Jeg blev så hårdt ramt af sorg, at min krop takkede nej til mad. Den ville ikke have mere at spise. Intet. Til gengæld ville den heller ikke sove selvom den, tro mig, var meget træt. Der var ikke decideret nogen døde, ”kun” en drøm om evig gengældt kærlighed, til en nøje udvalgt mand. Herefter nægtede min krop at samarbejde med mig, i et par måneders tid.

Første lørdag morgen efter bruddet, klokken er ni. Jeg sidder ved bordet sammen med mine børn og kikker på dem. Og spekulerer på hvornår de skal i seng. Jeg aner ikke hvad vi plejer at lave sådan en lørdag. Faktisk er jeg så blank at jeg ringer, i ramme alvor til en veninde og spørger hende ”Hvad plejer man at lave om lørdagen”. Hun inviterer på kærlighed og the. Nu forekommer det mig fjernt og helt sindsygt, men så ked af det var jeg! Vel nærmest i chok!

Jeg var desperat. Både føde og søvn er ret højt prioriteret i Maslows behovspyramide. Jeg fik ingen af delene og det hjalp mig ikke. Jeg gik til lægen. Det lykkedes mig, efter meget store protester,  at tale nogle sovepiller ud af lægen. Men jeg så også virkeligheden i hans øjne, nemlig at de piller ikke ville hjælpe mig, højst bare trække processen i langdrag. Jeg måtte klare det selv. Møde sorgen og invitere den indenfor. Jeg indløste heldigvis aldrig recepten.

Ingen mad. Ingen søvn. Masser af sorg og ansvaret for to børn og selvfølgelig et firma at passe. Jeg trådte i karakter og tog ansvar, det var eneste mulighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg blev voksen. Jeg har to børn, og man skal tage sin egen iltmaske på før man kan være noget for børnene.

Og så tog jeg til yoga. Og så løb jeg en tur. Og så blev jeg sulten og spiste lidt. Og så lavede jeg styrketræning. Og så tog jeg til yoga. Og så løb jeg en tur. Og så blev jeg træt og så faldt jeg i søvn. Elskede søvn. Lidt mere mad.

Så løb jeg en længere tur – og PLUDSELIG, på en af mine løbeture, hvis primære formål var at gøre mig fysisk træt og sulten, mødte jeg lykken. Min viljestyrke og jeg rendte lige ind i den og gensynsglæden var til at tage at føle på. Jeg havde jeg savnet lykken. Det korte glimt af lykke når man ser alle farverne på alle bladene om efteråret. Det smukke glimt af lykke når man ved at alt er ok og livet er fantastisk.

Jeg har i de forgangne måneder tænkt meget over hvor jeg møder lykken. Jeg gider ikke rigtig shoppe mere, det har ellers været min primære narkotikum i mange år. Jeg har engang (i ramme alvor) betalt 14.000 kr, for en rød træelefant i Paustian. Den kan ikke andet end at stå i  vejen. Den er et evigt minde om hvor dårligt jeg engang havde det. Man skal virkelig være langt ude i torvene, før den dims giver mening!!

Nu er jeg blevet voksen og mit nye narkotikum er at træne og løbe. Jeg tager det så alvorligt, at jeg nu er meldt til Berlin maraton i september. Jeg har skiftet hold. Jeg er en af de frelste med god puls og røde kinder. Jeg elsker at løbe – også når det regner.  Jeg skvattede på isen og tænkte pyt.

Jeg får enkelte tilbagefald til shopperiet, således løber jeg i det fedeste Stella McCartney træningstøj (i meget mindre størrelse end for 3 mdr siden) med det fedeste og nyeste og mest avancerede Garmin puls GPS ur på markedet. Aldrig gå ned på udstyret, vel?

Jeg har lige været i Indien og jeg løb flere gange på rejsen. Jeg løb søndag aften, 8 km i vandkanten, langs med havet, i måneskin, i bare tæer. Det giver glimt i øjet og hjertet har aldrig haft det bedre. Løb for helvede!

PS. Slet skjult reklame. Jeg løber sammen med de skønneste gladeste løbetrænere fra Running26.dk. Det kan jeg godt anbefale. Det gavner både motivation og hastigheden!

Når jeg træner styrketræning træner jeg med Krisztina Maria. Hende kan du få meget inspiration fra på Facebook.

Jeg dyrker yoga hos Family Focus på Amager. Jeg takker alle som hjalp med at samle mig op.

PPS. Jeg elsker når i kommenterer på bloggen! Del dine tanker, til stor inspiration for andre!

Med en upgrade til 1. Klasse er en flyvetur til Indien en fest. Vi havde smørede grin fra øre til øre da vi blev stoppet ved gaten, upgradet. Især ”instant bed” knappen var en dejlig overraskelse. Det vil aldrig blive det samme at flyve igen!

Når man kommer direkte fra den koldeste danske vinter i 25 år, er solen nok man længes mest efter. Efter lidt frem og tilbage i den indiske paskontrol og nogle meget seriøse indiske mænd med store overskæg, kom vi endelig ud i den indiske morgensol. En chauffør stod klar til at tage imod os og køre os ca 3 timers kørsel til Vanilla County. Vi skal bo hos Baby Matthew og hans kone Rani, et såkaldt homestay. Det er en fantastisk måde at indlogere sig på, man får meget mere berøring og indsigt i lokalbefolkningen og kulturen, end på et hotel som ligner alle andre hoteller i hele verden. Jeg har tit rejst på den måde og kan kun anbefale det.

