Tilbage til siden

Skrevet

Jeg keder mig i min hjerne…

 

Jeg keder mig i hjernen og det er alvorligt. Jeg er lidt “bange” for mig selv i den tilstand. Det er når jeg har det sådan, at jeg tager vilde beslutninger. Vilde… Historisk set med en konsekvensberegning som ingen endnu har udregnet formlen på….

Jeg græder og kæmper en indre kamp. Er det meningen at jeg skal falde til ro, nyde alt det fantastiske jeg har. Det fortæller verden mig kontinuerligt at jeg skal. Men måske kan jeg ikke?

Jeg er ked af det lige nu, jeg græder og ved ikke om min skabertrang er en gave eller et mareridt. Og om omgivelserne får spat. Er det her en fantastisk tirsdag? Er det mit ansvar at det her bliver en fantastisk tirsdag? Skal alle tirsdage være fantastiske?

Hvis jeg vælger “nu falder jeg til ro”-modellen, er jeg så tro mod mig selv, eller pleaser jeg i virkeligheden bare omverdenens “Du er stresset, har du prøvet mindfullness, nyd nu alt det du har” – ekko?

Jeg føler mig bestemt ikke stresset. Det er det modsatte jeg føler. Kedsomhed, rastløshed, ressourcespild. Ja, spild. Jeg spilder tid. Jeg spilder ressourcer. Tomgang. Liv.

Jeg har lyst til at være vild og passioneret og skabende. Jeg har lyst til at ligge søvnløs om natten, fordi jeg mangler en komponent til en løsning på noget vigtigt. Jeg har ikke lyst til at ligge søvnløs om natten, fordi jeg ikke er træt, fordi jeg går i tomgang, fordi jeg intet udretter! Fordi at jeg føler at jeg intet udretter.

For meget rutine, for lidt rollercoaster. Rutine, tomgang og gentagelser er mit mareridt.

Og når jeg siger det højt, er sandsynligheden for at jeg møder, ”Har du ikke LIGE fikset huset? Skal du ikke have 40 gæster til middag på lørdag? Var hele Kamilles klasse der ikke i går? Har du ikke vildt mange foredrag?” – eh, jo.

Men det er nemt. Og nemt interesserer mig ikke, og jeg ved ikke hvorfor nemt ikke interesserer mig. Her er dejligt her hvor jeg ligger og skriver, i den nye havestue, men den er færdig. Hvis jeg var ved at udrette noget stort, så ville jeg elske at ligge her og arbejde, søge, tænke, spørge, søge, skrive, reagere, agere, kæmpe. Men jeg ligger her og blogger om at jeg KEDER MIG! Jeg keder mig i min hjerne!

Jeg keder mig i min hjerne, som et lille impulsstyret barn som liiiige om lidt, maler med tuscher på væggen, bare fordi det er mulighed!

Indtil det modsatte er bevist, er det her mit eneste liv.  Så jeg stiller nok op igen, i disciplinen “Michelle mod Michelle”. For den som smager mest, danser mest, rejser mest, forfører mest,  ser mest, kysser mest, udretter mest og elsker mest, VINDER.

Kom nu, spil den for mig, sangen om hvor priviligeret jeg er. Privilegier skabt af selvsamme rastløse hjerne.

Kh Michelle

PS. Jeg elsker dig Morten. Du gør mit ikke rastløs. Du gør mig alt muligt (mest) godt.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010