Tilbage til siden

Skrevet

Roadtrip / maj 18


Alle de næste tomme solcremer skal bruges først, den sidste vandmelon skal spises, kufferter skal pakkes igen. Bagagen er vokset fra 4 kufferter til 6, plus en guitarhardcase. Johny Cash museet og stemningen her kan noget. 16 dage er gået og vi skal hjem. 

Vi skal spise sindssygt billigt i dag for kassen er tom. Jeg har tryllet det op af glemte lommer jeg kunne, der er ikke flere dollars. Jeg må hjem og tjene nogle nye.

Og det puster jo igen til om man sværger til den religion hvor der er plads til en punktering eller må gå den lange vej hvis der sker noget uforudset. Jeg trives bedst i nuet og må hjem og tjene nogen nye.

Så mange oplevelser, opspærrede øjne, aaah suk fra maven, steder, museer og is er ikke gratis. Men de er alle pengene værd.

Papirer skal sorteres og udgifter i forbindelse med de forsinkede kufferter, skal anmeldes til forsikringen. Mens jeg sidder og sorterer bon’er forekommer det mig at det er et lysår siden. Det er i hvert fald 5000 km og masser af grin og opspærrede øjne siden.

Kamille ligner en fra en anden race i sin kulør. Hun bader med den hvideste engelske pige og kontrasten er ekstrem. Hun har ikke været i skole i 3 uger, men hun har nok lært mere en hun nogensinde kunne have gjort på skolebænken. Hun taler med alle på engelsk, og ret fejlfrit. Der var lige en sjov episode hos en frisør som ville vide om hendes hår skulle tørres (blowdries) og så er det jo ret rart at vide hvad det koster hhv med og uden et blowjob. 

Mellem papirerne er også alskens “Welcome to KOA”, som var vores foretrukne campingpladser hele vejen rundt. Ingen har kikket på de papirer, det var der slet ikke tid til, vi kunne kun nå at sove, opleve og køre. Først nu ser jeg alle de røde sedler de har klipset på sig med “WARNINGS”. Slanger, alligatorer. Bjørne. 

Jeg har lært ungerne at de skal stampe lidt ekstra når de går på toilettet om natten. Så skrider de fleste dyr. Så det er mest blevet til frøer, tudser, salamandere, firben og egern. Så har jeg set en flamingo der lige fløj over NASA, ørne og fiskehejre. Masser af fisk. Vi har også set alligatorer og turen derud var en scene fra en film.

Flere lokale var ude på floden på deres turbinebåde, når de var færdige kørte de, uden at stoppe, båden op på land, henover en grusparkeing og direkte op på ladet af deres anhængere efter deres enorme trucks. Der gik ca 2 minutter fra de var på floden til bilerne blinkede til venstre ud på vejen igen. Og ZZ Top har ikke levet forgæves. Du troede måske at det var for sjov, det er skam en kultur at se sådan ud her. 

Vi har mødt mange mennesker som var så ærke “et eller andet”, at det var en kæmpe oplevelse bare at tale med dem. 

Grillmesterfamilien som flere gange har vundet medaljer til VM i BBQ. Mor, far, voksne børn og en masse voksne unger og deres kærester. De var allesammen JR og Sue Ellen. Imødekommende og kærlige som få, og da vi først havde ytret at maden smagte godt, var vi på “I love you”. Det kræver lige en grimasse der kan passe.

Vi har været i Disneys Handelsgade som er en slags “strøget” på vej ned til selve Disney World. Så mange pastelfarver og så meget plastik findes slet ikke på vores kontinent. Jeg skal finde plads til 12 åriges univers og 20 åriges verden, og det er ikke altid de kan nå hinanden. Nogen har shoppet og badet mere end de drømte om, mens andre har trasket modvilligt fra livejoint til livejoint.

Når det udløste brok, som er en præmis for at være 4 sammen i 20 dage, med en aldersspredning på 34 år (mestendels i en sardindåse) var mit hoved ved at eksplodere. Meget kort lunte. Søskendekærlighed er mere en kærlighed. 

Men ud over alle rejsebeskrivelserne, er mine vigtigste betragtninger noget med at turde forvente noget af hinanden. Det er helt sikkert forventninger og manglende forventningsafstemning der udløser vulkaner, men derfor skal vi alligevel turde have forventninger til hinanden, stille krav, og be om hjælp. Det nemmeste i verden er at gøre tingene selv, men det er samtidig det dummeste (efter min mening). Jeg tænker at det fattigste i verden er når vi ikke længere har forventninger til hinanden. Gør os umage. Er generøse med alt, især os selv. 

Min anden og vigtigste observation på turen handler om begejstring. Jeg begejstres let. Og hele tiden “Nej se”, og “Øj det smager godt” og det er en konstant. Og lige så let som jeg begejstres, med samme hastighed er skyggen af det, at jeg bliver idiot af “ingen reaktion”.

Intet er faktisk værre, end det der i mine øjne kan synes som ligegyldighed. Det er det nok ikke, men min valuta er glæden i ungernes øjne, når de ikke leverer den, vokser der en trold i min mave. 

Jeg hader når hverdagsmirakler bliver taget for givet. Jeg synes hver tomat smager godt og at hver en solnedgang er et mirakel. Måske har jeg det uden på huden, fordi jeg lever i en tydelig vished af at vi kan dø. There is nothing I hate more than nothing. Nothing keeps me up at night. 

Del ud. Af alt hvad du har. Især digselv. I love y’all. Jeg sidder sidste dag ved poolen og gider ikke tjekke for slåfejl. EAT me.

 

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010