Du kan høre om lidt af hvert. Bl.a. hvorfor jeg aldrig ville kunne leve med, ikke at dele seng med en kæreste. Eller om hvorfor det er vigtigt at ranke ryggen. Klik og lyt.

1. Kærlighedsministeren (mig) om dating….

2. Og lidt om kropssprog. Rank rytten. Indtag verden

3. Passiv rygning. JEG HADER RØG!

4. “Skal man” dele soveværelse. Øh – JA!!!

Min gymnasie sweetheart Morten fortalte engang en skøn lille hverdags historie som jeg aldrig har glemt. Han var på besøg hos forældres venner i Skagen, han var en lille dreng, måske 3-4 år. Han fandt en fluesmækker, smaskede en flue i en vindueskarm og fik et akut sammenbrud. Han fortrød simpelthen mordet og var en utrøstelig lille buddhist. Far Skagen lagde den døde flue ned i en lille tændstiks æske, sammen med et lille stykke 3 stjernet salami og puttede Morten til middagslur. Mens Morten sov fangede Far Skagen en levende flue, det er nemt nok, det er straks sværere at få fluen levende ned i tændstiks æsken, som erstatning for den døde. Mortens lykke var stor, da han vågnede, kikkede ned i tændstiks æsken, bare for at se at den dræbte flue havde genvundet livet, ved hjælp fra lidt 3 stjernet salami. God løgn.

Den historie inspirerede mig. Jeg var på ferie med min søn Benjamin da han var 3 år. Han fik en heliumballon som forestillede en af figurerne fra Peter Plys. Han elskede den ballon og de var delte livets sorger og glæder et par dage, så skulle vi hjem. AK. Separationsangsten var i lys lue, da jeg fortalte at vi ikke kunne få ballonen med flyveren hjem. Jeg konstaterede straks at jeg var ved at traumatisere barnet, på den store klinge, og forklarede ham i stedet, at vi bare skulle slippe ballonen løs ud over altanen, at den selv ville flyve hjem og lande i Tivoli, som er en slags lufthavn for hjemvendte balloner, hvor vi så hentede den den næste dag. Gensynsglæden var stor. Jeg var stolt. God løgn.

Mine forældre sendte søndag efter søndag, min storebror og jeg, på gå-ben efter avisen i den anden ende af Nødebo, min barndomslandsby. Vi måtte ikke cykle? Vi skulle gå? Så latterligt! Så søndag efter søndag gik vi afsted efter deres dumme avis. Det tog vel 3 kvarters tids i alt – tur/retur. Det tog mig lige nøjagtigt til jeg blev voksen, og selv fik børn, at forstå hvor rart det kan være at slippe af med de unger i lige nøjagtigt 3 kvarter søndag formiddag. Good one farmand. Sekundet jeg har installeret en ny lækker mand i min seng, skal mine unger også hente brød hos bageren hver søndag, ikke den tættest på, der er kun 300 meter, det er for uambitiøst. God løgn.

Vær lidt mere ambitiøs når du lyver for dine unger. Skal vi ikke blive enige om, at der skal være mere format over hvad vi bilder dem ind, hvis du skal være en løgner, så gør det med stil. “Vi ikke har noget is” er for sølle. Jo, vi har is møgunge, du får ikke noget, du bliver tyk og fed og jeg orker ikke børste dine tænder igen – skrig smerten ud inde på dit værelse, med lukket dør.

Hvad bilder du dine unger ind? Del de gode løgne!

Benjamins bedste veninde gennem hele hans liv, Silke, blev nonfirmeret fredag. Jeg havde sagt ja til invitationen på mine og Benjamins vegne for længe siden. Benjamins kusine skulle så konfirmeres fredag. Benjamins far havde takket ja tak på egne og Benjamins vegne. Vi havde ikke fanget fadæsen.

Først onsdag går sammenfaldet op for os. Som udgangspunkt skulle Benjamin være hos sin far i Bededagsferien. Historisk set har vi, hver især, rådet over tiden i hver vores weekender. Og blod er tykkere end vand, så min første reaktion var, at Benjamin selvfølgelig skulle med til sin kusines konfirmation.

Han ville bestemme selv. Han ville med til Silkes. Han vaklede ikke et sekund i sin kommunikation. Han var sikker. Han vidste selv hvad der var vigtigst for ham. Han argumenterede godt for sin sag og meddelte bare at han havde besluttet sig.

Jeg skiftede holdning, valgte at bakke ham op. Og da vi sad til Silkes nonfirmation fredag, gav det bare så meget mening at han var der. De har hængt sammen siden de var 10 mdr. og nogen gange er det tykkere end blod.

Han ringede selv og meldte afbud sin kusine og tante. Det synes jeg tyder på ret meget hår på brystet af en 13 årig. Han var oprigtig ked af ikke at kunne komme med til begge fester.

Han besluttede også at han ville blive hos mig hele weekenden. Og han er velkommen. Men, min weekend var allerede fuldt booket med aftaler, egostunder uden børn som jeg glædede mig til. Jeg var ikke meget for at aflyse. Mine børnefri weekender er lidt hellige for mig, det er jo der jeg lader opvasken stå, smider mit tøj på gulvet, hører høj musik og drikker mig fuld. Altså ´opfører mig som en teenager´. Lader op til at være nogens mor de næste 12 dage.

Benjamin er vokset mig over hovedet. Selvstændigheden vokser ligeså hurtigt som stængerne!  13 år ung og 182 cm høj insisterede han, ”Tag afsted mor, jeg vil nyde at være alene hjemme”. Han ville faktisk helst have at jeg smuttede. Det gjorde jeg så.

Og sådan gik det til at jeg sov brandert ud i morges, mens Benjamin lavede pandekager, æg og bacon til mig. Jeg lå og kikkede på sjove fuldebilleder på min telefon, kommunikerede med mine medsammensvorne fra lørdag nat på Facebook, mens Benjamin gik ned med skrald og virkede virkelig fornuftig.

Det var virkelig stof til eftertanke. Jeg fylder 40 år på lørdag og glæder mig, tænker en del over det med alder. Jeg er stolt af min. Jeg føler jeg er blevet voksen det sidste halve års tid. Jeg har taget så meget ansvar for mig selv og mit liv. Og nu er jeg altså så voksen, at jeg har et barn, som delvist fungerer som semivoksen i husholdningen. Det er virkelig sært for mig. Selvom han er lidt er højere end mig, kan jeg heldigvis stadig banke ham…

I mandags reddede han mig. Jeg skulle være  flere steder på en gang, jeg kunne ikke få enderne til at mødes. Benjamin hentede sin lillesøster til dans, tog hende med ud at spise, han tog hende med hjem og havde mad med hjem til mig i en doggiebag, da jeg kom stresset hjem fra et foredrag. Jeg var rørt til tårer. Store unge.

