De unge kan også være bange ?
Glem lige økonomien et øjeblik, jeg synes det er noget kludder, men det ordner sig. Det er ikke det dét her handler om.
Jeg er begyndt at bekymre mig for, om vi passer på især de ældste, ved at ofre især de yngste?
Bliver de ængstelige for evigt?
Bliver berøring noget man frygter?
Skubber vi til den distancering, der allerede var et problem (for mig) inden corona?
Skaber vi større ensomhed?
Skaber vi en altopædende skærmkultur?
Hvis vi forestiller os at alle må se en ven, så vil der være mange der aldrig er med i loopet, fordi de aldrig er førstevalget? Og bliver frygten for at blive afvist, for stor?
Jeg forstår at corona er livsfarligt, jeg forstår den situation vi prøver at undgå, men de tal over hvor mange der fx dør af rygning, contra corona, de forvirrer mig, hvad er sandt? Det lyder jo helt skørt det perspektiv?
Og er rygerne bare dygtigere til at dø lidt mere spredt – både tids- og matrikelmæssigt, til at vi lige gider gå amok over de tal og lukke et helt land ned?
Jeg er så heldig at der er 5 unge mennesker her i huset, der er mere liv end de fleste andre steder, men jeg ser også hvordan de “bare” affinder sig med situationen, selvom frustrationen over savn, ensomhed vokser. Og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg synes det er godt at de samarbejder så fint, eller forfærdeligt at de bare lader deres drømme parkere så let? Og det er ikke bare for en stund mere. Vel?
Statsministeren sagde at vi måske skal finde en anden måde at være sammen på, for altid? Godt jeg ikke havde den tjans!
Og hvad sker der når vi slipper dem fri? Skal de så løbe med en stor elastik i ryggen, af frygten for “Hvad nu”, at det forhindrer dem i at komme frem?
Eller, lader vi dem bare løbe og så starter det hele måske forfra? Og hvilken sommer ville jeg helst have ofret, hvis jeg tager efter aldersspændet her i huset.
14 år og første sommer hvor jeg selv cyklede til Hornbæk med mine venner hver dag. Dem der var lidt ældre drak øl og jeg kikkede nysgerrigt og var ikke klar.
15 år hvor jeg var på interrail og kyssede mig gennem Europa? Dollaren steg mens min veninde og mig var væk og hver dag var vores rejsecheck mere værd. Jeg lærte at forstå tog, tider, bookninger og at man skulle huske mere end det minut man stod i. I Paris lagde politiet an på os og jeg lærte meget om mænd og magtmisbrug på et par minutter. Vi kikkede på verden fra Sacre Cour og jeg vidste at jeg ville se det hele.
16 år hvor jeg var i Spanien og mødte en italiensk flirt jeg stadig kender, og som blev springbrædtet til utallige rejser hele mit liv? Hans ven er blev min ven og han ringede fra Peru den anden aften og fortalte hvordan skellene derovre vokser, så hurtigt at det skræmmer ham.
17 år da jeg var alene i Italien med en veninde, så virkelig godt ud i bikini og flirtede med alle. Da jeg kom hjem mødte jeg Scott i Nyhavn, han var amerikaner og på vej jorden rundt med et kæmpe skib. Jeg sagde op og sejlede med. Vi kom kun til Marstal så løb skibet tør for penge, og mens vi håbede kaptajnen vandt i lotto, bankede vi rust fra bådsmandsgynger og kikkede på stjernerne når solen gik ned
18 år da jeg var på interrail med en ven, han tissede i teltet i en brandert og jeg lærte en del om konflikthåndtering og forsoning. Det var efter jeg havde været på Roskilde med en veninde, købt store balkjoler i en second hand butik i en brandert og var pludselig var vi på Roskildefestival i stor skrud og pailletter. Jeg mødte 1000 mennesker, dansede provokerende tæt med flest muligt af dem, dansede natten til morgen og lærte at stå på rulleskøjter af ham jeg dansede mest med.
Og de skal nok nå det, i know, men ærlig talt tænker jeg mere og mere på at passe på de unge mennesker. Hvad bliver det langsigtede resultat af det her?
Hvad tænker de, derinde hvor jeg ikke kan få adgang?
…….og alt i mens, prøver vi at lære dem glæden ved at skabe noget med hænderne, ved at tvinge dem til at være med til at bygge haven om. Det bliver lettere og lettere og det er slet ikke en kamp. Men det er faktisk meningen at de hellere vil være sammen med deres venner?
Og de er også selv gode til at få det bedste ud af situationen, og invitere til middag hvor alle kommer klædt ud. Nu vi ikke må invitere gæster, men har vi focus nok på dem. I believe the children are our future ?
PS. Jeg bliver glad for kommentarer ?