Vanilla County, som vi skal bo på, er et kæmpe hus, det er Baby Matthew fødehjem. Jeg forestiller mig, at det er et levn fra den engelske kolonitid. En svunden tid, det er som af havne i en tidslomme midt ude i junglen. Eksotiske fugle som pipper og flyver rundt i mellem palmer og træer. Vi får et smukt værelse på første sal, kæmpe balkon med en hængekøje. Paradis.

Efter en fantastisk frokost var vi klar til en svømmetur. Det skulle blive en kæmpe oplevelelse. Jeg følte det som om jeg var i den Blå Lagune ”Den grønne version”.

Vi gik ned af bjerget langs vejen og in på en lille sti langs en flod. Vores guide forklarede os, at det i regntiden (juni og juli) når Monsoonen kommer, er en decideret flod. I februar er det en sød lille bæk. Vi vandrede langs en gummiplantage, det var sjovt at se hvordan der hang en spand på hver eneste træ, som opsamling for det gummi som løber ud af et snit i træet. Vi så mango, papaya og maghoni. Vi mødte en masse smukke indiske børn i skoleuniformer på vej hjem fra skole. Alle smiler og vinker interesseret til os. Pigerne har store hvide sløjfer i imponerende langt sort skinnede hår.

Midt i det hele er  der en ægte naturpool, skabt af naturens tilfældigheder. Smukkere end smukt. Jeg kravlede op (anvist af guiden) og hoppede i vandet fra en klippe. Stedet lignede en kulisse fra en optagelse til junglebogen. Et lille rislende vandfald, poolen som førte ind under en kæmpe enorm sten som fungerede som en slags tag. Vi svømmede rundt, kikkede på de små fisk, nød det kølige vand. Jeg mærkede et strejf af lykke. En helt igennem fantastisk oplevelse.

Da vi havde badet lidt, dukkede en ung indisk mand op, med sæbe i den ene hånd og håndklæde i den anden. Han skulle tydeligvis i bad. Han satte sig høfligt lidt væk på en sten og ville ikke forstyrre os. Vi gik op og travede hjem op af bjerget. Hjem til fantastisk aftensmad.

Jeg rejser med min gode ven Peter. Vi er ikke kærester men hjemmefra havde jeg drillet Peter jeg havde store forventninger til Valentines aften, når nu vi skulle være sammen. Da jeg kom ned til middagen stod den vildeste buket blomster ved min plads ved bordet. Peter havde forsigtigt spurgt om muligheden for lidt blomster. Det har visse fordele at bo midt i junglen, hushjælpen Madhu havde fremtryllet den mest afsindige buket fra haven. Jeg blev afsindig glad. Det er den smukkeste buket blomster jeg nogensinde har fået.

Næste morgen skulle vi på pilgrimsvandring til toppen af et bjerg. Vi kørte så langt op som jeepen kunne komme. Herefter var det det ene ben foran det andet opad. På vej op stod der 14 altre med Jesus. På dette bjerg anlagde en Bendictiner munk et kloster i 1600 tallet. De fleste indere i området er katolske. Solen skinnede og vi vandrede op op op. Halvsvejs oppe, da jeg kunne overskue hvor strabadserende det ville blive, besluttede jeg mig for at løbe resten af vejen op. I klip klappere. Der var en sti men en natursti. Sten, klippe, grus. Jeg løb og løb og nød det. Da jeg endelig kom op til toppen mødte jeg lykken og en lille flok indiske kvinder, en præst og en enkelt lille pige. De stod foran en lille bitte kirke, på toppen af bjerget, de sang en salme.

Det var magisk. De var alle sammen i farvestrålende sarier, bag dem, ude i horisonten var flere bjerge, rismarker og solen højt på himmelen. Simpelthen magisk. De indiske kvinder var interesserede i hvor vi kom fra. De delte deres mandariner og nødder med os. Vi fotograferede, præsten gav os en email, de ville rigtig gerne have billederne. Det skal de få. Bagefter løb jeg hele vejen ned af bjerget. I fuld firspring. Med hovedet og hjertet fyldt med oplevelser, glæde og farver.  De søde indiske kvinder vil bede for mig. Det er mig meget fjernt men tanken varmer!

Det var en fantastisk oplevelse. Det er efterhånden meget svært at finde og rejse i et land, hvor man er den eneste turist. Det er en fornøjelse, at de lokale er oprigtig interesserede i at møde os, kikke os i øjnene og forstå hvorfor vi er rejst så langt til deres land. Jeg elsker det.

Jeg tillærer mig stille og roligt de uskrevne indiske trafikregler. Et ”Dyt ikke” skilt, betyder ”Den som dytter mest har vundet”. Midterstriberne på vejen er ikke en inddeling af modsat-rettet trafik. Det er en stående invitation til at ”Spille kylling” med samtlige modkørende og sidst men ikke mindst så viger Tuc Tuc for trillebør. I hårnålesvingene på bjerget dytter man på vej ind i samtlige sving, for at fortælle evt. modkørende at man er på vej, jeg tænker flere gange, godt det ikke er mig som er modkørende, jeg hører altid høj musik i bilen, jeg havde ikke overlevet det system. Der er plads til forbedring i den indiske infrastruktur, men vi har god tid og det har sin charme.