Benjamin for dælen. Jeg er råddent stolt af dig. Du er sgu i orden. Da jeg kom hjem i nat havde jeg totalt dejavu til et besøg i USA da jeg var 16 år. Vi drak os fulde og det må man IKKE i USA. Når jeg kom hjem om aftenen, sad mine amerikanske værtsforældre og kikkede skeptisk på mig, jeg smilede sødt, prøvede at skjule min brandert, sagde god nat og listede hurtigt i seng.

Da jeg kom hjem kl. 03 i nat sad der et par teenagere i sofaen og kikkede undrende og skeptisk på mig. Jeg prøvede at skjule min brandert og luskede smilende i seng.

Men da jeg kom ud på badeværelset her til morgen, så brusekabinen noget så sær ud? BENJAMIN, kom lige!! Jeg hørte lige starten af en forklaring. Noget med en splatterfilm de havde lavet til youtube, noget frugtfarve, et enkelt mord og en dreng som stod og grinede fjoget, med sin nye bøjle på. Han har vasket brusekabinen, er taget i biografen med Silke og jeg smiler for mig selv. Min dejlige dreng. Jeg elsker dig!

Hun plejer at være glad. Det var hun så IKKE i mandags. Hun var ulykkelig. Hun havde glemt en pose med smykker, da hun rejste hjem fra en ferie i Portugal. Smykkerne har kun værdi for hende, stor affektionsværdi. Gaver fra et helt liv. Hun græd.

Nu har jeg siden mandag morgen leget den gode detektiv. Fundet frem til rejsebureauet. Til hotellet. Til værelsesnummeret. Til oldfruen. Til smykkerne. HURRA. Tror i Lissie bliver glad i næste uge, når hun kommer og gør rent og finder alle hendes smykker liggende til hende på mit bord ♥ DET TROR JEG. Love it.

Jeg svarede noget a la:

1. Jeg vil anbefale, at du fikser alt det du gerne vil lyve om, eller forsøge at skjule i en datingprofil, INDEN du overhovedet laver en.

2. Husk at det er skideligegyldigt hvad du skriver, det hele afgøres af kemi / ikke kemi når i mødes.

3. Mød hinanden hurtigt. Det andet er spild af tid og er kun drømme. Drømme kan man ikke ligge i ske med. Ud i virkeligheden.

4. Selvironi er altid klædeligt. Selvhøjtidelighed er en pest. Det skal man lige balancere.

5. Og så er der det med billedet. Brug dog et billede som ligner dig. Det bedste du har men som stadig ligner dig. Det er tuff shit at blive efterladt efter 5 minutter på en cafe, fordi billedet  var liiiige lovlig lækkert…

6. Vær dig selv. Tænk lidt over det. Meget efter behov.

Som en del “af øvelsen” skrev jeg lige min egen, det var faktisk ret sjovt. Here it goes. 

“Ensom” dame 40 år, lille og buttet, med mørk og krøllet hår.

Nej ok. Jeg er ikke ensom. Jeg er taknemmelig for alle de skønne mennesker jeg er omgivet af i mit liv. Jeg er også blond, uden krøller, mit hår er fladt som en pandekage. Det er faktisk længe siden jeg har været sådan rigtigt lille. 180 cm tilsat stilletter giver et vist overblik. Jeg er ikke buttet (mere), jeg har lukket kæften og lettet røven, med gode resultater – og jeg er ærlig talt vældig glad for min nye krop, derfor kan det undre mig en del, at jeg ikke deler den med nogen? Jeg er total på toppen over at blive 40 år. Jeg har ikke glædet mit så meget til noget, siden jeg i 1992 endelig fik mine nye Bauer rulleskøjeter (side-by-side), efter 3 måneders spinken og sparen. Jeg har dem endnu.

Jeg nyder at være mig. Meget endda. Men jeg har da en drøm om at dele mit liv med en mand, på sigt, engang. To stole på en veranda i solnedgang, drinks i hånden, reggae (eller Cohen) på anlægget, året er 2052.

Indtil min “Mister Big” dukker op og virkelig imponerer mig, så nyder jeg min hule alene med mine unger. Hulen har jeg placeret i Københavns afsindigt belastede Nord Vest kvarter. Jeg havde (også) en ideologisk fase for 6 år siden hvor jeg kortvarigt troede jeg kunne redde integrationen i Danmark egenhændigt. Det kunne jeg ikke. Det var ikke første gang jeg fik storhedsvanvid, det er nok heller ikke sidste. Det er en dejlig lejlighed. Jeg har selv tegnet den.

Jeg er ikke ideologisk på Johanne måden, nej nej – jeg stemmer på Uffe eller Asger.

Det der med at lukke kæften, det passer ikke helt, for jeg råber en del op. Om alt muligt, om det der interesserer mig, og det der ikke interesserer mig, gerne uden forudgående kendskab til emnet. Pyt. Jeg begyndte at tale som 1 årig og er aldrig stoppet igen. Jeg er heldigvis så god til at tale, at jeg lever godt af det. Det er et held, for jeg blev smidt ud af skolen. Men tænk engang, nu betaler skolerne mig for at komme og forelæse, det kan jeg godt lide. Hvis du får pip af smalltalk / bigtalk, må du hellere stå af her

Jeg kan godt lide at rejse, så hvis du er flyskræk må du hellere stå af her. Jeg vil både til Langbortistan og hen hvor peberet gror. Jeg vil endda op på det der ishotel. De fleste af mine indtægter de sidste 20 år har jeg investeret i flyselskaber (Læs flybilletter). Det viser sig faktisk at jeg godt kan sove i telt! Det er nyt for mig. Test mig. Bål er maskulint. Mand skaffer føde med egne hænder – meget maskulint. Mand redder kvinde fra afskyelig snemand – afsindigt meget maskulint.

Min mor siger at jeg er en popcornmaskine med et ekstra gear. Jeg forstår godt hvad hun mener.

Jeg har 13 børn med 17 forskellige mænd. Jeg valgte at gøre sådan fordi jeg elsker at netværke. På denne her måde har jeg infiltreret mange familier, helt ud i flere generationer. Smart. En af dem havde en mor som serverede makrelrand. Altså pisket makrel tilsat husblas. Det forhold holdt ikke. Men derfor var der jo ikke nogen grund til ikke at få et barn med ham.

