Det forgangne år har været det mest harmoniske og lykkeligste år i mit liv
For et år siden startede påskeugen i morgen. Mandag d. 15. April. Kamille skulle til sin far, vi var lige kommet hjem fra Færøerne og jeg havde ikke været på en date meget længe, men tænkte at nu var det nu. Altid prøve igen.
Jeg havde skrevet sammen med en fantastisk mand i nogle uger, meget lovende kommunikation, vi aftalte at mødes på kirkegården ved Grundtvigskirken, og se det sidste af de afblomstrende kirsebær.
Vi mødtes. Han havde megakiksede sko på, men jeg er også tit megakikset klædt på, det er jo ikke vigtigt vel? Jeg var næsten 47 år og kunne ikke bruge energi på noget så latterligt. De var bare virkelig grimme.
Vi hilste fjoget på hinanden, som man jo gør og startede forsigtigt en samtale op. Og så blev det først kikset, han talte om hvordan han havde mistet kontakten til sine forældre, på grund af uenighed om en fælles trailer, jeg måtte jo nok kunne forstå at faren burde have tømt haveaffaldet af den, inden han afleverede. Alt imens jeg spekulerede på, hvorfor jeg havde taget så fint (og matchende) undertøj på, når ingen nogensinde skulle se det.
“Det har været super hyggeligt Michelle, må jeg invitere dig på middag?” (Det var i en anden tid, med åbne restauranter), “Jeg synes det har været forfærdeligt, du ved intet om mig, jeg vil hellere hjem”. Det fløj bare ud af mig, og mens jeg gik hjem, blev jeg mere og mere ked. Det var HÅBLØST!
Jeg ringede til Charlotte og beklagede min nød. Og Charlotte er fantastisk og svarede bare “Klokken er kun 18, du kan nå en til date?”
Tidligere på dagen havde en eller anden type skrevet til mig på Tinder “Du ligner en man kan have det sjovt sammen med – i lang tid”
Vores kommunikation havde været ret sjov, fra første besked “Hej, hvis du er højere end mig, gifter jeg mig med dig” og så aftalte vi, at det ville blive på et Rådhus i Toscana.
Men jeg skulle jo på tur med papskiltet med de pæne sko, og aftalte endnu en (!) gåtur med Toscana, om 2 dage. Hvis nu daten i dag, mod forventning, skulle blive kikset.
Men nu sad jeg derhjemme, i matchende undertøj “, og bandede hele lortet af helvedes til. Ingen kunne mødes og jeg ville “et eller andet”, jeg var i hvert fald ude på noget.
Og så skrev jeg til Toscana, at jeg ville i biffen. Han ville godt med, han ville bare sidde til venstre, og jeg tænkte at det var så sødt, han måtte vide at jeg var døv på højre øre “Næe, men jeg er døv på venstre”, skrev han. Og morede mig allerede gevaldigt. Han ville hente mig, på vej til biffen.
Jeg stod nede på vejen og tænkte at jeg virkelig gerne ville se den film, uanset hvor grimme sko der ville dukke op, og så kom Morten. Og fra det sekund, ændrede hele mit liv sig, og jeg ville helst se på Morten. Altid.
Han steg ud af bilen, han så så lækker ud at jeg mistede al min luft, så tjekket, så muskuløs, så charmerende, så velklædt at jeg har været den kiksede lige siden, og jeg blev så genert at jeg ikke engang turde kikke på ham – og jeg kunne slet ikke tale…
Og resten må i læse i bogen, jeg kan dog afsløre at jeg i løbet af aftenen udbrød “Er du ved at forføre mig, dit svin?”
Og derfor morer det os en del, når han siger “På onsdag er det et år siden du kaldte mig svin, første gang”
I morgen, onsdag, er det et år senere. Det sjoveste og mest harmoniske år i mit liv. Morten er det mest uforfærdede menneske jeg nogensinde har mødt, eller måske endda hørt om. Aldrig har jeg følt mig så prioriteret, ved siden af fire unger og et krævende job, har jeg fra vores første møde, følt mig elsket og vigtig.
Det er fis, ballade, kærlighed, latter, samhørighed og ærlighed. Jeg spurgte tit i starten “Må jeg….”, det kunne være skrive mine tanker ned offentligt, eller gøre et eller andet som jeg godt vidste ikke var normalt, og uanset hvad jeg spurgte om, var svaret “Du må alt”
Og svaret er stadig “Du må alt”, hvis jeg af usikkerhed spørger om lov til et eller andet. Det er så banalt, så nemt, så ukompliceret. Vi elsker bare betingelsesløst.
Og jeg vil bare helst ALT sammen med Morten. Jeg lyser op i et smil hver gang jeg får øje på ham, har bare lyst til at kysse og røre. Alt vil jeg gøre, for at se ham lykkelig. Et år siden det startede.
I morgen er det et år siden at det var d 15. April 2019. Og ved du hvad, det slutter aldrig ❤️ Kærligheden bare vokser og bliver smukkere.
PS.
Jeg savner jer allesammen. Mennesker, liv, puls. Kommenter? Så bliver jeg så glad ??