På vej ned fra bjerget kørte vi igennem en lille landsby. Jeg ville gerne gå gennem byen og lod jeepen køre i forvejen. Det var en lille snørklet vej fyldt med små boder. De solgte hovedsagligt frugt og grøntsager. Hængt dekorativt op og stablet smukt. Boderne bliver passet af indiske mænd i skjorter og sarong. Sarongerne er gerne bundet op mellem benene pga varmen. De ligner voksne mænd i skjorte og ble men man vænner sig nu hurtigt til det. Jeg har købt sarong til Peter, han vil ikke tage den på. Endnu…

Jeg gik ind i en lokal lille bitte butik og forelskede mig i deres farvestrålende sarier besat med en milliard pailetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal bruge dem til, jeg ved bare at jeg må eje dem. Da de koster 100 kr stk vælger jeg de 4 smukkeste og glæder mig til at komme hjem og vise dem til min 4 årige datter.

Da jeg hjemmefra glædede mig til Indien, var en af min helt store forventninger, at jeg ville elske alle farverne. Og åh GUD hvor jeg elsker det. Alle husene ligner Palads Bio og jeg bliver glad i låget af at kikke på det. Pink, lilla, turkis, rød, grøn, blå, gul. Overalt farver farver farver. Alle menneskerne i er iklædt de skønneste farver, ældre mænd i lilla, kvinder i orange, børn med sløjfer i håret i alverdens farver. Jeg kunne lære noget, min garderobe er kedelig sort.

Vi var ude og se en theplantage. Fik fortalt hvordan de plukker topskuddene hver 3. Uge. Det plejede at være ved håndkræft, men de unge i regionen har nu god adgang til uddannelse, færre og færre arbejder i markerne og derfor bliver theen nu plukket af maskiner.

Baby Matthew som ejer Vanilla County dyrker, kaffe, the og vanilje. I området dyrkes også peber. Jeg morer mig indvendigt, sender en kærlig tanke til min far, jeg er taget helt derud hvor peberet gror, der har han tit ønsket mig hen, især da jeg var uregerlig teenager. Jeg er her far. Og kære storebror, jeg har købt en masse vanilie med hjem til dig. Vil du så bage en kage til mig?

Jeg elsker allerede Indien.

Kh Michelle

Alle billeder af taget af min gode ven Peter Harry fra Identityzoom.dk

Vi rejser med Grace Tours

”Dont leave any foods on the table during the night, because of the vampires!” – Velkommen til Our Lands. Peter, min rejsefælle oversætter for mig, det er pga flagermus.  Vampires er klart mere spændende. Vi bliver sejlet over til Our Lands, som ligger på en ø midt i det enorme Backwaters i Kerala, Indien. Vi ankommer i en kano som mest af alt ligner en udhulet træstamme. To indere padler. Den forreste, Ratheesh, er den yngste og han er en god guide. Han taler flydende engelsk og har en stor viden om lokale planter og fugle.

Han ser alting før os, men peger hjælpende vores blikke i retning af snakebirds, king fishers, rishejre m. fl. Ratheesh har venligt informeret os om, at der hverken er parasitter eller krokodiller i floden. Jeg spørger selv om der er slanger, det er der ikke. Plask. Jeg er i vandet. Bagerst i båden sidder Bhanu, han er lidt ældre og har rynker som vidner om et langt liv i solen. Han har så meget karakter og jeg kan godt lidt at se på ham, når han driver kanoen frem gennem vandet.

Da jeg dagen efter er ude at svømme en lang tur alene i floden, er jeg taknemmelig for at have hørt om ”The snakebird” (Slangehalsfugl). Det hedder den fordi dens besynderlige krumme hals og næb, ligner en slange når den svømmer i vandet. Jeg møder en hel flok af dem ude på floden og bevarer roen, det er jo bare en fugl. Jeg svømmer videre. Meget eksotisk!

Backwaters er et netværk af brakvandslaguner. Et enormt netværk af 38 floder og endnu flere små kanaler. Temperaturen her er behagelig. Vi nyder varmen, vi er ankommet direkte fra den koldeste vinter i Danmark i 20 år. Den kan de have for sig selv. Vi nyder den varme brise som omsvøber os. Vandet i floden er så varmt, at vi joker med at man i hvert fald bliver afkølet en halv grad af at bade. Ja, du kan godt være misundelig. Her er fantastisk.

Alt er grønt. Blomster, træer, palmer, vandet og mange søanemoner. Grønt, grønt , grønt. Her er frodigt, varmt og smukt. Our lands ligger på en lille ø lige midt i Backwaters. Vi er de eneste gæster på øen mens vi er her. Vi føler at vi er alene ved verdens midtpunkt og føler os meget privilegeret. Det er svært at finde steder så eksotiske som endnu ikke er berørt af masseturisme. Bortset fra et par amerikanere har vi ikke set ”hvide mennesker” i mange dage. Vi nyder det!

På vej i bilen til Our Lands, stopper vi en landsby for at hæve penge. Det er tydeligt at vi er et særsyn. Især børnene råber og vinker begejstret, vi møder mange undrende men smilede blikke. Vi føler os meget velkomne og smiler og vinker igen. Da vi går forbi en skole er der nærmest opstandelse, alle børnene hænger ud af vinduerne og vinker og hujer. Det er sjovt.