Og så der jo faktisk kun to. Benjamin på 13 år og Kamille på 5 år. Men de har hver deres far. Der skal nok en V-I-R-K-E-L-I-G charmerende mand (med afsindigt gode gener til), før jeg kaster mig ud i 3. omgang med barnevogn. Så, hvis du har babyer i øjenene, skal du nok stå af her. Det bliver ren Lisbeth Dahl. Det var aldrig min plan. Det blev sådan. Jeg har tilgivet mig. Børnene virker normale.

Mine børn fylder meget, min søn er fx allerede højere end mig. De er opdraget med lige dele humor, militær disciplin og anarki. Jeg bryder mig ikke om curlingbørn, mine er mere sådan en slags bowlingebørn, ud i keglerne (livet) med dem, jeg står klar med plaster og kærlighed når de bliver væltet omkuld. Faktisk kan de godt holde bøtte og sove på kommando, men som regel vil jeg hellere sludre med dem. Jeg har før skreget helt sindsygt af dem. Og sagt undskyld.

Mine børn kommer før alt – også dig. Men når de ikke er hjemme kommer du først. Eller vi kan komme samtidig? -det er altid smukt.

Jeg elsker at forskrække folk. Så hvis du har et svagt hjerte skal du nok stå af her. Det er fx skide sjovt at kaste koldt vand i hovedet på nogen som er i karbad.  Eller gemme sig i en elevator og vente på at nogen kalder den ned. Skide hamrende sjovt.

Dating profil Michelle. Tilbage til emnet. Tjeklister er en pest, men “lets get honest”, der er mange ting som skal passe sammen før kærligheden ryger gennem taget. Jeg har fx svært ved at forestille mig, at jeg falder for en mand som ikke er læsset med selvironi, humor, karisma, livsmod, charme, handlekraft og intelligens. En som er i stand til at elske mig her fra til evigheden og op af væggen på en god dag.

Jeg er røghader. Rygeloven her i landet er for slap. Jeg har defineret min egen nul-tolerance-rygelov. Det er megaklamt at ryge. Hvis du ryger sætter jeg dig af her. Jeg stryger ikke. Jeg støvsuger ikke. Jeg laver god mad. Tit. Jeg er ret perfid mht økologi og betaler gerne 80 kr for 100 gram salt i en smuk emballage. Det er dumt. I love it.

Hvad dælen???  Er du her endnu? Hvad vil du gøre ved det? Jeg elsker mænd med handlekraft og initiativ. Nå. God sommer. PS. Jeg forbeholder mig retten til at takke nej.

Det her er mine ben.

Det her er mit hoved.

Til min 40 års fødselsdag om 3 uger, valgte jeg at invitere lige nøjagtigt de mennesker, som jeg kunne tænke mig at feste sammen med. Også et par stykker jeg næsten ikke kender. Josephine er en af dem.

Josephine er guldsmed, hun har en lille bitte smuk butik, i en af de små pavillioner ved Kongens Have. Jeg forvildede mig engang derind og vidste straks, at når jeg engang skulle giftes, så skulle Josephine lave vielsesringene. Jeg blev gift og Josephine lavede de smukkeste vielsesringe.

Jeg blev så også ret hurtigt skilt og jeg var led og ked ved de vielsesringe. Jeg besluttede mig for at smelte dem om -og sammen- til en skilsmissering. En ring som for mig symboliserede nye tider, et statement, men samtidig var ringene jo lavet af noget guld som var købt i kærlighed, da den stadig var der, og min kongstanke var, at min og min exmands datter Kamille, engang kunne arve ringen og vide at den oprindeligt var skabt af kærlighed mellem hendes forældre.

Josephine forstod det øjeblikkeligt og hun kreerede den smukkeste smukkeste vildeste ring. Josephines smykker har sit eget liv. Jeg købte nogle ædelstene som hun satte i. Jeg købte ikke nogen diamanter, jeg havde ikke råd. Da jeg hentede ringen havde Josephine havde sat den fineste lille diamant i, og da hun gav mig ringen sagde hun “Nu vender dit held”. Jeg tror at det var en henkastet bemærkning, men jeg greb den bemærkning med hjertet og klyngede mig til den. I de næste svære måneder kikkede jeg meget på ringen og diamanten, mindede mig selv om at mit held var vendt. Alt ville blive godt. Jeg ELSKER min skilsmissering og Josephine er “en af de gode”.

“En af de gode” er et udtryk jeg bruger om mennesker som på en eller anden måde er “Extraordinaire – med et GODT hjerte”…

For et par år siden fik Josephine konstateret brystkræft, nogle få uger efter sin søster Josina. De fulgtes gennem et sejt sygdomsforløb. De lod begge håret falde, de valgte at kæmpe for retten til at være smukke og skaldede (fremfor paryk), de lærte os, at man godt kan være sexet og skaldet.

Medierne kastede sig over de to seje kvinder, de skabte en stor og tiltrængt opmærksomhed omkring brystkræft. De har det heldigvis begge godt i dag. Men stadig alt for mange kvinder bliver diagnosticeret med brystkræft. Josina og Josephine arbejder videre for at holde focus på brystkræft og forskning.

I torsdags havde de en fantastisk event på Axelborg i København. “Science meets Fashion, A race against breastcancer”. 20 kvinder, der alle er i kemo-behandling, gik catwalk i sko fra Christian Louboutin og festkjoler fra: Jesper Høvring, Stasia, Wackerhaus, Ole Yde, Heartmade, Stella Nova, Nuit Comme Oui, DAY Birger et Mikkelsen, Benedikte Utzon, Elise Gug, David Andersen og Antonie Lauritzen. disse kjoler er nu til auktion på Lauritz.com.

Jeg kunne desværre ikke være der til den store aften, det ærgrer mig, men jeg kan vise jer via min blog hvad det gik ud på. Og jeg vil støtte en lillebitte smule, ved at fortælle om eventen, og fortælle dig at du kan købe en af de smukke kjoler og dermed støtte en vigtig sag (og ligne en million imens)

Hyld Josephine sammen med mig? Køb en af kjolerne og støt forskningen?

Kære Josephine. Jeg synes du er FANTASTISK. Du er en stor inspiration for mig og mange andre. Jeg elsker at gå med dine smykker, jeg har aldrig været en “smykkepige, det blev jeg, fordi dine smykker virkelig taler til mig. Betyder noget for mig.  Tak!

Læs om eventen i BT her!

Køb en af kjolerne her!

Se et sammenklip fra eventen her, Lis Sørensen synger “Her er så stille nu”!

A Race against breast cancer har en gruppe på Facebook her!

Se Josephines smykker her!  -

Facebookside for Bergsøe Jewellery, her er ind i mellem konkurrence mm!

