Skrevet blogs.bt.dk
Sig tak til en forælder
Sidste uge inden sommerferien:
Benjamin har to studentereksamener i år. To 24-timers eksamener, den ene i en gruppe. Jeg er blevet blødsøden med alderen og stiller an til ham og kammeraterne: Chili con carne, nødder og sodavand. Sørger for en tutor, der kan hjælpe med den eksamen han har sværest ved. Jeg forsikrer ham om, at han er meget mere end en ligegyldig karakter. Taler ham op til at præstere, og taler ham ned, så han ikke får stress. Nyder at se ham være ung – og komme hjem med solen. Vækker ham og tager skænderiet om at være den ’uretfærdige, strenge mor’. Bestikker ham med rammer af øl (han skal have med på Roskilde Festival) til at klø på med den sidste eksamen. Kører ham i IKEA efter det fornødne festival overlevelsesgear. Henter ham, når eksamen er overstået og syr hullet i hans regnjakke. Han mangler også strømper – igen – og shorts.
Kamille mistrives. Så jeg besøger alle skoler indenfor en radius af fem km. Taler med inspektører. Bliver vist rundt. Græder undervejs, men smiler når jeg kommer hjem og forsikrer hende om, at hun er en dejlig pige og præcis, som hun skal være. Jeg taler med klasselæreren – igen. Med mødre. Tager hjem til den dreng, der generer hende og beder ham stoppe. Skræmmer upædagogisk livet af ham, og er flintrende ligeglad med, om han vil få mareridt om mig. Han skal ALDRIG igen kalde nogen for ’flodhest’. Køber ind til buffeten i klassen og klapper, mens børnene optræder. Melder hende ud af en skole og ind på en anden. Stopper mælkeordningen. Køber ny skoletaske og shiner hendes penalhus op. Glæder mig på hendes vegne, da jeg mærker hendes lettelse over at skulle starte et nyt sted. Spørger hvilket tøj, hun vil have på, når hun skal besøge sin nye klasse. Vasker det. Og går på tanken efter mere mælk, mens hun sover.
Jeg gør lejligheden klar til en gang Airbnb-udlejning – så der er råd til en ferie med børnene. De weekender jeg ikke har børn, kan jeg sove på venners sofaer. Det er en lille pris for en ferie. Holder et par foredrag i Holstebro. Optager et par timers radio. Laver aftensmad til i morgen. Et forsideshoot. Køber ind til sunde madpakker. Passer en hund, som skider tre gange hver dag – men børnene elsker jo hunde.
Alt det gør jeg, imens jeg slås med virkeligheden og kærligheden. Og børnene hjælper mig. De smører selv madpakker. Vasker selv tøj. Transporterer sig selv til og fra skole. Ordner køkkenet. Vi hjælpes ad… Alligevel ligger jeg på min seng aften efter aften, og tænker, at jeg har fortjent en medalje. Med guldkant. Med kors og bånd og stjerner på. Jeg har været mor – mere eller mindre alene – i 18 år. Vist ungerne verden. Lyttet efter deres behov så godt jeg kunne. Lyttet efter mine egne. Fucket op – og fået det hele på fode igen. Haft en tumor i hjernen. Og en efterfølgende økonomisk ruin. Vasket sengetøj. Købt lusekur og nye sko. Meldt børnene til frugtordning og sommercamp. Lært dem klokken. Og bundet deres sko. Slæbt pasta op – og skrald ned. Men jeg har ikke gjort noget, som en hvilken som helst anden enlig forældre med en karriere ikke også har gjort. (Altså bortset fra tumoren måske.)
Ungerne er skønne. Men jeg vil ha’ en medalje. En statsbetalt rekreation. Og et diplom til at sætte i glas og ramme.
Der skal stå: ’Du klarede det – over alt forventning uden at fostre et par massemordere og narkomaner’.
PS: Send en sød sms til en enlig forælder. De trænger til det.