Skrevet
Nytårsmorgen
Det var hyggeligt, dejlige elskelige mennesker, skønneste habitat, god mad og en fin ny kjole jeg følte mig smuk i.
Det fineste var, at se min datter glæde sig og have det sjovt. Se kærligheden i hende, når vi to dansede. Jeg håber hun så min. Hun sad nu også, som mig, lidt i en stol og var lidt på dansegulvet, gik lidt rundt. Hun hyggede sig men vidste ikke helt hvor hun hørte til. Og så er stafetten givet videre. Af den sære ensomhedsfølelse nytåret især er. Den længsel som vi puster op, selvom min 44 årige livserfaring byder mig at lade være.
Jeg hopper med på, at jeg skal skrive mine ønsker på en seddel, et manifest af ønsker til næste år, som skal fyres op i himlen i en raket. Det er da en god ide. Eller noget.
“Jeg skrev at jeg ønsker mig en hundehvalp”, siger Kamille. “Hvad skrev du?” Åh du ved, fred på jorden, gensidig kærlighed, respekt mellem mennesker (især for dem selv, for det er jordens største problem, at folk har mistet respekten for dem selv), og så selvfølgelig spændende oplevelser.
For det er det jeg ønsker mig, og nu er det skudt ud i himlen og har efterladt mig med den tomhed, den sære ensomhedsfølelse, som kun nytåret kan. Focus på det jeg mangler. Jeg har tegnet hullerne i osten.
Og kom nu, det er bare en gimmick, og du tænker for meget Michelle. Det giver mening at vågne til regn. Med alle intentionerne om mere kål, på bunden af den Sportslagkage jeg spiste til morgenmad igår.
Focus på det jeg kan, havde nok havde efterladt mig mere hel. Stoltheden over mine handlinger i 2016.
Jeg tænker, at nogengange er rejsen det vigtigste, også selvom jeg ikke når/nåede målet. Jeg er grundkodet forkert, i stedet for at se de 50 små succeser som mine handlinger og forsøg i 2016 var, er jeg lidt flov over det der ikke lykkedes. Hvorfor?
Frygten for hvad de andre tænker, det er verdens største stopklods. Frygten for at blive afvist. Ønsket om ubetinget kærlighed trives ikke godt, når alle går rundt i rustninger.
Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med “tålmodighed” som har været fjenden i 44 år. Lort.
Quickfixene virker ikke mere. Jeg er for gammel, og har for meget selvforståelse til at tro, at 2 timers tilfældig berøring er kærlighed. Det efterlader sandsynligvis bare mere tomgang, så jeg prøver ikke engang.
Således vil jeg hellere være alene end på udsalg. LOC synger: Du må ikke knuse andres hjerte for at glemme dit eget. Jeg må lytte til mit hjerte, i The OA (Netflix) sagde de, at et hjertes lyd er mere unik end et fingeraftryk. Jeg lytter til mit eget hjerte.
Klogere i dag end i går (det tegner godt for 2017 på den front), skulle jeg have skrevet på min seddel til drømmeraketten igår, hvilke bedrifter fra 2016 jeg er mest stolt af, så jeg kan have focus på det der lykkedes i 2016, i 2017.
Jeg er stolt af at jeg turde blive ved med at råbe “Jeg elsker dig”, selvom det havde været sjovere i en ekkodal. Det var ikke dumt at jeg skrev digte, satte en seddel i forruden, dukkede op i frækt undertøj. Jeg prøvede helhjertet i en halvhjertet verden. Det kan aldrig være forkert, at prøve, jeg er overbevist om at sådan slår jeg mig mindst.
Jeg er stolt af, at jeg tog mig selv seriøst og kom i god form og føler mig stærk, det fysiske smitter af på det psykiske. Og det er sundt, pænt og sexet.
Jeg er stolt af, at jeg viste mine børn mere af verden, lærte dem at den ultimative valuta er liv, kærlighed, oplevelser – og den med flest stempler i passet, vinder.
Jeg er stolt af, at jeg igen satte i bilen i gear og drønede hovedkuls ind i endnu en afvisning. En dag kører jeg ind i favn, og hvordan skal jeg det, hvis jeg er holdt op med at køre, spændt ind i sikkerhedsseler og en tåbelig hjelm af fortid?
Jeg er stolt af at jeg er et anker for mine unger. Jeg trøstede, lyttede, fejrede, fodrede og elskede dem. Mens jeg stædigt insisterer på at være en bowlingmor. Jeg råber efter dem, når jeg har skubbet dem ned at rutschebanen – “du kan godt”. Jeg synes curling er den største egoisme, pakket pænt ind i egen forældrenes egen ensomhed. Børnene kan selv, meget mere end vi nogensinde kan forstå, hvis vi stjæler det, er det det tyveri med flest konsekvenser.
Jeg er stolt af mig. Min ukuelighed. Mit mod. Jeg er klog, sjov, sexet, irriterende, insisterende, sjov, uden filtre, nøgen. Jeg er tydelig. Jeg er klar.
Nu er det holdt op med at regne.