Fik jeg nogen signaler da jeg var på vej ind i mit store nedbrud, i forbindelse med min skilsmisse for 4 år siden, ja, jeg fik meget tydelige signaler. Jeg blev den værste udgave af mig selv. Værre end jeg troede muligt. Jeg opførte mig frygteligt. Jeg tyrede en telefon efter min exmand, jeg græd ikke over det hul telefonen lavede i døren til badeværelset (det hul lever stadig, altså i døren), næe, jeg tudede fordi jeg ikke ramte ham!

På et tidspunkt kunne jeg slet ikke kende mig selv. Hverken i spejlet eller i hjertet. Jeg kunne til gengæld kaste op på kommando, jeg havde bare svært ved at finde anvendelse for det. Slutteligt kastede jeg en lakseanretning i hovedet på ham, på en restaurant, og blev skilt. 2 år for sent (Vi havde bare ikke været gift i 2 år)

Jeg har til dato aldrig kastet noget som helst efter nogen som helst andre end ham. Jeg gik til psykolog og fortalte at jeg var blevet sindsyg. Hun mente nu, at hvis han var den eneste, som kunne få den reaktion frem i mig, så gik han nok over mine grænser, og da man ikke kan fjernstyre de andre, så styrede jeg mig selv væk. Det er det sværeste jeg har præsteret til dato. Det var anden gang jeg endte alene med et lille barn. Det var ikke til at bære, men slutteligt valgte jeg mellem pest og kolera og fik i stedet lykken. Interessant hva!?

Iøvrigt har de fleste af de bedste mennesker i mit liv, været igennem en eller anden form for nedsmeltning, det har nemlig alle dem som lever, tør og gør. De slår sig undervejs. Pyt. Netop derfor er de mine venner. Jo. Jeg elsker dem for det. Jeg tror på livet og har derfor budgetteret med et stort antal tårer. De skræmmer mig ikke. Men jeg behøver ikke gå komme helt derud igen, derud hvor jeg kan kaste op på kommando. Så jeg lytter efter signalerne. Jeg handler på dem lææææængeeee inden det bliver alvorligt.

Jeg er opmærksom på selv de mindste signaler. Jeg har indgået en pagt med mig selv. Jeg har skrevet et manifest for hvad der er vigtigt i mit liv. Jeg vil, blandt meget andet som du snart kan læse i min bog, leve (mest) lykkeligt. Jeg insisterer på at udvise det mod som det kræver at leve ærligt. Helt ærlig og også når det bliver usikkert og farligt. Måske endda især der!

Og helt ærligt, jeg har for meget om ørerne. I sidste uge knaldede jeg røret på da en af mine Running dinner deltagere ringede. Min veninde gjorde mig opmærksom på at det ikke var helt normalt. Nå. Jeg magtede ikke lige den samtale. Slut. Men det er selvfølgelig ikke en holdbar situation. Men hey,

• Jeg er single mor til to teenagere på hhv 5 og 13 år. Jow jow, den 5 årige er skam teenager, jeg har meget fremmelige børn ……! – Elsker dem.
• Jeg  er ved at skrive en bog – elsker det.
• Jeg driver Runningdinner.dk – elsker DELE af det.
• Jeg har en klumme i Ekstra Bladet – elsker det.
• Jeg er kærlighedsminister på P4 hver lørdag i ”Så har vi balladen” – elsker det.
• Jeg holder foredrag – elsker det.
• Jeg blogger her på Michellehviid.dk – elsker det.
• Jeg vasker strømper, leder efter de strømper som forsvinder.
• Jeg handler ind, laver mad, vasker op, handler ind. De unger er jo sultne flere gange hver dag???
• Jeg træner ca 5 gange om ugen men mod et maraton. Love it, det sluger meget tid.
• Jeg ser mine venner meget. Jeg har gæster flere gange om ugen. – Elsker dem.
• Laver velgørenhedsarbejde. – Elsker det.
• Jeg rejser meget. Faktisk har jeg har været på 10 rejser det sidste år, Kenya, Cap Verde, Indien, Egypten, Paris, New York, Marrakech, Grækenland, Tyrkiet, Maldiverne. Det med landende er ikke så vigtigt for sammenhængen i denne her blog, det er bare blær. Elsker at rejse.

Men jeg begynder at modtage signaler. Jeg har haft et par nætter uden søvn i løbet af den sidste måned. I tirsdags, da det var tirsdag for alle jer andre, var det onsdag for mig. Det viste sig at i havde ret, det var tirsdag, det var sindsygt forvirrende og jeg punkterede også. Endnu et signal om at stoppe op? Jeg lytter efter signalerne. Jeg tager konsekvensen af det. Jeg skal ændre noget.

Og da jeg jo prædiker ”Walk-the-Talk” så må jeg hellere også selv ”Walk-the-talk”. Noget skal væk fra mine skuldre. Det sikre ville være at fjerne det som genererer mindst penge. Men det er tit det jeg synes er sjovt. Og jeg vil, jeg INSISTERER endda på, at lave noget som er sjovt!

Så jeg har taget det kloge valg, at forære min virksomhed, Runningdinner.dk, til nogen som kan drive den videre på en bedre måde, end jeg lige nu er i stand til. Det er så også mit sikreste økonomiske kort som jeg gambler med. Men det er det jeg har gjort. Jeg har bedt nogle andre om at drive Runningdinner.dk videre. Jeg skal stadig være med til at produktudvikle, kommunikere og det som jeg synes er sjovt – det er jeg GOD TIL. Men de bestemmer nu, det er nu deres til at gøre med hvad de  vil. Jeg har selvfølgelig valgt nogen som vil noget dejligt, det er klart.

Jeg har flyttet mig selv væk fra roret. Det skulle jeg have gjort for længe siden, jeg stod faktisk i vejen. Der er tusinde praktiske ting nu som anpartsaftaler, procenter, bilag og flere kedelige ord og udtryk jeg ikke forstår. Jeg har meldt mig 100% ud. De bestemmer fra og med mødet sluttede i dag kl. 12.30. Jeg stoler på dem, det og processen. Jeg har aldrig været mere svævende og tryg. Helt tryg!

Har forladt processen. Men stoler blindt på at mine arvtagere finder en fair løsning. Jeg får meget hurtigt tal i den gale hals. Jeg vil hellere lukke ned end gøre klar til salg. Jeg har sat mig ned ved børnebordet og overlader processen til de voksne. Jeg glæder mig til kun at have ansvar på de dele af processen som jeg virkelig mestrer og nyder. Modellen, den kender jeg ikke.

I dag er en stor dag for mig. Jeg har taget en stor beslutning. Det føles genial i hjertet. Tiden viser vejen. Jeg har det godt. Bedre end nogensinde faktisk. Men det er ikke kun pga i dag. Jeg har taget ansvar med 1000 km/t det sidste halve år. Det giver mening, jeg får det bedre og bedre.

