Skrevet
Hvad venter du virkelig på?
Jeg var så heldig at blive interviewet af den kloge Sofia Manning, i forbindelse med hendes sidste udgivelse. Her kan du læse det uddrag af Sofias bog, “Hvad venter du egentligt på?” (s.44-46)
Michelle Hviid er 37 år og står bag firmaet Runningdinner, som laver events for singler. Hun har været selvstændig, siden hun var 22 år gammel, og Runningdinner er det tredje firma, hun har startet. Privat er Michelle singlemor til to børn, en på to og en på elleve. Ifølge Michelle handler det om at skabe positive oplevelser i forhold til sin frygt, altså at turde handle imod tankerne og “gøre det alligevel”. På den måde skaber du en mere positiv historik omkring det at turde at se din frygt i øjnene, og så tør du lidt mere gang for gang. Michelle er meget bevidst om, hvad det ville koste hende at lade sig stoppe af sin frygt, hvilket er en af de største motivatorer for netop ikke at falde i og lade sig underkaste de mange bange tanker.
Jeg møder jo rigtig mange, som siger til mig: “Åh, jeg vil så gerne være selvstændig, men jeg er bange for dit og dut og dat”. Jeg har én frygt. Jeg har en skrækindjagende frygt for, at jeg ikke lever mit liv fuldt ud, og jeg kan nogle gange blive helt sørgmodig ved tanken om, at jeg har spildt bare en enkelt dag – og det er ikke fordi, at jeg skal udrette mirakler hver dag, men jeg har en skrækindjagende frygt for at gå glip af mit eget liv. Og derfor når jeg møder folk, der gerne vil noget, men som er bange for, at det ikke går, så er det altså bare med at gøre det alligevel.
På den måde skaber du en mere positiv historik omkring det at turde at se din frygt i øjnene, og så tør du lidt mere gang for gang. Michelle er meget bevidst om, hvad det ville koste hende at lade sig stoppe af sin frygt, hvilket er en af de største motivatorer for netop ikke at falde i og lade sig underkaste de mange bange tanker:
Mange mennesker kører sådan et worst-casescenario oppe i hovedet, som kan tage meget, meget lang tid, og jeg tror, at min worst-case-scenario-beregning tager cirka et nanosekund, og så gør jeg det bare alligevel, for omkostningerne ved at lade være er alt, alt for store for mig. Når jeg så møder en forhindring, så dealer jeg med den, når den opstår og ikke oppe i mit hoved lang tid i forvejen, for sandsynligheden for, at alt det, jeg går og forestiller mig kan gå galt, sker, er så uendelig lille og derfor et fantastisk spild af energi, som jeg i stedet kan bruge på at skabe min drøm.
Så jeg kan ikke sige det nok: “Gør det alligevel.” Følg den skøre drøm, også selv om den ikke ender dér, hvor du troede, da du startede den, så har du stadig udlevet din drøm. Når jeg kigger på mennesker, som jeg respekterer allermest, f.eks. Morten Lund, som er crashet med Nyhedsavisen, så har jeg alligevel stadig endeløs mere respekt for ham, som startede noget op og kuldsejlede med 1000 kilometer i timen, end dem, som sidder og snakker. Jeg har endeløs mere respekt for Naser Khader, som startede sit eget parti og blev drevet helt ud af sin egen karriere. Han har stadig gjort mere end de fleste. Så når du sidder og snakker om, at det, du drømmer om, kan gå galt, så prøv at tænke på, hvordan du selv ser på de mennesker, der har prøvet. Du har normalt langt større respekt for dem, der gør noget, hvor det går galt, og hvad er det værste, der kan ske? i tankerne – gerne sent om aftenen, når ungerne sover, og der er stille i resten af huset. For nyligt har det især været i forbindelse med en skilsmisse, at Michelle er blevet konfronteret med sin frygt: Frygten for at være alene er nok den største frygt, jeg har lige nu. Tanken om, hvad der skal blive af mig.’
“Gør det alligevel”.
Når frygten alligevel en gang imellem viser sig, kommer den til udtryk.
Disse tanker blev for nylig sat i perspektiv, da Michelle var i Afrika:
Jeg stod i Zimbabwe i forbindelse med et velgørenhedsprojekt og havde været så ulykkelig og grædt og grædt og grædt på grund af min skilsmisse, og så stod jeg pludselig der og kiggede på, hvordan de har det dernede. De har jo ingenting, og så tænkte jeg på, hvor ligegyldigt det er, at jeg er blevet skilt. Der er ikke noget i hele verden, der er mere ligegyldigt, end at jeg er blevet skilt. Hvad er sandsynligheden for, at han var den eneste mand, jeg kunne elske i hele verden? Tænk dig at sige det helt alvorligt: “Han var den eneste mand ud af flere milliarder …”.
Så når man sidder og har lidt ondt af sig selv og sætter sig selv i en offerrolle, så prøv lige at huske på, at hjemme i det hjem, du bor i, omringet af det kvarter, du bor i, med den by, der er rundt om det, og det land, du befinder dig i, så er det simpelthen så ligegyldigt, hvad du gør og mislykkes med. Det er fløjtende ligegyldigt. Vi er ikke vigtige. Vi er ikke andet, end hvad vi gør os selv til. Vi skal ikke være så skide selvhøjtidelige. Når man først tænker sådan, så er der ikke så meget, der er farligt. Jeg vil have så meget ud af livet som overhovedet muligt. Jeg er meget lidt religiøs, og det liv, jeg får her, det er nok det eneste, jeg får. Skulle der komme et bonusliv i den anden ende, så vil jeg prøve også at leve det fuldt ud, men indtil det viser sig, så må jeg gå ud fra, at det her er det eneste, jeg har. Og det vil jeg bruge så optimalt, som jeg overhovedet kan.
Jeg har selvfølgelig også handlet på en masse ting, hvor det er gået i kludder, men er udstyret med den filosofi, at så ved jeg noget, som jeg ikke vidste, før det gik galt. Så næste gang er jeg bedre rustet til at prøve igen. Ligegyldigt om det i alle andres øjne er en fiasko, så er det i mine altid en succes.
Det er en god bog. Læs den!
