikke lige var mig – og har takket i pænt nej.

Kender i det, når der sker en række begivenheder lige efter hinanden, som gør at alt ændrer sig.

Min fysioterapeut fra et genoptræningsforløb fra Vejle Fjord privathospital (som jeg især holder, af fordi hun er stoppet med at stikke nåle dybt ned i min hjerne), skulle til København, og jeg tilbød husly til hende og hendes drenge. Det kunne hun ikke lige bruge men tilbød mig hendes hjem i Skanderborg til låns, den anden vej. Hvilket jeg ikke lige kunne bruge.

Før en veninde pludselig havde armbånd til Smuk Fest, datoerne passede og vi pludselig havde afsindig blæret husly.

Vupti er jeg festivalgænger, og jeg elsker det.

Vi har danset, grinet, danset, skålet, danset, flirtet med mænd fra 20 til 60 år og danset mere. Jeg kravler hermed ud af den bås, jeg selv var kravlet i: Festival er SÅ mig.

Stå i kø for at tisse, drikke shots med min ex-mand, høre uduelig techno i Skibaren og al den dansen. Skridtmåleren i min iPhone påstår at jeg har gået 20.000 skridt i døgnet, det kan mine stænger godt mærke, og vi er gået smilende og dansende forbi alt og alle.

Og her kommer min bøn. Det er ikke kun mig der har puttet mig i bås, jeg er blevet genkendt hundredevis af gange og har talt med så mange. De fleste søde og kærlige, mest kvinder (desværre, hø hø).

Jeg har også talt med mange mænd, og jeg beder jer alle sammen, lad være med at bedømme mig ud fra et fladt billede i en avis og et par klummer du har læst, en af dem fra 2009.

Jeg er hverken en københavnersnude, snobbet, en cougar, selvsmagende eller blander mig i alt med en højtråbende mening (som du iøvrigt synes jeg skulle dæmpe).

Overvej evt om din personlige mening eventuelt skulle forblive din med mindre den er glad. Jeg går jo heller ikke over til dig og siger “grimme bukser” mens det modsatte er forekommet “fede bukser”. Tænk hvis jeg kom upfordret hen og bad dig forholde dig til noget du gjorde for 10 år siden…. (ftw)

Jeg er garanteret en københavnersnude for en 70 årig 4. generations fisker fra Thy, for det er alle med et postnummer lavere end 4600.

Jeg er afsindig usnobbet uanset hvilket ophav du præsterer. Det ved jeg!

Jeg er ikke en cougar (med mindre du hedder Morten og er 28 år – og så blev det iøvrigt ved overvejelsen i de 10 sekunder han spændte sin meget stærke mave og jeg fik lov at røre. Vanvittigt god overtalelsestrategi iøvrigt og du fik mit nummer)

Jeg er ret sjældent selvsmagende på en “jeg er bedre end dig” agtig måde, men der ér flest ting jeg er stolt af ved mig selv, heldigvis, det modsatte ville være en katastrofe. Jeg er 45 år, det jeg ikke bryder mig om ved mig selv, har jeg enten ændret, er opmærksom på eller slås med!

Jeg blander mig i meget, men derfor er det ikke alt vel? Og det meste i verden har jeg slet ikke en mening om, og de emner jeg skriver om kan nok ikke engang gøres op i promiller.

Måske er jeg ikke så liberal som jeg var for 10 år siden, og måske er jeg mere socialistisk end nogensinde før, på en virkelig konservativ måde. For nogen.

Det afhænger nok af både dagsform, vejret, dit eget perspektiv og den påklædning jeg har valgt for dagen. Om du har tømmermænd og om jeg har sovet godt, om min datter lige har sendt en sød sms og om morgenmaden smagte godt.

Alt i alt beder jeg bare om lov til at komme ud af båsen, uanset hvilken en du har valgt til mig, hvis du da har valgt en.

Og hvis det lykkes dig, at tage mig ud, så sæt samtidig alle andre fri. Vi ændrer os alligevel konstant gennem et liv, vi bliver konstant til en anden version af os selv, efterhånden som livet rammer os.

Og hey, vi kan ikke engang selv finde ud af hvem vi er hele tiden, og måske vi alle skulle danse lidt mere og synge med på Sting, “Free, free, set them free”

Tak iøvrigt for husly skønne nåletorturist Marie, fordi du gjorde det muligt for mig at opdage, at jeg er en glad festivalgænger.

Tag mig ud af båsen og sæt mig på græs. Jeg skal på Skanderborgfestival hvert år for evigt. Måske for eviiiiiigt, skal vi sammen, saaaaamme vej ❤️

IMG_8645 IMG_8648 IMG_8652 IMG_8660 IMG_8662!

 

 

 

 

 

 


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010