Jeg kan se allerede nu på forskellige reaktioner på min beslutning, at andre ser det her som et udtryk for at jeg har brug for ro, er stresset, I bekymrer jer for mig. Det behøver I virkelig ikke, jeg er IKKE stresset. Jeg har det godt. Jeg har bare taget en modig men nødvendig beslutning. Det betyder i virkeligheden intet på den lange bane. Jorden drejer rundt uanset hvad jeg fiser rundt og laver. Og faktisk tager jo netop bare ansvar med rettidig omhu. Jeg har det virkelig v-i-r-k-e-l-i-g godt. Jeg vil gå så vidt som til at sige, jeres eventuelle bekymringer handler IKKE om mig……

Kh Michelle.

Meget tæt på 40 år men endnu ingen tegn på panik!

Kære Hr. Ingalls,

Det går rigtig godt. Jeg tænker tit på dig og alle vores gode minder. Vist var der hårde tider og vi mødte megen modgang, men det var et godt og simpelt liv. Meget har ændret sig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til dig, men jeg vil prøve.

Det er blevet ret normalt, for især kvinder, at få suget fedt ud af røven, for derefter at få sprøjtet det ind i kinderne. Det kvindelige ideal dikterer små røve og store læber, sådan har gud jo ikke skabt os alle sammen, men heldigvis har lægerne udviklet teknologier til at hjælpe os. Pyha. Barbie går rundt her i Danmark i virkeligheden, hun er skilt fra Ken og gift med Erik. Vi eeeelskeeeer at læse om hende. Og Gustav i Junglen. Og Paradise Hotel, Paradise Hotel er mere uhyggeligt end det der hotel i “The Shining”!

Jo, du læste skam rigtigt, lægerne. Uddannede læger. Læger som har skrevet under på lægegerningen og derfor er dedikeret til at hjælpe os i nød og udskrive recepter. Der findes piller mod alt. Sorg, stress, fedme. Heldigvis, så skal man ikke forholde sig så meget til hvordan man har det. Det kan gøre NAS MAND. Historisk set har pillerne vist sig at gøre større skade end gavn, men vi er ikke overbevist endnu. Vi tester det af på en generation mere, især vores drengebørn skal have medicin, så de ikke kravler rundt oppe i træerne!???? Ja…..

Vi er ikke glade for rynker. Heldigvis kan vi fjerne dem midlertidigt, ved hjælp af en lille men smertefuld behandling, vi fylder rynkerne ud med en slags gift, som dræber nerverne i hovedet. Det stjæler også en del af personligheden i de små bevægelser, men det er en lille pris at betale, for at se SÅ ung ud – selvom man er gammel. Vores statsminister har forstået det, hun kan tale om de vigtigste emner, helt uden at fortrække en mine.

Her i Danmark, får 15% af alle ældre noget vi kalder lykkepiller. Det hjælper dem med at blive glade i låget. Det ser ikke ud til at virke efter hensigten, de skal nok have en større dose, især medicinalindustrien er lykkelige. Problemet er, at de ældre er ensomme. De savner selskab og en at tale med. De bor godt nok side om side, men vores kultur har udviklet sig.

Det er fx blevet meget usædvanligt at besøge hinanden uanmeldt. Kan du huske på prærien, der kom vi altid uanmeldt. Så bød vi på hvad vi lige havde, brød i dårlige tider. Det har nu alle dage været god skik at bryde brødet. Mange af de ældre får nu til dags aftensmaden leveret med posten. Kan du overhovedet forestille dig det? Ding Dong, et brev og en pakke krebinetter, det havde Fru Olsen nok ikke set komme!

Jeg elsker at få uanmeldt besøg. Der kommer aldrig nogen. Faktisk anses det for at være skørt. Jeg insisterer på at besøge mine venner uanmeldt, jeg kører selvfølgelig nogen gange forgæves fordi de ikke er hjemme. Men så hører jeg lidt god musik i bilen. Det er nu meget hyggeligt.

Kan du huske hvor vi bøvlede med insekter og høsten som slog fejl. Vi har fundet effektive måder til at gøre agurker helt lige, lave vindruer uden kerner (det er livskvalitet), firkantede vandmeloner (det er meget effektivt når de skal sejles rundt om jorden, ikke så meget spildplads i containerne, det sparer CO2, den med CO2 får du i et separat brev).

Vi er faktisk i stand til at dræbe insekter i flere generationer, ved hjælp af sprøjtegift. Det siver måske ned i vores grundvand og snupper et par fisk med, det ignorerer vi lige lidt endnu. Det er jo ikke alarmerende på nogen måde. Der er jo altid nogle som skriger op, men hvad ved bønder om agurkesalat.

Og mon ikke lægerne snart finder en løsning på at al den barnløshed, som sprøjtegift og kemikalier synes at forårsage. Nogle af stjernerne er begyndt at importere de fattige børn, der slår man ligesom to fluer med et smæk! Brangelina er det helt store forbillede. De har 7 børn fra 14 forskellige lande, så man kan nok forstå at hun står i spagat på den røde løber!

Vi har også fundet en genial måde at holde styr på priserne på råvarer på. Vi lader simpelthen bare kornet blive på lagre, så prisen bliver holdt høj. Ja, de sultne børn i Afrika undrer sig nok, men hvad de ikke ved har de ikke ondt af vel. De har så travlt med at vandre efter vand at de næppe når at læse avisen. Og vi skal jo også være konkurrencedygtige. Vi spiser kød som har været frosset ned i ÅREVIS, ligesom Walt Disney.

Kommer du snart på besøg, det håber jeg at du gør, hvis du ankommer med bus eller tog, så skal du vide følgende. Du skal ikke sætte dig ved siden af nogen, du skal sætte dig på den tomme plads længst væk fra den nærmeste medpassager. Alt andet anses for at være grænseoverskridende og småskørt. Jeg forstår det ikke? Men sådan er det altså. Jeg hilser nogen gange på de andre alligevel, jeg synes det var meget sjovt i starten, efterhånden gør jeg det ikke så tit, mine smil skyder ligesom “ved siden af”. Men jeg kan godt savne det.

Vi har fordelt goderne i verden, så få har meget, virkelig viiirkeliiiig meget og andre har intet, ikke engang vand. Vi har fordelt det ud geografisk smart, så os med meget, ikke behøver at se alt for meget på dem som intet har. Et par gange om året ser vi på dem en hel aften i fjernsynet, så kan det nok være at vi skillinger sammen. Det er en god aften, lidt ligesom juleaften.