På Ourlands er vi alene med de 6 lokale som bor på øen og driver stedet. Vi får det lækreste mad serveret på vores lille terrasse helt ned til vandet. Lydene er et helt kapitel for sig. Vi føler vi er med i junglebogen. Især har vi meget sjov ud af at insistere på, overfor vores værter, at vi har hørt en abe. De holder insisterende fast i at det er en fugl. Jeg synes det er endnu sjovere at bilde dem ind at Peter har SET aben.. De vrikker lidt med hovedet, som kun en inder kan. Vi øver os på at vrikke med hovedet inder-style, men det ligner ikke rigtigt, det skal vist ind med modermælken. Jeg tror at de har erstattet et af leddene i nakke med et kugleleje. Meget indisk.

I den lille lokale by har jeg købt den smukkeste orange sari fyldt med pailetter, til den fascinerende sum af ca. 120 kr. Det ca. 7 meter lange stykke stof forekommer mig en kende kompliceret. Det er ikke ”bare lige” at vikle sig ind i den, så man ligner den hvide inder. Jeg får Kunjumol og Ponnamma, de to kvinder på øen til at hjælpe mig. Vi kommunikerer med fagter og smil og det er hyggeligt. Jeg synes det er sjovt, det synes de vist også. Med et par snyde sikkerhedsnåle kommer den til at sidde perfekt. Pyha, det er varmt at være klædt på som en traditionel inder, jeg holder ud i lige længe nok til et billede, så er jeg i bikini igen.

Sathi er vores kok. Han har et virkelig løssluppen forhold til krydderier. Især chili. Maden bliver aldrig for stærk. Men den er dog så stærk at vi griner helt nede fra maven, vi kan mærke at vi lever. Vores smagsløg bliver kickstartet lige fra morgenstunden. Peter morer mig med at at sige ”Du har lige spist en akvariefisk” eller ”Tjek lige at der ikke er en fugleedderkop-pote i en banan du lige har plukket fra bananklasen”.

Og er du en af skeptikerne overfor Indien, indisk mad og baktier så kan jeg afsløre, at alle de sikkerhedsforanstaltninger jeg har medbragt hjemmefra et dansk apotek, i form af ”stoppende” medicin, indtil videre kun har været i vejen i kufferten!

Morgen middag og aften er maden er fantastisk. Frisklavet hjemmelavet ananas- mango- og bananmarmelade. Ananasmarmeladen smager som honning. Vi spiser lokale ris, karry og friske (akvarie)fisk fra floden, det lykkes mig at få lov til at være med til at rense indvoldene ud af min egen frokost, siddende på hug på kanten af floden, sammen med Kunjomol, jeg morer mig og de undrer sig vist. Det er mange år siden jeg sidst har siddet med en ny fanget fisk i hænderne. Our Lands er slowlife.

Backwater er et skatkammer af mad. Overalt hænger der friske mango, kokos, ananas, bananer, jackfruits m.m. Jeg har aldrig set jackfruits før. De ligner ”ananas møder pindssvin”, jeg lader mig fortælle at de kan blive så store at de vejer op til 50 kg.

Vi sover, taler, hviler, sludrer, bader, kikker, tænker, slapper af, griner, spiser og læser.  Og forfra. En af de store beslutninger er, om vi skal bære en seng ud i solen, for at ligge på den, eller om det er bedre at tage en af hængekøjerne i skyggen. Alt livet foregår omkring vandet.

Vi sejler en lang tur i kanalsystemerne og ser de lokale fra kanoen. De bader i floden, vasker i floden, leger ved floden, fisker, læser avis. Alle kikker venligt og vinker når vi sejler forbi. Generte børn gemmer sig bag træer, det overvinder de nu hurtigt og løber efter os ”What is your name”.

Vi har også været i den lokale by. Meget larmende, virkelig kaotisk, forvirrende og skøn. Vi var begge glade for at se byen, alene busturen tur / retur med de lokale var en oplevelse. Men især var vi glade for at komme tilbage til roen og stilheden på Our Lands.

”Vil i på en midnatstur i kanoen?”. Prøv selv at forestille dig det. En kano som stille bliver roet frem, et enkelt stearinlys i stavnen, til lyden af fugle og cikader, i total mørke mens lyset fra husene ved bredden spejler sig i vandet. Aldeles magisk og på top 10 over fantastiske rejseoplevelser i mit liv! Ratheesh sagde inden afgang at Bhanu var virkelig dygtig til at ro helt stille. Men vores tur var ikke stille, Bhanu behøvede ikke at gøre sig umage for at ro stille, jeg græd af grin det meste af vejen fordi Peter og jeg havde det så sjovt. Jeg har grinet så meget i dag, helt nede fra maven at jeg (no kidding) har ONDT i mine mavemuskler!!?

Jeg er lykkelig her.  Jeg savner selvfølgelig dem derhjemme. Især mine unger. Min datter er på ferie med sin far. Min søn er på Camp True North med 200 andre teenagere. Han har det vist godt. Han skrev til mig i går. ”Mor, jeg må have min telefon 20 minutter hver dag, de 20 minutter er gået nu”…. Jeg tænker at det er et godt tegn?!

Jeg griner så tårerne triller. I det fjerne, på den anden side af floden er der et lam som bræger uafbrudt. Peter har lige råbt til den ”Bare rolig, mor kommer om lidt, schyy”, måske skulle man være her, men det er sjovt.

