Tilbage til siden

Skrevet

Når mor falder, rejser sig op igen og børster sig af, og går videre

Jeg er jo ikke en maskine, alligevel tager et maskineri større end mine behov, over. Min automatreaktion bliver overdøvet af en morreaktion som har et bedre overblik.

Når man har prøvet “Dør du mor?”, “Hvad hvis du alligevel dør mor” og man så satte alt man havde ind på at berolige, og med et blik mere sikkert end kirurgisk stål, og fastholdt blikket i den skeptiske fase og så alligevel får responsen: “Men hvad hvis du ALLIGEVEL døde mor?” Så har man ikke tid til noget så småt som personlige behov, selvom man ligger og skriger af smerte. 

Man skriger kun når afstanden er sikret, og redderne fra ambulancen har sikret at man er langt fra det hjem, hvor ens nabo (tak Lotte), nu passer det uvidende barns trygge nattesøvn. 

Storebror som er mere stabil (og ikke bor hjemme mere), og som stadig må forventes at der sidder projektil-tumor-stumper tæt på hjertet, overtager midt om natten, så lillesøsters undren ikke er al for stor, når næste dag starter, og mor uventet er i en anden morfin-galaxe. Det kan godt koordineres kl 02.15 mellem morfinsprøjter og “Jeg skal have min oplader og mine øjendråber med”

Man, jeg, mobiliserer en urkraft samlet af alle verdens mødre, fra Eva tog en bid af æblet, og til idag. Og den urkraft og råstyrke ligger i skyen, når og hvis vi får brug for den.

Man normaliserer. Gør så meget som muligt normalt, for så er vi næppe ved at få et ultimatum lige i hovedet, vel. Børnenes dejavu er totalt. Ligesom mit. Deres skal gribes selvom mit ikke bliver det. Jeg er endestationen.

Og hvis man fx står på en scene, midt i det hele, med stativer i armen, og holder et foredrag, må børnene jo vide at man næppe er ved at dø. Så der står jeg. Iøvrigt er jeg selvstændig. Ingen arme ingen kager. 

Den råstyrke holdt lige til idag, da jeg i dag endelig blev kørt op på den operationsstue, så kunne min hjerne ikke længere overdøve frygten og kroppen tog over.

Uniformerne. Antallet af uniformerne. Deres dækkede munde. Lampen i loftet. Måden dine ben bliver lagt, i til formålet mærkelige dimser, velsagtens for at du ligger stille. Spørgsmålene inden narkosen er for velkendte. Har du løse tænder? “Nej, men mit hjerte er FUCKING EKSPLODERET”. 

Du kan ikke overdøve din krops reaktion mere og du begynder at bløde, og den sprøjte du fik med blodfortyndende som har til formål at holde dig i live, forårsager nu en reel styrtblødning og blodet løber bare ned af benene, men du er på vej over på operationslejet.

Jeg er ligeglad, de vægge har nok set mere blod, men det forårsager 100 nye spørgsmål, som du ikke orker at svare på, for hvert svar er nye sekunder hvor narkosen ikke har sat dig fri. 

Og jeg græd. Kun på det ene øje, det andet øje græder aldrig efter operationen i hjernen. Så er der operationen dengang blindtarmen ville ud. Og jeg kan ikke engang huske alle grundene til at lamper, uniformer og lys er så velkendt.

Endelig får jeg lov at slippe væk og 3 sekunder senere vækker de mig op, uden forstenet galdeblære. “Din galdeblære var dobbelt så stor som en normal galdeblære”, det er klart. Jeg er grundig!

Nå, men straks går du op i mor-skyen og henter mere gå-på-mod. Fulgt i distancen af din kærlighed, familie, venner og veninder, og en enkelt mand som har besluttet sig for at gøre sig uundværlig. Jeg tilføjer et hjerte ❤️

Alle holder de dig virtuelt i hånden, mens du rejser dig og og stavrer ud for at tisse, med følelsen af at nogen har slået dig i maven med et baseballbat, for at slippe for kateter, og dermed komme hurtigere hjem. Hjem til de to unger. 

Hende den lille med hjertet uden på tøjet og ham den store med hjertet i rustning. Det er et velkendt klassisk mønster, at de skal fordeles lidt til hinanden. Lidt af hans ro til hende og lidt af hendes tydelighed til ham. Bare lidt. For de er perfekte som de er.

Og jeg er deres anker, deres fyr, deres boksebold, deres mor. Nu uden galdeblære. Vi ses om lidt unger og jeg kan ærligt forsikre at jeg er ok ❤️

PS.

Mens jeg ligger her, vågen i natten, forsøger at fordøje 3 rå døgn, har jeg altid musikken. Huss geniale sang “I et hav af udstrakte hænder”. Jeg tænker at jeg er i familie med traktoren, der bare pløjer videre uanset hvad den støder på.

B852CEEE-667E-4BCD-9EC6-F5A225BDC182

70CF4727-C7F5-421D-BCE2-B10536471557 C18DD1FB-4445-4F62-AD87-6FB3D5F27AAF 959AADA8-5F76-4A38-A490-86D55A031099 D8DAC1DD-1A66-49AA-86BC-9429768DC8C9 2F7EEE90-6ABB-450B-9C39-E8C72900B9CB 238F89E2-557D-4C0A-9C93-2E74CCC5B54D 69A878B6-BF70-4F9C-AC54-3061D99547D4 6FFB198A-A497-4280-801D-8B617A562328 1D617C61-DDE9-49D0-ACDD-8A705792BE9B A76DD16C-B7BF-43D7-A069-4F7A70898DE9 C0D79BE0-7138-4A3E-987F-A9817422B346


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010