Vi vil helst ikke have de fremmede ind i landet, kun da vi manglede arbejdskraft, det gør vi ikke mere. Og en fra deres slægt sprængte to tårne i luften og der går grænsen altså, der er jo ingen som ønsker at ende sine dage, med at få en flyver i hovedet! Så hellere sidde i små overvågede bygningerne og spise hjertet i sænk, hver for sig og følge med i verden på TV. For Guds skyld!

Lige mht Gud tror jeg vi er uenige Charles, jeg har svært ved at tro på at Gud skabte alt, på nær homoseksuelle. Jeg mener, hvis Gud skabte ALT, hvorfor er der så biskopper som insisterer på at homoseksuelle ikke må elske hinanden i Guds hus? Det virker lidt som om religion ikke er fulgt med udviklingen og forskningen, men i stedet bliver brugt til at undertrykke folk?

Der er mange fordele ved at holde fast i u-landene. Dem som intet har, er villige til at arbejde for ufatteligt lave lønninger, til gengæld kan jeg så købe produkterne afsindigt billigt. De fleste produkter bliver fragtet jorden rundt et par gange inden de når mig.

Er det ikke sjovt at tænke på. At jeg spiser tomater fra Spanien, appelsiner fra Sydamerika og går i sko fra Kina? Det er supereffektivt. Der kunne vi slet ikke følge med dengang på prærien. Kineserne kan endda lave æg uden høns, det kunne vi sgu ikke, vel. De putter også melamin i mælken, eller det er vist holdt op med det igen?!!

Nogle lande lider. Nogle befolkninger bliver undertrykt. Tibetanerne, de må sejle deres egen bjergsø, men i Afghanistan skal de ikke sejle i deres egen oliepøl, dem hjælper vi selvfølgelig. Jeg må spørge ind til det, næste gang jeg møder en voksen. Det er lidt pinligt at jeg ikke forstår det.

Regeringen arbejder på gode løsninger. Men hver ting til sin tid, oppositionen skal holdes i skak og der er også et vigtigt issue med nogle rygekabiner. Der er også frisører som vælger at gå på arbejde i høje hæle, det skal vi have stoppet. First things first.

Vi har iøvrigt en enkelt original som minder mig lidt om dig og gamle dage. Han hedder Bonderøven. Vi ELSKER at se på ham i fjernsynet. Originaler er altid sjove. Vi spiser slik i alle regnbuens unaturlige farver, mens vi kikker på hvordan kan lader som om at han ikke har en Netto i baghaven, han insisterer på at plukke fjerene af en fugl, selvom alle ved at IKEA leverer dyner i konkurrence med Dynelarsen. 2 for 999. Jeg ved faktisk ikke hvorfor han er blevet så populær. Men i Kina bliver de også ved med at spise med pinde selvom kniv og gaffel er opfundet. De fleste knive og gafler bliver vel produceret i Kina?

Kineserne har forstået det med at holde styr på en hel befolkning. De kan bygge dæmninger kan du tro! I skrivende stund er det ved at kolonisere Afrika uden at Afrikanerne har opdaget det. Det er edderrådme smart! Kineserne opdrager deres børn efter et tiger mor princip, de kinesiske enebørn kan stave til disciplin før de får deres første violin i fødegave. Vi opdrager vores børn efter et curling princip, de må for guds skyld ikke mærke modgang og væmmelige realiteter, det skærmer vi dem for, koste hvad det vil i X-box og Playstation. Laura og hendes søstre blev vist opdraget lidt midt imellem. Gik det ikke meget godt med dem?

Alt omkring mad er afsindigt populært. Mange mennesker har mistet evnen til at mærke om de er mætte. Ja, det er i sandhed svært at forklare. Men vi spiser simpelthen videre til vi ligner en gæret dej. Vi har det ligesom dejen – lige inden den kollapser. Men så kører vi bare i biler over til Fitnesscentre, der er maskiner vi kan løbe på. Så løber vi side om side, på stedet, det koster lidt, men det er klart mere fleksibelt end naturen. Vi taler ikke sammen mens vi løber. Vi hører musik. Ikke den samme musik forstås, vi er nærmest i vores eget univers. Det er så superhyggeligt. Også der hilser jeg nogengange, så bliver de “bange” for mig. Lidt ligesom når vi gemte os bag et hjørne og råbte “BØH”. Ha ha..

Denne næste glæder jeg mig til at forklare dig. Den er så sjov at tænke på. Ca. Hver anden måned betaler jeg for at få smurt en klistret masse ud på mine ben for at få flået alle hårene ud ved hårsækkene, kan du forestille dig hvor ondt det gør. Det kan du gange med ti, doble op og veksle til italienske lirer, så ondt gør det. Når jeg har fået flået alle hårene af benene ligger jeg mig til rette mens jeg få plukket min øjenbryn med en pincet.

Derfra kører jeg over til frisøren og får flettet langt indisk hår ind i mit eget, det er så dyrt at min far ville gøre mig arveløs hvis han kendte til det. Ja du læste rigtigt. De indiske piger ofrer deres hår til templerne. Efterfølgende bliver det farvet i nøjagtig min farve og flettet ind i mellem mit eget hår. Jeg ved godt at dine døtre havde meget naturligt smukt hår, derfor virker det måske skørt, det er det ikke. Det eneste mit hår kan er ””Rul over og spil død”. Med det indiske hår føler jeg mig hel og lykkelig. Because I´m worth it. Du skulle se noget hår de har i reklamerne. Og nogle rengøringsmidler. Fru Ingalls ville gå i bro af benovelse over CilitBang og nanoteknologien!

Vi bruger afsindigt meget, faktisk det meste af vores tid på, at drømme om morgendagen. Vi venter på et tegn. Der er små tegn overalt, men de er ikke tydelige nok, så vi nægter at forholde os til dem. Når vi vågner i morgen, så gør vi alle sammen det samme som vi gjorde i dag og i går. Uanset om det gjorde os glade, kede af det eller vi følte os tomme. Hvis vi føler os helt tomme er der altid chokolade uden kakaobønner, solarier og plastikblomster. Det virker lidt skørt, det er det naturligvis ikke, men jeg kan ikke lige forklare det, men hvad er sansynligheden måske for at vi allesammen er blevet kollektivt skøre? Lille, ikke sandt.

Brevet er også blevet meget langt. Jeg ville også fortælle dig om Facebook, lightprodukter, omskæring af kvinder, analblegninger, Nordkorea, trafficking, VictoriaMilan.dk og terrorisme. Jeg ville gerne forklare dig hvad det alt sammen er, men det bliver simpelthen for langhåret. Længere end mit indiske hår.

