Tilbage til siden

Skrevet

Kærlighed kræver ikke gengældelse

For mange år siden holdt jeg et foredrag på CBS om, at de lykkeligste mennesker i verden er dem, der giver mest.

Ikke kun målt i kroner og ører, men i alle henseender, også dét, der ikke umiddelbart kan måles. Venlighed. Godhed. Kærlighed. Bagefter spurgte èn af de studerende: ’Hvis du giver et eller andet, og en anden tager imod uden hensigt om nogensinde at give igen, men bare griner bag din ryg. Vil du så ikke føle dig til grin.’

Mit svar var nej. For hvis jeg giver med et rent hjerte, drevet af lysten til at give, kan man intet tage fra mig. Hvis nogle griner bag min ryg, handler det ikke om mig. Jeg havde jo lyst til at give – uanset, hvilken reaktion det udløste – eller ikke udløste.

Følelsen af at være til grin opstår kun, hvis jeg giver ud fra et skjult regnestykke om at få noget igen.

Jeg ved det, for i præcis dén frustrede tilstand tilbragte jeg de første mange år af mit liv. Skuffet. Afventende. Håbefuld. Fordi jeg havde givet (et eller andet), og dermed havde overleveret serveretten til modparten, uanset om vedkommende havde bedt om den eller ej.

Jeg kan selvfølgelig undre mig over mennesker, som konstant tager imod tjenester – kærlighed, tid, bekostelige gaver, selvom de VED, at de aldrig kan eller vil returnere dem.

Selv ville jeg have svært ved at tage imod mængder af kærlighed fra én, som jeg vidste ønskede sig det samme retur fra mig, hvis jeg vidste, at jeg ikke havde den kærlighed i mig.

Som minimum ville jeg i hvert fald gøre det meget tydeligt for giveren.

I 2017 har jeg tænkt meget over det med at give og modtage. For jeg har elsket et andet menneske, som ikke kunne eller ville give igen. Det forbliver en gåde for mig, om det var lyst, evner eller en kombination af begge, der manglede. Men det ændrede ikke min kærlighed og omsorg.

Selvom jeg udmærket ved, at det kræver to at spille ’ping pong’, tog det afsindig lang tid før, det blev trættende for mig at spille ’ping ping’.
Jeg blev ved med at sende bolde over nettet af den ene årsag, at min kærlighed ikke var betinget af gengældelse.

Indtil jeg løb tør for bolde, var den der bare. Kærligheden. Jeg elskede, uanset hvor uhensigtsmæssigt det (måske) var.

Men hvem har besluttet, at kærlighed skal være hensigtsmæssig? Er livet nogensinde det?
’En gang hvert hundrede år kan det ske, at de smelter sammen til én’, skrev Tove Ditlevsen i digtet ’De evige tre’. ‘Der er to mænd i verden, der bestandig krydser min vej, Den ene er ham, jeg elsker, den anden elsker mig’, skrev hun om magien, når to mennesker elsker hinanden – samtidigt.

Men hvad med de 99 andre år? Må jeg ikke elske der?

Hvis jeg oprigtigt tror på, at den, der elsker mest, har vundet. Og at kærlighed ikke er betinget. Af noget som helst.

Min mor havde engang en smuk, men fuldstændig uhensigtsmæssig kaktus.
Den blomstrede hvert andet år i én nat.
Den nat holdt vi os vågne og tog billeder.
Det var et kodak-moment, og jeg tror, vi har ligeså mange billeder af den kaktus som af hele min barndom.

Den var fantastisk og smuk.
Måske fordi den ikke blev målt på outcome og effektivitet.

Solen skinner. På fredag gør vintersolhverv dagene længere igen. Foråret kommer og blomsterne vil blomstrer. Ingen af delene forventer formentligt noget igen.

Jo mindre jeg er i stand til at forvente, desto smukkere er livet.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010