Tilbage til siden

Skrevet

Det er en død fisk

 

Jeg skulle til Holstebro og tænkte at toget var min ven. Den søde togdame sagde at jeg sad forkert, så satte jeg mig der hvor hun sagde. Med lukkede øjne. Alt var lukket i mig. Desværre tog hun fejl og så kørte jeg langt ind i Jylland, i den helt afsindigt gale retning. Med lukkede øjne. Derfor ankom jeg i Holstebro kl. 22, efter samme rejsetid som det tager at flyve til Zimbabwe. Og køkkenet på hotellet var lukket, Holstebro var lukket. Det regnede endda….

Jeg havde intet spist, i et par dage. Og så fik kroppen vist nok. Den er klog nok, kroppen. Den sendte mig et fint lille angstanfald, for at overbevise mig om at jeg skulle skifte kurs. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg blev bange.

Jeg lyttede ikke. Så talte kroppen til mig igen lørdag og søndag. Jeg var bange. Rigtigt bange. Den  blev afsindigt insisterende, men hvis man sætter fingrene i ørerne og råber højt kan det lige overdøves!

Men i går fik jeg nok. Efter nøjagtigt en måneds sorg, tårer og håb, slukkede jeg håbet.

Det er bare så ufatteligt ensomt at stå med en kage og synes at den smager så fantastisk, og servere den for en, mens man stepdanser og går på line, bare for at forstå, at han ikke har lyst til at smage mere. Uanset tilpasning af diverse ingredienser og fine toppings og tilpassede bagetider. Den kagen er en taber. Uanset hvor sikker du er, helt alene.

Jeg har brugt hele natten på at grave en grav, lagt håbet derned, kysset drømmen farvel. klokken 03.48 slukkede jeg håbet definitivt, stampede graven til. Og faldt i søvn.

Af lidenskab er du kommet, af lidenskab vil du igen opstå. Af kærlighed er du kommet, af kærlighed vil du igen opstå.

Jeg er lige stået op. Jeg har været i bad. Jeg har taget fine jeans på som jeg aldrig har kunne passe, de passer perfekt. Der er intet som er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg har en ide om at der er x antal tårer i sådant et brud. De skal ud. Jeg foretrækker at få dem ud, ud med skidtet. Måske var det de sidste som trillede af helvedes til igår. Måske ikke. Det er altid spændende om der er flere, men lige nu har jeg det godt. Og de bukser sidder pisse godt og i et rent anfald af overmod har jeg mascara på!

Det er så forløsende at ramme bunden! Med accept og tilgivelse skal jeg igen opstå.

Kh

Michelle

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010