Kærlig hilsen fra Peter og Michelle,

PS. Vi er IKKE kærester. Vi er rigtig gode venner.  Det synes at skabe en del forvirring herude, derfor denne servicemeddelelse!

Se billederne og drøm dig ned til os!

Alle billederne er taget af fantastiske Peter Harry / www.identityzoom.dk

Vi rejser med Grace Tours

Jeg har set gummiplantager, theplantager. Set en sødt egern fra en hængekøje. Spist eksotisk mad. Jeg kravlede op af en lille klippe og hoppede i en flod ved et vandfald. Og i morges gik jeg en pilgrimsvandring op af et bjerg. Faktisk løb jeg det meste af vejen op, og hele vejen ned. Bare fordi jeg kunne. Og det var fedt for jeg er begyndt at passe på mig selv og min krop samarbejder. Lige der på bjerget møder man lykken og en flok indiske kvinder. Jeg blev holdt i hånden, kikket på og forsøgt læst med indiske undrende øjne. Og de vil bede for mig og jeg tager imod, selvom det er mig afsindigt fjernt.

Jeg tog engang et billede på en ferie i Thailand ”Forgiveness makes you happy”! Det er en sandhed. Og da jeg gerne vil være glad må jeg tilgive. Tilgive både fortielser og deciderede løgne som ramte mig i nakken som en boomerang. En boomerang som ikke var tiltænkt mig, men som tog mig med i faldet. Det kan være barske løjer at få sandheden serveret. Næste trin er at tilgive. Det gør jeg så. Det er gjort. Jeg har tilgivet alt. Det gør mig fri af fortid og klar til fremtid.

Jeg holdt fast i mine egne værdier og jeg beslutter lige nu, at jeg fortsat vil være en åben bog. Og tillidsfuld igen. Jeg har ikke mange hemmeligheder. Jeg står ved det jeg gør, det jeg tænker, hvem jeg er. Sådan har det ikke altid været.

Og ja jeg fylder meget. Det må jeg gøre, for det har jeg tit fået det af vide. Jeg håber, de mennesker jeg omgiver mig med, holder af mig som jeg er. Jeg tænker, at dem som har brug for at fortælle mig det, hellere skulle arbejde på at fylde lidt mere selv. Eller i det mindste lade mig være mig. Så kan de fylde lige som det passer dem. Jeg ved nemlig også at jeg er en stor inspiration for mange. Der er jo altid to sider af samme sag. Jeg bliver ved med at være mig, det er nu engang det jeg er bedst til. Man kan nok godt lære en gammel hund at sidde, hvis den gider.

Selv holder jeg mest af de mennesker som lever og fylder. Smager. Kæmper. Griner. Rejser. Tør. Gør. De må til enhver tid fylde omkring mig, fordi de inspirerer og deler deres glæder og sorger. De kan aldrig ”tage noget fra mig”…. Jeg vil ikke tage hensyn til, hvis andre føler jeg tager noget fra dem. Jeg tror faktisk slet ikke at det handler om mig.

Jeg sagde engang til en mand, som jeg elskede højt, at han måtte vide alt om mig. Alt. Og det er ikke så lidt. Jeg havde intet at holde hemmeligt for ham. Og jeg mente det. For mig var det en kæmpe kærlighedserklæring. Det ramte forbi. Jeg tror ikke han havde noget sted at parkere den besked, han turde ikke engang være ærlig overfor sig selv i livet.

Da jeg i dag fortalte historien til min gode ven Peter, om at jeg intet havde at holde hemmeligt, tænkte jeg (og følte mig helt fri), at sådan har jeg det også med ham. Og med mine veninder. Og mine forældre. Og sikke en frihed. Jeg står simpelthen ved hvem jeg er, også når jeg er grim eller kvajer mig. Pyt. Det gør jo alle. Her kommer selvironien ind. Grin med, især af dig selv.

Jeg har tænkt meget over hvad og hvor MEGET ærlighed betyder for mig. For set med mine øjne, er det  at tie også at lyve. Man kommunikere  også selvom man ikke siger et kvæk. Selve løgnen kan være grum, men at stjæle en andens ret til virkeligheden, ved at tie igennem i længere periode, er også slemt. Jeg må lære. For faktisk er det nærmest umuligt ikke at kommunikere. Vores tøj, vores holdning, vores øjne, vores bevægelser – alt kommunikerer. Jeg vil være bedre til at se det som krop og øjne kommunikere, og stole mere på det som jeg mærker, end det som mine ører hører. Det handler om min ret til min sandhed. Kun med sandheden i sigte, er jeg i stand til at tage kloge beslutninger, for mig selv.

Jeg har ikke plads til flere mennesker i mit liv,  af den slags, hvor der ikke er overensstemmelser mellem handling og ord. Måske kan jeg spare mig selv for en unødvendig tur i brændenælderne. Og  apropos de brændenælder, så havner jeg der nok igen, før eller siden.  For vigtigst af alt: Jeg tør godt åbne mit hjerte igen. Jeg insisterer faktisk. Turen på den lyserøde sky retfærdiggør ALTID turen i kulkælderen. Jeg gav så meget af mig selv at det tog tid at hele. Jeg må sikre mig at jeg IKKE giver min fremtid til fortiden. Fortidens forskrækkelser og hjertesorg har lært mig meget, men jeg husker på at det vigtigste i livet er vores relationer.