Pas på dig selv min ven. Hvis du får tid til at svare, vil du så ikke skrive dine tanker om og din definition på sund fornuft?

Kh Michelle

PS. Charles, Prøv lige at forestille dig det her. Jeg har mere end 40 par sko!!??? 40 par!!!! De hænger i skabe på væggen, som dekoration, det er så pænt at det har været i boligmagasiner i 7 lande! Der er noget jeg kan være stolt af hva?! Det ER rigtigt. Det ene par alene har kostet 7.000 kr. Skriver syvtusinde kroner. Men de har også 10 cm høje hæle. Faktisk kan jeg bedst lide at gå i bare tæer!!! Ha ha…..

(Jeg ELSKER alle jeres “likes”og kommentarer. Det er min benzin. Tak!)

Det er første gang nogensinde, at jeg rejser alene med begge mine unger, vi har rejst meget altid, men altid sammen med min (nu ex) kæreste, eller med mine forældre eller med venner. Benjamin og jeg har været afsted tit, men denne konstellation med kun os 3, det er helt nyt.

Vi var i Egypten i februar, men da havde jeg ikke lyst til at rejse alene, pga et  synderknust hjerte. Mit hjerte er atter helt , jeg har systematisk brudt samtlige dårlige vaner, jeg har bevidst trådt nye stier, resultater er at jeg har det rigtig rigtig godt. Jeg er mere hel end nogensinde før i mit liv, Jeg nyder mit eget selskab, jeg nyder at have ungerne for mig selv og jeg havde afsindigt stor lyst til at rejse alene, kun os 3. Min lille familie, lille bitte, men min.

Det har været skønt. Jeg har nydt det afsindigt meget. Vi har fjollet, hygget, grinet, passet os selv og slappet af. Jeg har taget mig nogle lange løbeture langs vandet, mens ungerne har hygget sig på hotelværelset alene. Vi har spillet yatzy og ludo, for hvad gør man ikke? De unger har bare at passe godt på mig når jeg bliver gammel og sær. Jeg HADER yatzy og Ludo, alligevel må jeg jo indrømme at det var hyggeligt når vi havde brug for en sol- og strand pause.

Jeg vil godt anbefale Cap Verde som rejsemål. Måske ikke med helt små børn, flyturen er lang og stranden ikke særlig børnevenlig. For vandhunde er stranden ypperlig. Kæmpe store sjove bølger. Her er (endnu ikke) overbefolket af turister, her er masser af plads. Cap Verde er en slags krydsning mellem Afrika og Caribien, no stress, god musik, en glad befolkning og dejlig varmt (mens Danmark “drukner” i april sne)

Vi har været på nogle spændende udflugter, vi tog blandt andet til en af andre øer, vi boede på Sal men besøgte, Santiago. Vi har mænget os så vidt muligt med Cap Verdianerne og vi har kørt oven på vulkaner. Det synes især Kamille på 5 år er meget spændende, når jeg havde forsikret hende 48 gange om at den IKKE kunne komme i udbrud!

Vi besøgte det fort, som er den største central for slavehandel nogensinde. Brutalt at stå midt i de gamle ruiner og forestille sig hvordan mennesker blev handlet og sluset på både ud i verden som slaver. Sagnet siger at der ikke var mennesker på øen da portugiserne gik i land. De hentede slaver over hele Afrika, slusede dem gennem fortet her og videre ud i verden. Mange af de nulevende Cap Verdianere kender ikke deres slægt og deres familiære fortid. Nu er de alle ”creolere” og stolte. De taler creolsk og portugisisk.

Cap Verdianerne er meget stolte af at de fik gjort sig fri af deres portugisiske kolonimagt. For mig at se er de nu godt i gang med at blive ”koloniseret” af kineserne. Kineserne bygger og handler i et tempo så Cap Verdianerne slet ikke kan følge med. Så vidt jeg forstod på vores lokale guide, har kineserne bygget store vandreservater i bjergene, Cap Verde er i evig vandmangel. I 1945 døde halvdelen af befolkningen pga tørke og tørst.  De har brug for infrastrukturen, vandopsamling etc. Det tilbyder kinserne. Som tak for de vandreservater kan kinesere bosætte sig her i op til 5 år, uden at betale skat.…. Ret kortsigtet politik, men det er som bekendt dyrt at være fattig.

Langt de fleste Cap Verdianere lever under fattigdomsgrænsen. Vi har et Red Barnet sponsorbarn her på Cap Verde, vi havde glædet os meget til at møde ham og hans familie. Benjamin skulle med ham i skole en af dagene vi var her. Men pga påske og dårlig infrastruktur mellem øerne, lykkedes det DESVÆRRE ikke. Det var måske nok det jeg havde glædet mig mest til. Vi lever et forkælet og privilegeret liv. Det nyder vi. Jeg ønskede at mine to børn skulle se hvordan der er på den anden side af muren ind til vores ”All inclusive”. Når vi hopper i poolen vandrer de lokale børn langt efter vand til almindelige dagligsfornødenheder. Vi så børn som kom gående med æsler med vand spændt på ryggen, det gjorde stort indtryk på mine børn.

Det lykkedes os alligevel at komme hjem til en lokal familie. Kamille ville gerne have flettet sit hår som de små afrikanske piger. Jeg spurgte en lokal på gaden om han vidste hvor vi kunne finde en som kunne flette, vi blev inviteret indenfor i deres hjem. Da vi kom ind i deres hjem, på ca 4×3 meter, var der 9 mennesker derinde. 4 mænd sad på en madras på gulvet og så fodbold på en skrattende skærm. Man U – Liverpool tror jeg. De ELSKER fodbold her på Cap Verde. De hilste mig velkommen med fodboldnavne da vi trådte ind af døren, jeg smilede og genkendte da to, Rommedahl og Bendtner! Plejede de ikke at sige Elkjær og Laudrup? Jeg må komme ind i kampen. De fortalte stolte, at de er de bedste fodboldspillere i verden, at der er spillere fra Cap Verde på mange af verdens bedste fodboldhold. Åh jeg er så anstrengende når det kommer til fodbold, a la, hvorfor giver de ikke bare en bold til samtlige. Det holdt jeg så lige for mig selv……

På gulvet i lejligheden krabbede  nogle blebørn rundt hulter til bulter. Deres legetøj var et par tomme papemballager. Der sad et par kvinder på en anden madras, i gang med at samle smykker til at sælge på gaden. Faktisk væltede det ud og ind af den lille lejlighed. Stemningen var god og kærlig.  Alligevel var især Benjamin chokeret. Bor de alle sammen her? De har ingen møbler? Osv. Det er ikke unormalt at kvinderne har 3 børn inden de fylder 20 år. Jeg forstår det godt, selvom det er uhensigtsmæssigt. De har ingen penge, ingen el, det er mørkt kl. 19. Hvad skal de lave?

