Tilbage til siden

Skrevet

Kære intuition, undskyld….!

 

Dengang jeg var au-pair i Tyskland, hos en familie fra helvede, havde jeg ignoreret min intuition. Jeg mødtes med familien, en dansk familie, til en samtale i Roskilde.

Vi tilbragte en eftermiddag sammen, jeg tog hjem til mine forældre og sagde, at de var fantastiske, men at jeg havde en sær intuition som jeg ikke rigtig kunne sætte ord på.

Jeg ville også rigtig gerne afsted, og så flyttede jeg til Sydtyskland. Første deciderede chok var, da jeg skulle gøre rent i deres soveværelse og stødte på en masse pornoblade. Det er jeg siden kommet mig over. Jeg var ung og naiv, det er sjovt at tænke på i dag.

Men der var ikke rart at være. De var voldsomme. Voldsomme overfor hinanden, og voldsomme overfor den søde lille dreng jeg skulle passe. Jeg kunne ikke holde det ud. Og så stod jeg der i Sydtyskland og var ret alene og virkelig ked af det.

Og da jeg flyttede derfra i totalt kaos, uden en krone på lommen, vidste jeg jo godt, at jeg selv havde sat mig i situationen. Jeg havde truffet samtlige beslutninger selv. Især havde jeg ignoreret min intuition.

Dengang jeg mødte min exmand, ignorerede jeg min intuition. Jeg var forelsket. Han var møglækker og vi havde det sjovt. Jeg ville rigtig gerne have en familie og flere børn. Han ville gerne ”have mig”!

Så jeg ignorerede min intuition. Jeg lod temmelig mange alarmknapper blinke uforstyrret.

Og så fik vi Kamille. Mit barn nummer 2 med mand nummer 2. Så da det uundgåelige skete, værdiclash, kommunikationsclash, ideologiclash, næsten-alt-clash – lod jeg være med at se virkeligheden i øjnene. Afsindig selektiv opfattelse af liv og hverdag.

Jeg kunne simpelthen ikke bære tanken om, at jeg skulle være alene med et lille barn en gang til. Jeg ville jo så afsindigt gerne have en familie. Først fejede jeg ind under gulvtæppet. Siden skovlede jeg, men jeg kunne ikke følge med. Det var uundgåeligt og endelig blev vi skilt.

Spørgsmålet er om vi skulle have været gift. Jeg tror på at man gør det bedste man formår, i enhver given situation. Der er ingen som snobber nedaf, i hverken adfærd eller kommunikation. Ergo skulle vi giftes og blev det. Og heldigvis, Kamille ville jeg helst ikke være foruden.

Men da vi blev gift, vidste jeg jo godt at mine øjne var delvist lukkede. Da vi blev skilt, vidste jeg også, at jeg selv havde sat mig i situationen. Jeg havde truffet samtlige beslutninger selv. Og, jeg havde ignoreret min intuition – igen.

Nutid. Årsagen til alle de minder er:

Da jeg, for et par måneder siden, blev kontaktet og præsenteret for ideen til et tv projekt, og spurgt om jeg ville være med, ignorerede jeg min intuition. Jeg lod mig forføre.

Alle som er involveret i projektet, er mennesker jeg ser op til og respekterer. Alle som en. Jeg kan simpelthen godt lide dem. Jeg var også smigret over at de spurgte mig. Min rolle skulle være ”eksperten”. Det er smigrende.

Og jeg hørte mig selv sige, mange gange, ”Det tror jeg bliver verdens fedeste projekt, HELT uden mig”. For det sagde min intuition mig. Men så følte jeg at jeg fik mere indflydelse på indholdet. Jeg lærte de skønne mennesker bedre at kende. Jeg tror på at man skal udfordre sig selv. Det holder jeg foredrag om.

Det tv projekt ville være en kæmpe udfordring. Jeg ville lære meget. Møde mange mennesker. Det ville være en genial eksponering set for forretningen ”Michelle Hviid”. Og så valgte jeg at overhøre min intuition.

Og nu hvor jeg står midt i det. Og viklet ind i lydudstyr og gode intentioner, minder jeg mig selv om, at jeg selv har sat mit i situationen. Jeg har truffet samtlige beslutninger selv. Jeg har –igen- ignoreret min intuition. Det er nok ikke sidste gang, selvom jeg håber det.