Jeg tør godt igen. Jeg vil. Jeg glæder mig. Jeg er klar. Mit hjerte er åbnet. Kom og tag det. Handle with care…

Love is a temple. Love is a higher law. Direkte fra Indien. Med kærlige hilsener

Michelle.

7 kvinder. 7 Skæbner. 1000 Spørgsmål!

Den internationale succes SEVEN er kommet til Danmark! Et skelsættende dokumentar-teaterstykke om syv seje kvinder fra alle jordens verdenshjørner, der kæmper for det, de tror på imod alle odds.Stykket fremføres af danske politikere og kendte kulturpersonligheder, der brænder for kvinders ligestilling.
Hvor: Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. Kl. 14.00 (efterfulgt af debat)

Facebookgruppe

Bemærk at jeg er på søndag d. 1. april.

SEVEN præsenteres af UNDP, FNs Udviklingsprogram, Folkekirkens Nødhjælp, KØNSNET, FORDI – Forum for Rettigheder og Diversitet, Hedda Production, samt Betty Nansen Teatret, Teater Nordkraft og Teatret Svalegangen.

SEVEN bygger på interviews med syv kvinderettighedsforkæmpere fra Guatemala, Nordirland, Rusland, Nigeria, Afghanistan, Pakistan og Cambodja. Ingen er helgen – ingen er martyr, men de har alle overvundet umulige odds i deres arbejde for menneskerettigheder. De fortæller med humor, alvor og passion om såvel skæbnesvangre som fantastiske hændelser i deres liv.

De syv kvinder SEVEN handler om er: Mukhtaran Mai fra Pakistan, Annabella de Leon fra Guatemala, Marina Pisklakova-Parker fra Rusland, Farida Azizi fra Afghanistan, Inez McCormack fra Nord Irland, Mu Sochua fra Cambodia og Hafsat Abiola fra Nigeria.

Du kan købe billet på linket her!

Datooversigt:

4.marts:

- Christian Friis Bach, udviklingsminister
- Caroline Henderson, sangerinde
- Stine Bosse, erhvervskvinde
- Leonora Christina Skov, forfatter og anmelder ved Weekendavisen
- Anne Marie Helger, skuespiller

11.marts:

- Margrethe Vestager, økonomi- og indenrigsminister
- Susanne Larsen, formand for Frivilligrådet
- Nynne Bjerre Christensen, vært på DR2 Deadline
- Sonja Oppenhagen, skuespiller
- Ulla Tørnæs, politiker
- Hanne-Vibeke Holst, forfatter
- Sara Hjort, skuespiller

18.marts:

- Ane Cortzen, TV!TV!TV!
- Mette Moestrup, forfatter
- Bryan Rice, sanger
- Mette Bock, politiker

25.marts:

- Ulla Henningsen, skuespiller og sangerinde
- Anne-Grethe Bjarup Riis, instruktør og skuespiller
- Anna Thygesen, erhvervskvinde
- Mille Lehfeldt, skuespiller
- Vibeke Windeløv, producer

1.april:

- Jannie Faurschou, skuespiller
- Pernille Rosenkrantz-Theil, politikerl
- Pernille Højmark, skuespiller
- Michelle Hviid, iværksætter
- Cecilie Lassen, balletdanser

Og køb evt. Alt for damerne imorgen (torsdag 9. feb 12), jeg har fået testet min såkaldte bodyage. Jeg er 39 år, min krop er lidt yngre, nemlig 33 år. Jeg kan selv tilføje at jeg ind i mellem føler mig som en 90 årig dog med en teenagehjerne…

“I saw you this morning - You were moving so fast.

Can’t seem to loosen my grip - On the past.

And I miss you so much - There’s no one in sight.

And we’re still making love - In My Secret Life”

Men min sang afbrydes brat af et – BANG – “In a relationship”. Av. Ufrivillig rutchebanetur down memorylane! Klarsyn. Mudder. Klarsyn. Mudder. Hjernebåndsalat. Loop. Uundgåelige tårer.

Jeg har filosoferet en del siden fredag morgen. Jeg er klar til at dele min tanker.

Har du tænkt over, hvordan vi hver især modtager de signaler som farer forbi os. Hvordan vi ALLE, uden undtagelse modtager på vores egen kanal. Egoet styrer. Vi lever alle livet ud fra vores egen virkelighed, har vi andre muligheder? Det er jo interessant hvordan jeg samler hændelser op, som om de drejede sig om mig, det gør de næppe. Og jeg glemmer at modparten også samler op, med sig selv i centrum. Og at ingen af delene behøver at være sande.

Når en ekskæreste bevæger sig naturligt videre i livet, lidt for hurtigt efter mit hjertes smag, så kan jeg hurtigt konkludere, med solid og omsorgsfuld opbakning fra mine nærmeste, at det nok bare er et hoved- og hjerteløst rebound. “Mine” bliver enige om, at de nødvendige grundlæggende følelser, næppe kan have fundet rodfæste så hurtigt. Jeg kan resonere mig frem til hundrede forklaringer på, hvad det forhold baserer sig på. Men faktum er, jeg ved det ikke, det vedkommer ikke mig og det har ikke noget med mig at gøre. Og især, hvad skal jeg bruge det til? At slå mig selv i hovedet? Han er jo bare forelsket og jeg ville ønske at det var mig. Av.