De 3 kvinder i lejligheden var alle mødre. De arbejder med børnene på ryggen. De henter vand, laver mad, sælger smykker – alt sammen med en baby på ryggen. Benjamin og Kamille havde store øjne. Det er sundt for deres forståelse af verden, jeg forklarede så godt jeg kunne. Og så var denne her familie endda rige. Med strøm. Ingen indlagt vand. Det er kun turisterne på Cap Verde som har den luksus. Turismen er deres fremtid her på Cap Verde.

Jeg kan godt forudse hvordan det komme til at gå og deri er jeg jo selv medskyldig. Jeg vil gerne anbefale det, rejs til Cap Verde, jo før des bedre, hvis du kan lide at have det hele lidt for dig selv. Vi rejste med Startour som er en af de selskaber som udbyder charterturisme her til.

Kamille fik flettet sit hår. Hun synes det er rigtig pænt. Jeg nyder at hun er glad! Benjamin har pløjet sig igennem hele ”Hungergames” trilogien på engelsk. Mor er stolt. Det er skønt at være så tæt sammen i så mange dage, at opleve så meget. At rejse er at leve. Vi har haft en skøn skøn ferie. Nu skal vi hjem til Danmark mens vi synger ”Sometimes it snows in april” (Prince), men vi er i det mindste godt tanket op med sol og varme.

Nyd billederne herunder, nyd udsigten, farverne og forestil dig lydene og duftene. Jeg kan godt forstå at portugiserne gik i land her! Jeg beklager på forhånd for alle faktuelle fejl og mangler. Jeg har ikke internetadgang mens jeg skriver. Min far har alle dage påstået at jeg skal have mine skolepenge igen, især for geografitimerne!

Kh

Michelle (Benjamin og Kamille)

Cap Verde, Sal, April 2012

Vil du hjælpe så få dig et sponsorbarn gennem Børnefonden. http://www.bornefonden.dk

 

Hvis du kan lide rejsebilleder, så KLIK HER og drøm dig med!

Han “forklaring” er, at det kan han ikke, og at jeg jo kender jo hans situation!??  Så vidt jeg kan se, så er hans “situation” den, at han har en ledende godt betalt stilling. At han rejser på ferie et par gange om året uden børn. Har råd til fede oplevelser og lækkert tøj. Jeg tror han har en hverdag, som mange ville misunde, han er revisor og han plejer at være rimelig tjekket omkring sit liv og sin økonomi? Han er kærlig og omsorgsfuld (når han er der). Han har 3 børn med 2 forskellige mødre, Kamille samt to større søskende. Han ser de børn hv. 2 weekend fra torsdag, og sådan har det altid været. Jeg ved ikke hvorfor. Mit bedste bud er magelighed? Jeg fatter jo ikke at man vil gå glip af så meget af sit eget barns liv – hvis man kan undgå det, med mindre forklaringen batter noget mere end “magelighed”.

Han har engang blevet stævnet mig, fordi han gerne ville have hende lidt mindre end hver anden weekend fra torsdag. Dommeren måtte give ham medhold, fordi loven er tåbelig, dommeren anbefalede mig dog til ikke at være hjemme, til at tage imod Kamille hver anden søndag, så blev han jo tvunget nødt til at beholde hende til mandag. Men kan det være rigtigt? At jeg skal gå i civil ulydighed for at tvinge en voksen, intelligent mand til at tage det ansvar som man vel kan forvente af en far anno 2012?

Det er det jo heldigt for HAM at forældreansvarsloven (lortenavn til en lortelov), dikterer at han som samkvemsforældre godt kan stille krav til mig. Men at jeg som bopælsforældre IKKE kan stille krav til ham. Og især er det da heldigt for Kamille (og ham), at hun har en meget ansvarlig mor, MIG, som med glæde har hende, når far hellere vil være alt muligt andet – end far….

Til gengæld har han krav på at have hende 3 uger sammenhængende i sommerferien. Hvis jeg pipper om at det måske er bedst at bide de 3 uger op i 2 dele, for Kamilles skyld, så er jeg en skør kælling som ikke under ham ferie med hende, og da han har retten på sin side, må jeg bare klæde hende på, til at være væk fra sit primære hjem i meget langt tid i stræk – 3 uger er LANG tid når man er 5 år og er vant til kun at være der hv. 2 weekend.

Hvis jeg en sjælden gang har bedt om, at hun kan være der en uge, fordi jeg havde et kursus eller en rejse, og jeg har spurgt 7 m-å-n-e-d-e-r før, har svaret konsekvent været NEJ. Eller om han kunne tage hende weekenden med min 40 års fødselsdag, hvor alle mine mulige babysittere (Alle voksne Kamille kender godt) jo er med mig til fest, så er svaret også nej. Og loven er jo simpel. Han kan stille krav til mig. Jeg kan intet kræve igen. Hvis han ikke vil have hende en weekend, falder ansvaret retur på mig. Hvis jeg ikke kan have hende en weekend, så har jeg hende alligevel. Og elsker det selvfølgelig. Og elsker hende. Selvfølgelig..

Og jeg ved godt at det her er et delikat emne, men hvis ingen råber op, hvordan skal vi så gøre opmærksom på problemet? Og er jeg ikke en god mor når jeg kæmper for, at der er en tydelig far i min datters liv. Det skal siges at han bestemt har ressourcerne til at være meget mere til stede, på en god måde, han har bare valgt det fra. Hovedsagligt er undskyldningen vel karriere. Sidst jeg tjekkede havde jeg også en karriere. En temmelig tidskrævende en af slagsen????

Jeg mener ikke at man kan tvinge en mand til at se sit barn hvis han ikke vil. Men han vil godt. 100% på hans præmisser. Det er fuldstændig sindsygt set herfra?

For 2.000 kr hver måned har han fralagt sig ethvert ansvar han ikke lige orker. 2012.. Jeg forstår det IKKE….

Og JA – jeg er pissed. På ham og på loven. Bare rolig, jeg kan sagtens håntere det overfor Kamille. Jeg skal nok holde focus på hvad der er bedst for hende. Hun skal elske sin far og jeg bakker på….

Gud giv mig styrke, til at acceptere, at det hele kommer ud af valg jeg SELV har truffet i livet…….!!!!!!!!!!

Hvad synes du jeg skal gøre?

Hvad synes du om loven?

Tak til alle de voksne som tit og ofte redder mig, og mine unger, når mine døgn er for korte og sammenklemte til at jeg kan følge med. Jeg er så taknemmelig.