Tilbage til siden

Skrevet

Peru – Ankomst

I ugerne optil er det logistik. Logistik med unger, arbejde, hvad jeg skal have med. Jeg spiller Tetris for øvede med børn,børnesportscamp, bedsteforældre, støvler, skalbukser og en nyforelskede jeg ikke skal se i 14 dage. Jeg vurdere at det klogest tænkelige var at tilbringe weekenden mest muligt i fysisk kontakt med ham, derfor er pakningen ikke ligefrem velovervejet og sirlig. Samtidig raser en VM feber hvor Danmark er i ottendedelsfinalen i VM.

Efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence som efterlader mig med følelsen af at vi må rejse en statue af Schmeichel, er vi ude af VM og jeg kan koncentrere mig om elektrolytter og sokker og drikkedunke. Der kommer savn med i alle rygsækkens rum. Jeg minder om at jeg er heldig at havd så meget at savne. For helvede.

Jeg har sølle 4 timer til at pakke, så skal jeg møde min rejsegruppe i lufthavnen midt om natten enroute Lima. Først Paris og så 12 1/2 time videre. Der er tid til en lur på det fly, og jeg tager en sovepille og går bevidst glip af 8 af de 13 1/2 time flyvemareridt.

Vi er en blandet gruppe, uden at fornærme nogen kan jeg godt sige at gruppen primært består af modne jyske gubber. Så jyske at jeg overvejer at spørge om de taler engelsk så modne at jeg trækker aldersgennemsnittet i gruppen ned, det sker ikke så tit mere.

Min nylige tur til Kilimanjaro forhindrer mig ikke i at være en ny-vandrer. Alle i gruppen (næsten) har været overalt. Især aldeles ufremkommelige steder, på bjerge jeg aldrig har hørt om og en har endda været i 8000 meter før, uden ilt. Han er holdets Crocodile Dundee og han har næste generation med, en dreng på 11 år der er født med vandring i blodet. Det her vandring er for alle.

Min tur til Kilimanjaro tæller heller ikke helt forstår jeg, for i gamle dage var der mere sne, det var jo næsten væk da jeg gik. My luck tænker jeg, der var rigeligt koldt!

Efter vandringen har jeg en dag i Lima, jeg valgte derfor at flyve i en kjole, så jeg har den den sidste dag hvor jeg skal spise på en ret fin restaurant, og jeg kan godt se at leopardmønstret silke ikke får mig til at ligne GI Jane.

De fleste andre fra holdet rejser i vandrestøvler og Indiana Jones gear. Jeg fornemmer at vi allesammen putter hinanden i putkasser af de fordomme og forventninger vi har lært af livet.

Også mig. Det er uklædeligt, men vi har behov for at forstå hvem vores “familie” er de næste 14 dage. Måske er det et instinkt. Jeg kommer tydeligvis ikke i overlevelses kassen som en af dem man skal satse på hvis himlen falder ned, mere i “Hun har garanteret hårtørrer med”-kassen.

Der bliver nu alligevel pisset lidt territorie af, for af mændenes spurgte hvad jeg lavede til daglig, det er vores yndlingsmåde at vurdere hinanden på hurtigt, og spurgte så forundret om jeg dog kunne leve af at holde foredrag, han spurgte direkte hvad jeg tjener, som tredie sætning vi veksler. Hvad jeg tjener, spørger man om det????

Det provokerede mig så meget, at jeg fortalte det, lige gangede op hvad foredragene giver i ca månedsomsætning, og sagde at jeg efter et vildsomt sygdomsforløb og en halvsidet lammelse godt kunne tillade mig at sige lidt mere end de fleste, da jeg har trådt den sværest tænkelige sti helt alene selv, og at det gør mig til en dygtig foredragsholder, da jeg rent faktisk ved hvad jeg taler om.

Han var stor nok til at svare: “Jeg kipper med hatten, respekt”, måske jeg alligevel kan bruges hvis himlen falder ned?

Om lidt lander vi i Lima, hvor vi sover den første nat inden vi flyver op til Cusco i ca 3400 meter, hvorfra vi skal vandre i 9 dage. Højeste punkt på ruten er vist 4200 meter. Der sker meget med kroppen i de højder. Jeg ved til forskel fra Kilimanjaro, nogenlunde hvad jeg kan forvente af kvalme, iltmangel og hovedpine.

Vi skal se mange ruiner, hængebroer, små floder af smeltevand, lamaer, og vi slutter af med Creme de la creme a la Edgar: Machu Picchu.

Jeg glæder mig mest til selve turen hvor vi nok er ret afsides. På Machu Pichhu forventer jeg køer af turister og den lemmingeeffekt der opstår i store grupper. De fleste andre tager toget direkte op.

Efter Machu Picchu skal vi med toget ned igen til Cusco og retur til Lima. Jeg tror vi er 14 men der har endnu ikke været samling på gruppen og jeg har lykkelig glemt hvad alle hedder. På nær skønne Majbritt som bliver min Wingwoman, vi kendte hinanden lidt hjemmefra og det er trygt og hyggeligt.

Kys til Sumpen, Roskildefestivallen og Kolding idrætshøjskole. Verden, livet og eventyret. Nuet og det mine øjne ser.

Jeg har vedhæftet rejsebureauets beskrivelse af vores første dag.

#mærkverden @jyskrejsebureau @majbrittmikkelsen #eventyret # machupicchu #peru (følg insta @michellehviid #michellehviidpåeventyriperu) #vandreferie #heldig


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010