Skrevet
Der var engang en trommeslager
Der var engang en trommeslager. Hun havde ikke gået på konservatoriet eller noget, hun havde bare med tiden udviklet sit eget lille beat, øvet sig i mange år, fundet sin egen sound. Nogen synes det var lidt rigeligt højt og larmende, men andre fandt inspiration i hendes måde at slå på trommer på. Hun elskede udfoldelsesmulighederne i sit eget skørt sammenstykkede trommesæt.
Så kom der en dag en tv-mand. Sådan en som laver tv. Han fortalte at han ville lave nogle tv-programmer, som slet ikke kunne blive til noget, hvis man ikke havde en trommeslager med. Helst hende. Han spurgte om hun ville med ud på en ø. Trommeslageren var meget skeptisk, men TV manden var overbevist om, at netop HUN ville tilføre projektet et tiltrængt beat. Trommeslageren var stadig skeptisk og gentog i det uendelige at hun var bange for at falde helt ud af takt.
Trommeslageren sendte tv manden hjem uden held. Han kom igen. Og det var jo også spændende….
Trommeslageren stillede mange spørgsmål. Var der fx frit slag på alt fra stortromme til et lille forsigtigt stomp med foden? Hvordan ville akustikken være? Skulle hun spille solo eller i et band, hun var nemlig bedst solo. Hun spurgte også om hun selv måtte bestemme hvad hun måtte spille, eller om hun skulle spille efter noder. Ingen noder sagde de, vi følger DIT beat hele vejen. ”JUBIII”, sagde hun og tog med ud på øen.
Men ude på den smukke ø skete der en masse ting, forudsete og uforudsete. For trommeslageren var de fleste ting temmelig uforudsete, dels havde hun aldrig været på øen før, dels var lydforholdene ikke helt som hun havde forstået, der var en del ekkodale, som jo var der, de kunne ikke lige fjernes, men især var der mange noder. Hun skulle næsten KUN spille efter noder. Trommeslageren hadede noder, hun havde aldrig før spillet med en dirigent. Så selvom dirigenten var sød, var der det lidt sejt for dem begge.
Første dag blev trommeslageren bedt om at spille et bestemt beat, på en bestemt måde, på et bestemt tidspunkt, på et bestemt sted. Og alle var søde og det var et fint beat, så det gjorde hun så. Det var endda hyggeligt og også lidt lærerigt.
Anden dag blev trommeslageren bedt om at spille et bestemt beat, på en bestemt måde, på et bestemt tidspunkt, på et bestemt sted. Og alle var søde og det var et fint beat, hun synes det var lidt irriterende, ville hellere spille et af de beats som hun sådan elskede, som hun selv havde skabt. Men hun fik det overstået.
Tredie dag blev trommeslageren bedt om at spille et bestemt beat, på en bestemt måde, på et bestemt tidspunkt, på et bestemt sted. Og alle var søde og det var et fint beat, hun synes det var meget irriterende, hun brokkede sig meget, men så fik hun lidt ondt i maven, der var mange som først kunne komme hjem til mad og senge, når hun havde spillet det bestilte beat. Til sidste trommede hun tomt og var rigtig ked af det indeni.
Hun synes det klingede lidt hult og lidt falsk.
Så pakkede trommeslageren alle sine ting, for at drage mod færgen og hjem i sit eget studie, men hun kunne ikke svigte de mange andre involverede. Hun blev i håbet om at i morgen ville ramme uden noder og med muligheden for at spille et beat hun selv kunne mærke. Og den dag hun endelig fandt et særligt beat som lagde sig varmt over øen, var alle de andre gået.
Nogle dage skulle hun spille violin, det gik helt galt. Det lød dårligt og hun var den rene elendighed og ringede til sin mor og græd. Selvom hun forsøgte at blive venner med violinen, var det gensidigt fjenskab.
Dagene gik. Og pludselig skulle trommeslageren hjem. Projektet var slut. Og det VAR et fint projekt. Mange var glade. Lyden var på mange måder rigtig god, for hun var vitterlig omgivet af meget dygtige mennesker, og mange som hører beatet vil garanteret nyde det. For det kan noget det beat. Mange vil nok slet ikke forstå, at trommeslageren bliver lidt fjern i blikket når andre nyder beatet.
Men et sted, på en anden og større ø, sidder der nu en lidt slukøret trommeslager, og spørger sig selv, hvorfor netop HUN skulle med over på den ø. Hun forstår ikke hvorfor hun skulle med, når alt man ville have, var et almindeligt jævnt trygt beat, et beat som alle i hele verden kan slå i søvne. Det var slet ikke hende og hun havde ellers glædet sig. Hun havde tilladt sig at være lidt stolt over, at netop hun var valgt. Hendes forfængelighed havde glædet sig til, at netop hendes beat, ville ramme den store højttaler. Nu var hun lidt ked af, at hendes navn bare lød helt safe og jævnt.
Hun ville så gerne have fyret den af, lavet bare et lillebitte skævt beat. Et beat som kunne høres i ekkodalen også EFTER hun tog hjem. Måske en enkelt helt crazy solo. Hun ville så gerne have hørt hvordan det lød hvis man spillede sammen med naturen på øen og måske endda forsøgte at få nogle fra øen til at klappe med i takt.
Men det kunne slet ikke lade sig gøre, fordi hun hele tiden, selvom hun fik ondt i maven, skulle stå et bestemt sted på øen, og spille et beat efter noder, som nogle andre havde valgt til hende. Selvom hun var blevet lovet, at der ikke ville være noder.
Trommeslageren lærte meget den sommer. Hun lærte at selvom to parter strækker sig langt, er det ikke sikkert at de kan nå hinanden. Hun lærte (igen) at hun skal stole på sin intuition. Hun lærte også, at dem som siger at der ikke skal spilles efter noder, slet ikke tør, når det kommer til stykket!
Hun finder glæden i, at det færdige resultat faktisk klinger rigtig godt, det lyder godt, det ER et spændende beat – også selvom hun ikke kan genkende sig selv særlig godt i det færdige resultat. Under alle omstændigheder er det vigtigste at forsøge. Altid forsøge. Trommeslageren behøver ikke tænke over, hele livet, hvad der var sket hvis hun var taget med. For hun tog med og nogen gange skal man tage med for at lære.
At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove, er at miste sig selv. Kierkegaard (efter hukommelsen).
