Skrevet
Så hjælp dog apatiske #%^~<{\
Jeg spiste sammen med en veninde hos en ven igår. Et ældgammelt venskab som Facebook har pustet liv i. Han er siden blevet uddannet slagter, og hans ven (som er uddannet kok) havde lavet mad hele dagen. På måden hvor de startede projektet for 8 uger siden med at købe en fritgående kylling, som de så nu kunne hugge hovedet af. De havde plukket kantareller i skoven og Noma go home. Det var ud over at være hyggeligt, en kæmpe oplevelse med virkelig mange retter.
Min venindes cykel strandede her i vinlogistik og den kørte jeg over med til hende før, og så gik jeg hjem fra Frederiksberg til NV. Først forbi Landbohøjskole hvor sensommerdufte fra træer og buske kastede mig rundt i minder fra min barndom. Så kom solen og ved i hvad? Jeg går sgu rundt og er så glad.
Så gik jeg af superkilen og der i græsset i parken var der fyldt med små grupper af mennesker. De solede, sludrede og hyggede.
Jeg tænkte på hvor god jeg engang var til at samle vennerne, kom i tanke om noget jeg engang hørte Vibeke Windeløv sige: “Vi sidder på gulvet eller i græsset og er unge og hygger os helt vildt og drømmer om alt det vi skal ud at skabe. Så skaber vi det. Så sidder vi i vores dyre samtalekøkkener alene og drømmer om dengang vi sad i græsset og tænkte stort”. Frit efter hukommelsen.
Tænke at jeg ville invitere en masse mennesker snart.
Jeg gik og hørte musik og kikkede på mennesker i solen. Da jeg ser en mand og en kvinde på en bænk, som kommer op at slås.
De råber og skriger, og sparker og slår. Jeg flyver mellem dem, skiller dem af. Får flere slag selv i tumulten, skiller dem ad igen. Prøver at holde dem adskilt, ser der sidder nogle børn, deres, i en bil og ser forældrene slås. Pludselig er de 4, hans ven og hendes veninde dukkede op ud af det blå og råber og skriger også. De farer i totterne på hinanden og jeg ringer 112. Holder dem adskilt så godt jeg kan. Hiver dem fra hinanden, får et slag mere på hånden fordi en af dem utilsigtet rammer mig med et spark. Stangen på mine solbriller knækker. Jeg råber “Gå væk fra hinanden, for børnenes skyld”. Svarer på spørgsmål fra 112 i telefonen, nummerplade på bilen, mit CPR. “GÅ VÆK FRA HINANDEN” adressen, min tlf nr “NIX, gå væk” Holder en bildør lukket så den ene part ikke kan flå et grædende barn ud af bilen, uden at vide om det er rigtigt eller forkert. Så kommer politiet endelig.
Ved I hvor mange der hjalp mig. Nul. Ingen.
Der sad ca. 30 mennesker rundt om os i græsset. 10-30 meter væk. Ingen hjalp. INGEN!? Røvhuller. Kæmpe store apatiske RØVHULLER. Fik i nogen gode billeder!?
Der kom en udenlandsk mand til sidst og holdt øje med om jeg havde styr på, det havde jeg ikke, han var klar til at gribe ind (tror jeg) men gjorde det ikke.
Da jeg gik var der flere patruljebiler og masser af politi. De sociale myndigheder ER inde over mht børnene. Og nu er jeg sur og frustreret!
