Tilbage til siden

Skrevet

Hvad er din grænse for ulighed?

Vi har allesammen en eller anden skala for, hvor uretfærdigt livet må være.
Jeg kan huske en ophidset dialog på forældreintra, fordi en lærer havde mødt nogle af sine elever på gangen og havde givet dem en lakrids. Bagefter kom eleverne tilbage til klassen og lugtede af lakrids, mens alle de andre stakkels elever ikke havde fået en.
Dén situation, der bragte forældrene i oprør, er på min ’Hold nu kæft’ skala.

For hold nu kæft, forældre.
Og hold nu kæft – en fed lærer.
For sådan er livet, og de små forkælede unger må lærer, at der ikke altid er lakrids til alle.

En lære, jeg ved selvsyn blev konfronteret med, da jeg i forrige uge – i et forsøg på at fortrænge min kedelige i-lands virkelighed – opfandt en udfordring, og gik op ad Kilimanjaro (i hvert fald gik jeg 5.450 meter af da 5.895).
På den tur kom jeg i forholdsvis tæt berøring med min grænse for ulighed.

Inden vi begyndte opstigningen, havde vi en dag i Moshi (den by i Tanzania, der ligger ved foden af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro).
Vi gik en tur på det lokale marked, og beundrede al det lækre frugt, som de lokale sælger i et forsøg på at overleve og holde en barsk virkelighed fra døren.
De smukke instagram-billeder måtte vi tage i smug, for sælgerne var ’edderrådme’ trætte af at blive fotograferet af alle de ’hvide mænd’, der er i Tanzania for at bestige Kilimanjaro i et forsøg på at vinde over egen i-lands hverdags kedsomhed.

Jeg kan godt forstå, hvis de (sælgerne på markedet, red.) lige dér har svært ved at få øje på det større perspektiv, som jeg forsøger at retfærdiggøre min tur med: ’Det er jo penge i kassen’ til både fly, turisme, hotel, etc.

Flyet var godt nok fra Emirates og på mellemlandingen i Doha var hverdags-situationen en helt anden, end den jeg så i det semiskur vi landede i i Moshi.
I Doha kunne jeg få Manicure for 20 USD. I Moshi havde de ikke engang en Visa terminal.
Faktisk kunne man få alt i Doha og intet i Moshi.

Alle jeg så på vej op eller på vej ned ad Kilimanjaro, altså alle dem, som var der for sjov – bestigerne var hvide.
Mens samtlige der hjalp med at gøre vores tur op ad bjerget så bekvem som muligt – bærerne var sorte.
Uden undtagelse.

i et forsøg på at skabe et værn mod den ubønhørlige sol, de tilfældigvis er født under, lå kvinderne på markedet og halv- eller helsov under gamle reklameparasoller fra brands, der tjener store penge f.eks. Coca Cola.
De var ret trætte af os og vores nysgerrige blikke. For vi købte intet, men kikkede kun med nysgerrige, priviligerede øjne – og tog billeder i smug.

De vidste godt, at vi ikke skulle have noget, for vi på vej op ad et bjerg.
Men som vi stod dér i vores veltrænede, malariapillesikrede, solcremebeskyttede kroppe iført nyt bjergbestigerlook, repræsenterede vi et liv, de kun kan drømme om.
Et liv, hvor der som en selvfølge kommer drikkevand ud af hanen, hvor vi kan hidse os op over en lærer, der giver lakridsser til nogle børn, og hvor vores største bekymring er, om vi har selvbeherskelse nok til at styre vores evige adgang til kalorier.

Ulighed er ikke rart.
Den kan blive for stor og svær at overse, når man står midt i den.
Især, hvis man tænker for meget over den … så det prøvede jeg at lade være med.
I stedet spejdede jeg efter bussen, der skulle køre mig tilbage til poolen, så jeg kunne nå at slappe lidt af, inden den strabadseredes tur op af bjerget.
For sjov.

Hvor går din personlige grænse for ulighed?
Bliver den overstrådt, når en lærer giver lakridser til enkelte elever?
Min grænse mødte jeg på markedet i Moshi,

Det er super hensigtsmæssigt med alle de kilometer mellem vores og deres virkelighed.
Geografisk afstand hjælper mig til at abstrahere fra virkelighedens ulighed.
Går det helt galt med samvittigheden er der jo altid en indsamling, jeg kan støtte. Så jeg kan købe lidt aflad. For hvad fanden skal jeg ellers gøre?
Mon de afrikanske kvinder forstår, at der ikke altid er lakrids til alle?


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010