Men jeg kan også vælge at se det som en gave. Hans erklærede kærlighed til en ny kvinde, har sat mig fri. Der er en stor frihed i at få forløst sin største frygt. Den fordamper jo umiddelbart efter. Nu er det min virkelighed og den er til at forholde sig til.

Det var svært at komme fremad, når hjertet uden hjerne, insisterede på at synge ”In my secret life”. Nu er det overstået, jeg skifter plade og ”I can see clearly”  af Johhny Nash er jo også en smuk sang.

“I can see clearly now, the rain is gone

I can see all obstacles in my way

Gone are the dark clouds that had me blind

It’s gonna be a bright Sunshiny day”

Servicemeddelelse. Det gælder iøvrigt også den anden vej. Hvis jeg søger et menneske jeg holder af, så gør jeg det nok kun fordi, jeg oprigtigt holder af det menneske. Det lader sig kun gøre hvis modparten iøvrigt er åben for det venskab. Den skjulte agenda som er tydelig for en anden, eksisterer måske slet ikke i mig?

Jeg har foretaget en hurtig vox-pop hos mine nærmeste. De mener, at der er overvejende sandsynlighed for, at jeg IKKE ender som den ensomme sære kattedame. Pyha. Det varmer mig, når jeg bliver ramt af “Hvad skal der dog blive af mig følelsen”. Jeg glæder mig til jeg selv tror på det….

Iøvrigt er det interessant at tænke på, at jeg sagtens kan se hvad der skal blive af de af mine venner, som ind i mellem bliver ramt af “hvad skal der blive af mig” – følelsen. Der skal blive tusinde fantastiske ting ud af deres gøren og laden og liv. Kun på mig selv, kan jeg ikke se det klare billede. Det interessante er, at de har det på nøjagtigt samme måde, de kan tydeligt se hvad der skal blive af mig, men ikke af dem selv. Nå. Så må jeg (sgu) lige tage en tur op i helikopteren efter klarsyn. I stedet for at gå ned efter noget i mig selv! Sinuskurve på speed. Op efter klarsyn, ned efter noget i mig selv. Jeg er mest oppe og nedturene bliver kortere og kortere.

Der er altid nogen som passer på mig. På mig. Det væltede ind med sms kærlighed og venner som ringede uanmeldt på døren. Søde ord og kærlighed. Og en simpel sms “Start med en kande te. Smør en franner med sylle” – fik smilet tilbage på mine læber. Tak.

Som altid, når jeg skriver om noget så nært, vil jeg frabede mig kommentarer om min specifikke situation. Min konkrete kærlighed. Af respekt. Kommenter gerne generelt om brud og især gerne om det at komme videre. Det er det mest interessante i denne sammenhæng.

Kh Michelle

Et par måneder efter min 16 års fødselsdag, hoppede jeg på toget på hovedbanegården og tog på interrail. Hele fantastiske Europa rundt, med en alt for tung rygsæk, kæmpe drømme, uden skyggen af frygt og sammen med en helt fantastisk veninde, Pernille. Åh Pernille, godt vi skrev dagbog hva? (Note til selv, vores unger må ALDRIG se de dagbøger!) Jeg skal lige love for at vi var på eventyr.

Vi flirtede med politiet i Paris, vi drak os meget fulde i Portugal og jeg dansede med Olivier i Barcelona. Olivier blev en livslektie! Ham har jeg aldrig glemt og jeg skal fortælle dig hvorfor jeg aldrig glemte netop ham. Jeg valgte at ikke kysse med ham. Jeg ville lige spille lidt kostbar til næste aften, men ak, han kom ikke den næste aften. Jeg nåede dog at tage et billede af ham. Han var smuk med 80er slikhår, orange polo og store brune øjne. Olivier fra Marseilles blev ”ham jeg ikke kyssede”, det har jeg aldrig glemt! Godt at jeg tog den lærestreg som 16 årig, hva!?

Min teori og livsfilosofi er, at vi fortryder ”det vi ikke gør” mere end ”det vi gør”. Især i det tilfælde hvor det så i mellemtiden er blevet “for sent”. Dét er skræmmende, meget mere uhyggeligt end at gøre noget og kludre i det!!

Faren er selvfølgelig, at man kommer til at gøre noget ”forkert” og fejle, men pyt med det, who cares, det griner man snart af, det er nemt at tilgive sig selv for at tage fejl, det er svært at tilgive sig selv at være en kylling i livet. Når jeg griner højst, er det oftest af gamle skøre minder, ting som i situationen forekom som uoprettelige livsfadæser. Møgsjove ligegyldigheder når jeg har sovet på det  en (eller 1000) gange.

Jeg fik inspiration til at skrive denne blog tidligere på aftenen, fordi at en af mine Facebook venner, skrev en kommentar, om at jeg kun havde lavet én glad statusupdate i dag. Det provokerede mig,  ”Jeg er jo IKKE evigglad” svarede jeg. Hvortil han svarede: “Du er i hvert fald er optimist”

Ja. Jeg er optimist. Jeg ved det ender godt. Hvad ender godt spørger læseren, det HELE svarer jeg. Det ender godt.  Altid. Selvfølgelig gør det det!

Jeg tror at sandheden bag min ukuelige optimisme, er at jeg gør mig AFSINDIGT mange overvejelser. Jeg mærker efter i maven, ofte er hjernen ikke meget bevendt når der skal mærkes efter. Jeg er utrolig bevidst om de valg jeg træffer i mit liv. Hver dag. Hele tiden. Vi træffer i tusindevis af valg hver dag. Mere eller mindre bevidst. Jeg vil være bevidst om de fleste i mit liv. Jeg nægter at køre rundt med en karrusel som jeg har glemt at jeg faktisk kan stå af.