Og jeg gentager, af frygt for at rygter løber løbsk, jeg er i de bedste hænder. Jeg kan simpelthen godt lide alle involverede i projektet. Alle forsøger at passe på mig. Alle som en. Og intentionerne er gode og rene.

Jeg er sikker på at programmet bliver godt. Jeg har bare så svært ved af få luft og holde fast i mig selv i set-uppet. Selvom at projektet er i de bedste hænder.

Det er top mega helt utroligt flueknepperagtigt at lave tv. Det vi laver er ikke reality tv, vi er ikke ude på at skabe historier som ikke er der. Men vi er ude på at få den bedste historie ud af alle historier, og det ER for manipulerende for mig.Det er det bare.

Jeg har kæmpet hele mit liv for at få lov at være autentisk. Og så er selv iscenesat virkelighed en prøvelse. Jeg føler at jeg lyver. Jeg føler jeg er falsk. Jeg føler at jeg snyder. Jeg får ondt i maven. Men hvis jeg skal lave tv, skal det sendes direkte!

Jeg er ikke gearet til at gå ind af dem samme dør 3 gange, fordi det skal filmes fra 3 forskellige vinkler. Jeg er ikke gearet til at blive instrueret i hvad jeg skal gøre og sige, for at programmerne hænger sammen. Jeg er ikke gearet til at der plukkes i de historier som er bedst for tv, mens at andre gode og fantastiske historier går tabt, fordi der ikke er billeder i dem – og vi laver tv.

Så nej, jeg er slet ikke glad. Men det vidste jeg jo godt intuitivt. Og alligevel sagde jeg ja – og nu er jeg her. Og jeg opfører mig voksent og ansvarligt. Jeg gør mig umage. Jeg får det bedste ud af det, det modne valg.

Jeg elsker ikke at lave tv. Jeg elsker at være en del af et team. Jeg elsker at det sætter så meget i gang i mig selv, og at det er lærerigt.

Jeg hader at jeg efterhånden føler mig som en pisseirriterende pain in the ass DIVA, fordi jeg hele tiden kæmper for at komme en tak tættere på virkeligheden. Nogen må efterhånden være virkelig trætte af min tilgang. Alene det at jeg skriver denne her blog er næppe populært. Alle bag kameraet vil helst være usynlige, så virker programmet bedst….

Jeg er bange for at bloggen skaber en lavine. Men jeg VIL have lov at være mig. Jeg vil have lov at dele mine tanker, mine følelser. Jeg vil have lov at skrive hvad jeg tænker og hvordan ting påvirker mig. Jeg må have luft. Jeg kommer igen når jeg får luft.

Nogen gange ender en røvtur i en optur, alene pga. den indsigt røvturen fører med sig.

Jeg skal lige over og sige undskyld til min intuition, fordi jeg ignorerede den, da den kaldte pænt på mig. Jeg skal huske at sige undskyld til alle på produktionen, som nu på forskellig vis er tvunget til at forholde sig til min ”tilstand”. Undskyld.

Når jeg har sagt undskyld til min intuition, vil jeg skåle med min naivitet. I champagne.

Jeg er gammel nok til at forstå mit ansvar. Så jeg tager Ja-hatten på hver eneste gang den blæser af fra nu af og til sidste sekund er sendt. Jeg lover det og takker for den nye modne tilgang. For bare 2 år siden havde jeg sprunget noget i luften, muligvis mig selv.

Jeg vil gøre mit til, at det her er noget jeg kan være stolt af at være en del af. Skal vi lave nogle fede programmer? Ready set go.

Kh Michelle

PS.

Min intuition siger mig, at det er på tide at jeg tager på et egotrip. I oktober tager jeg til Cuba i 10 dage. Jeg rejser afsted alene men skal være en del af en gruppe fra hele verden, ingen kender hinanden, vi skal cykle rundt på Cuba i 10 dage.

De fleste nætter skal vi bo privat hjemme hos cubanere. Jeg skal bevæge mig, hvile mig, tænke mig om, sole mig og lade mig inspirere. Min intuition siger mig, at det bliver fantastisk.

Eftersom at jeg er i et lidt udfordret / pløret humør, er her et par billeder fra Cuba.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010