Skrevet
Undskyld Louise!
1990 i kantinen på Frederiksborg Gymnasium. Jeg sidder og spiser frokost sammen med pigerne fra min klasse. Louise er den i det smarteste tøj. Altid. Det forekommer mig at Louise nok vil ende med at få et lidt urealistisk forhold til penge, sådan som hendes forældre bare pøser penge i hende. Det lærer man ikke at tage ansvar af! Hendes tøj er altid smart, alligevel synes jeg ikke hun har særlig god smag, hun køber jo bare det i bladene, det er ligesom lidt for let, hvis hun havde lidt mere smag og personlighed kunne hun vel finde noget selv?
Sagen er den, at Louise så vidt vides, har en fornuftigt og sundt forhold til penge. Hun er, og har altid været (i modsætning til mig) meget stilsikker i sit valg af tøj. Jeg var bare misundelig. Jeg var faktisk så afsindigt misundelig, at jeg bryggede min egen vinkel på situationen, så kunne jeg ligesom bedre trække vejret. Jeg var 18 år gammel.
Min mor bad mig for nyligt tænke over en situation hvor jeg havde ”set mig gal” på et andet menneske, fordi jeg var faktisk var jaloux. Så dukkede Louise historien op. Så mærkede jeg det menneskelige, i at blive jaloux og ikke være i stand til at rumme, når andre har adgang til det, du selv så brændende ønsker dig.
Sagen er den at jeg bliver “heldigere og heldigere” jo mere jeg arbejder. Jeg bliver “heldigere og heldigere” jo mere jeg tør. Jeg bliver “heldigere og heldigere” jo flere store chancer jeg tør tage (som går godt)…
Og jeg arbejder meget. Faktisk er min hjerne ALTID i gang. Jeg tør meget og jeg tager store chancer. Det har resulteret i at jeg er gået hen og blevet SÅ “heldig” at jeg begynder at møde blikke jeg ikke forstår. Jeg hører forvrængede gengivelser af min situation. Jeg undres over en irrationel irritation fra mennesker som jeg føler burde klappe. Og jeg bliver ked af det.
Det har været en hård sommer på mange måder. Derfor hjælper det at tænke på, hvordan jeg selv havde det dengang i kantinen med Louise. Jeg ville jo sådan set bare ØNSKE at det var mig som kunne købe alt det fede tøj, som Louise altid havde.
Og husk på, når jeg er ved at miste en million og ikke ved om jeg kan blive i hus og hjem, når jeg hyperventilerer af skræk for at smide ALT på gulvet, ja, så er misundelsen ikke så stor, så møder man mere “Du skulle nok være stoppet mens legen var god”- øjnene…
Måske var “alle mine Louiser” generatoren til min drivkraft til SELV at sætte i gear og skabe det liv jeg ønskede at leve? Og ja, jeg er privilegeret. Nu lever jeg et godt og forkælet liv. Men æren for det er min. Og mine dejlige forældres. Guderne skal vide at jeg har mange at takke, jeg håber jeg husker at gøre det konstant undervejs, ellers kommer det her, TAK! Må jeg anbefale alle forældre, at lære deres børn at de kan alt, det kræver naturligvis meget hårdt arbejde, flid, vedholdenhed og passion og modet til at turde tackle en nedtur, eller to. Man må ikke være bange for at fejle. Det kan ikke lade sig gøre unden søvnløse nætter, fejl, modgang og tårer.
Nu hvor jeg (i store træk i hvert fald) har fået skabt mig det liv jeg ønsker at leve, ser jeg mig ikke længere gal på andre mennesker. Jeg glædes oprigtigt på deres vegne, i bedste fald tænder de en drøm i mig, som sætter mig i gear.
Glædelig jul dejlige Louise. Undskyld. Jeg vidste ikke bedre….