Min mor holdt en tale til min 30 års fødselsdag. Hun sagde, blandt mange andre sjove og pinlige ord, noget a la ”Når folk griner, griner Michelle mere. Når folk græder, græder Michelle mere”. Det er rigtigt. Det har ikke altid været et bevidst valg. Det er det nu. Min største frygt er at udsvingene på min livskurve tangerer ”at flatline”…

Prisen er at jeg har slået mig mere end de fleste, til gengæld spekulerer jeg aldrig over hvad der ”ville være sket” hvis jeg havde turdet. For jeg gjorde det jo. Jeg tror også at jeg har ”levet mere” end gennemsnittet. Mine (næsten) 40 år har jeg virkelig forvaltet godt. Jeg har også lavet nogle gevaldige fadæser, men pyt, måske gjorde det mig klogere?

Jeg fortryder intet. Altså bortset lige fra Olivier. Han lignede virkelig en som var god til at kysse.

Bare gør det. Hvad end det er du gør dig overvejelser om. Familie. Karriere. Rejser. Hvad end dine drømme er. Bare gør det. It is possible. Du har et valg.

(PS. Jeg bliver ALTID glad når i deler jeres tanker)

…

Som 12 årig var jeg på ferie med mine forældre i Spanien. Vi boede i en lejlighed vi havde lejet af en spansk familie. En aften tændte jeg deres fjernsyn. En kanal. På spansk. De viste en koncert med en eller anden gammel nar. Great.  Eftersom der kun var den kanal og det var min storebrors tur til at have vores Nintendo Donkey Kong, kunne jeg ligeså godt se koncerten.

Jeg forelskede mig i ham. Han er født i 1934 og jeg er født i 1972. Han har fulgt mig siden og der går nærmest ikke en dag uden jeg søger bekræftelse i hans livsklogskab. Leonard Cohen. Jeg har så mange gode minder i dit selskab.

Jeg arbejdede som teenager i pladebutikken GUF. Mit arbejde efter skoletid var at sætte LPer på plads i alfabetisk orden, så kunderne kunne fucke systemet op igen. Så jeg kunne genetablere det. Lidt af et sisyfos projekt men jeg fik alle pladerne til halv pris. Jeg hører altid og har altid hørt musik. Jeg elskede at arbejde i GUF.

Et af mine bedste køb blev LPen ”Jenny sings Lenny”, den smukkeste plade i verden, hvor Jennifer Warnes fortolker Leonard Cohen. Især sangen ”Famous Blue Raincoat” gik lige i mit hjerte. Jeg hørte den igen. Og igen. Jeg sang den til eksamen i musik i 3.G og scorede mit eneste 13 tal.

Jeg læser teksterne igen og igen. Leonard Cohen er virkelig min ven. Engang mødte jeg en mand som på den første date, uden at kende min passion, spillede en fortolkning af ”Hallelujah” som jeg aldrig før havde hørt, i sig selv en præstation, idet mit iTunes bibliotek indeholder ikke mindre end 18 versioner og fortolkninger af netop Hallelujah. Jeg vidste straks at det ville blive fantastisk at lære ham bedre at kende.

På mandag udkommer Leonard Cohen med en ny plade, for første gang i 20 år. Jeg kan ikke vente med at høre den. Og høre den. Og lytte. Og lytte. Og læse teksterne. Fordybe mig. Og forstå. Jeg sætter mandagen af til dig Leonard. Og jeg er sikker på at du bliver min følgesvend på min forestående rejse til Indien. Jeg kan ikke vente med at høre hvad du har på hjertet.

I øjeblikket hører jeg Suzanne på repeat. Jeg genkender mig selv og min kærlighedshistorik i første  vers. Jeg forstår alt når jeg lytter til teksten. Jeg er Suzanne.

”Suzanne takes you down to her place near the river. You can hear the boats go by

You can spend the night beside her. And you know that she’s half crazy

But that’s why you want to be there. And she feeds you tea and oranges

That come all the way from China. And just when you mean to tell her

That you have no love to give her. Then she gets you on her wavelength

And she lets the river answer. That you’ve always been her lover

And you want to travel with her. And you want to travel blind

And you know that she will trust you.

For you’ve touched her perfect body with your mind”

Eller. I´m you man. En af de mest sexede sange i verden. At forestille sig en mand som skrev sådan til mig. Wauw..

“If you want a boxer. I will step into the ring for you

And if you want a doctor. I’ll examine every inch of you

If you want a driver. Climb inside.

Or if you want to take me for a ride

You know you can. I’m your man”

Jeg hylder dig Leonard Cohen. Tak for de mange mange timer i dit selskab. Vi har delt glæder og sorger. Jeg ser og forstår alt bedre i dit selskab. Tak. “There is a crack in everything, that´s how the light gets in”.

Jeg vil nu fordybe mig i Anthonys fortolkning af “Let it be your will”, jeg synes du skal gøre det samme. (Jeg kan ikke lige få linket til at virke, men søg på youtube.com på Anthony and the Johnsons “If it be your will”)

Eller copy/paste url´en her - http://www.youtube.com/watch?v=1MDlMdu2gjw