Skrevet
Uforglemmelige juni
Det er 6. juni idag og sølle seks dage inde i måneden, ved allerede nu, at denne her måned vil stå lysende tydelig for altid. Jeg lærer mere, føler mere, griner mere og græder mere, i en stor pærevælling, på en gang, end jeg har gjort i 100 år. Jeg kan virkelig mærke at jeg lever. Jeg er trådt ud af komfortzonen, her står jeg i rusk og sol og mærker livet!
Jeg er med i et tv program, som er ved at blive lavet til DR1, det skal sendes 7 uger i træk fra midt august. Jeg er ikke vant til at lave tv. Jeg er bange. Jeg er bange for klipningen, eksponeringen, stemningen og det færdige resultat.
Især eksponeringen er kvalmefremkaldende. Min største skræk er at nogle af de medvirkende, ikke kan genkende sig selv i det færdige resultat. Lige i hælene på det, er jeg skrækslagen for at jeg ikke kan genkende mig selv, i det færdigklippede resultat. Det vender jeg lige tilbage til.
Jeg er ikke vant til at arbejde i et team. Jeg er en lonely rider og har arbejdet alene i 100 år. Jeg har aldrig med succes haft en chef. Jeg er danmarksmester i at blive fyret, jeg er gentagne gået til YDERLIGHEDER, for at undgå at nogen bestemte over mig.
Men nu har jeg så sat mig selv i en situation, med et helt tv hold, hvor alt skal planlægges, og hvor nogen h-e-l-e t-i-d-e-n bestemmer meget over min gøren og færden – fordi ellers lader det sig ikke gøre. Det er noget stads at lave tv. Det er perfektionisternes paradis og det er angstprovokerende! Til gengæld er det i døgndrift (næsten). Og alt bliver dokumenteret!
I fatter jo ikke hvor glade tv folk er for detaljer. “Havde du de øreringe på sidst?”, “Hvor er den stribede jakke”, “Gå ind af den dør igen men lidt langsommere”, “Vi skal lige skyde det du sagde i sidste uge igen, men det er vigtigt at du er i den samme stemning”. Aha… Hmmm. Nå.. (JEG VED IKKE HVOR DE ØRERINGE ER NU?????)
Jeg får hele tiden af vide hvad jeg skal gøre. Og gør det (for det meste). Det må være bizart for mine forældre at tænke på. At jeg tager imod instrukser, maaaange instrukser!
Og det er jo PISSE SJOVT. Og jeg er møgstolt. Og hele det tv hold er jo fantastiske. Jeg er omgivet af kompetente mennesker som jeg kan lære tusinde ting af. Eller bare hundrede hvis jeg er hurtig. Jeg forsøger at følge med. Jeg gør mig så umage og jeg bliver træt og sover solidt når jeg endelig sover. Jeg insisterer på at være en åben bog.
Jeg insisterer på at lade alle vide hvordan jeg har det, sekund fra sekund, både når jeg griner – men også når jeg er ved at brænde sammen af raseri, fordi jeg ikke forstår hvad der foregår. Og jeg lærer så selv kineserne ville være imponerede.
Øverst står Anders Stahlschmidt. Jeg lader ham vide, dag for dag, hvor højt han ligger på mit troværdighedsbarometer. Han ligger for det meste højt. Lige nu ligger han faretruende tæt på 100% – skulle han ramme 100% så lyver jeg, holder den lige under, så vi har lidt at arbejde med. Jeg hører så meget efter, når han siger “Din skepsis skader dig mere end den gavner”.
Man skal stole på folk. Hvis man ikke stoler på folk, skal man flytte sig.
Det her ER så fedt et projekt. Jeg er stolt af at være en del af det. Der er hundredevis af skønne mennesker involveret. Store dele af Læsøs befolkning. 40 fantastiske kvinder fra hele landet, deres 11, børn og 2 hunde. Hele projektet er gennemsyret af gode intentioner. Den slags tv mangler vi sgu da!
Der er Lise Rønne som er så elskelig og skarp at man håber at kende hende altid. Der er førnævnte Anders, som man også håber at kende altid, magen til overblik og ro skal man lede længe efter. En ro jeg snylter ufatteligt meget på i min egen usikkerhed.
Så er der et helt hold af skønne knægte fra 22 til 56 år, som fiser rundt og knokler røv ud af buks. I enkeltes tilfælde hænger buksen altid under røven, det er jeg blevet for gammel til at forstå, selvom de har nogle pæne røve!
Jeg er simpelthen en del af et blæret team, det er fedt.
Vores ene fotograf er en total ener. Han er så meget sin egen at jeg falder i svime. “Dit hus???? DIT HUS?? Du har ikke noget hus. Det er ikke dit. Det er bygget af materialer som tilhører kloden som nogen har taget og nu påstår er deres. Det er IKKE DIT HUS!” Og det er jo så sandt og så utopisk på en gang og så citerer han Göthe og ved alt om fugle og fauna. Han er Google klædt ud som Kaptajn Haddock. Jeg elsker det og tygger drøv på det, når jeg går rundt på marken, sammen med alle de andre køer på Læsø.
Hvorom alting er. Hvis man gør som man plejer, får man det samme resultat som man plejer. Jeg har kastet mig hårdere ud – uden faldskærm, højere oppefra, end i meget lang tid. Minsandten om der sker titusinde ting som ikke plejer at ske. Og jeg griner mere end jeg har gjort længe. Vi SKRALDGRINER meget. Nøjr hvor jeg lever og håber det aldrig slutter, og glæder mig til sommerferien!
Og ja, jeg har også tudet for an kameraet, fordi der var flere følelser inde i mig, end der var plads til. Jeg har også været tæt på at hoppe i havnen af raseri men besindede mig. Jeg er jo 41 år nu….. (!!)
Mindre end halvvejs inde i optagelserne, er stolt af det her projekt. Jeg ved det bliver godt. De deltagende komme til at kunne genkende sig selv. Jeg kommer til at kunne genkende mig selv. Både for alt det er jeg er stolt af, men også for alt det jeg er træt af. Men det er OK. Jeg suger til mig. Jeg lærer. Jeg lever. Juni 2013 kommer jeg aldrig til at glemme.
Jeg savner dem derhjemme helt sindsygt. Mine børn savner vist nok også mig, i små halvusynlige glimt. Det går jeg rundt og er lidt småfornærmet over – men jeg tænker at det er et sundhedstegn, og så er det fordi nogle andre sørger for at de har det rigtig godt i mit fravær. Jeg er så taknemmelig. Tak Morten!
Ha en rigtig skøn sommerdag. Juni er jo magisk. Især i 2013. Kh Michelle!
PS. Billedet er taget i mandags, på min første løbetur i 8 mdr. Kamille er min datter og hun har sin egen vej på Læsø.
PPS. Jeg har ikke spist slik i 4 dage nu. Det er tæt på at være et mirakel! Det viser sig at jeg har budgetteret helt skævt og allerede her i juni HAR brugt mit slik-budget for hele året. Æv :-)
Her er Kamille, med ny rokketand som hun er meget stolt af.
