Tilbage til siden

Skrevet

Tumornyt

 

Jeg grinede sådan da jeg fik af vide at jeg havde en fedtskede i kinden. Da det viste sig at være en tumor hylede jeg som en ulv og græd som en baby.

Det er nu min virkelighed, den er der, tumoren i mit hoved og jeg har en heftig operation i sigte. I mit hoved! Jeg skal faktisk bruge det hoved til noget.

Første gang jeg googlede billeder af hvordan de ville skære mit hoved op, var jeg ved at brække mig. Af angst. Nu har jeg vænnet mit til at kikke på de billeder. Jeg samarbejder så godt jeg kan med fakta.

En samtale med en anastæsilæge som forklarede, hvorfor jeg vågner op med slanger ud af benet, sætter virkelig tankerne i gang. Det gør jeg, fordi det er det eneste sted der er plads til anastæsi holdet, ved mine fødder. Der er nogle andre læger som arbejder på hhv mave- og hovedregion. De henter fedt fra maven til at stoppe ind i det hul de efterlader i hovedet, der hvor de fræser lidt hjerneskal af, for at få plads til at arbejde, hvorefter de fjerner mit indre øre og den der forpulede tumor.

Det er meget information på en gang. Det er heftigt. Og tænk hvis jeg er forelsket og gør mig umage med at være smuk, men nu skal han se mig med dræn i hjernen og kateter. Jeg vil ikke men jeg skal. Du kan ikke engang holde ud at læse om det. Jeg skal det.

Jeg indser at jeg i 42 år har taget det for givet at jeg er smuk. Det gør jeg ikke mere. Det er røvskræmmende. Og ja, jeg vil stadig være den samme indeni og bla bla bla, og vi regner jo ikke med at jeg bliver lam i højre side af hovedet, og hvis jeg gør kan det garanteret trænes op over tid. Jeg har virkelig altid troet, at jeg ikke var særligt forfængelig, det viser sig at tanken om ikke at være smuk er skræmmende, tanken om at hele højre side hænger opgivent, giver mig lyst til at skrige og rive. Jeg vil være smuk. Jeg vil være smuk som jeg plejer.

Der er dem som går når man træder ind i skolegården. Så er der dem som giver min hånd et hemmeligt klem. Dem som løber efter mig for at give mig et kæmpekram. Der er dem som er der og dem som siger at de er der, men jeg kan ikke se dem. Dem som er megatydelige som man slet ikke havde regnet med. Så er der en man virkelig regnede med, men som slet ikke kan finde ud af det. Det ene barns far tilbyder omgående at tage begge børn, give mig luft, og det andet barns far forbliver tavst indtil det udvikler sig til konflikt # 12.354 om at alting altid drejer sig om mig.

Jeg forsøger at huske at alle gør det bedste de kan og det ER godt nok. Jeg gider ikke være hende den bitre, hvor ingen må være kede af noget som helst, for jeg sidder i baghånd med trumf. Jeg kan godt huske at det gør nas at brænde sig på ovnen, jeg vil gerne høre om mine veninders hverdagshalløj, selvom jeg har Spar5 som rydder bordet. Ellers bliver jeg da giftig. Ind i mellem taler de til det døve øre som slet ikke er døvt endnu, jeg har bare ikke plads til mere.

En af de 5 forældre (ud af 25 sæt) der reagerer på mit nødråb på forældreintra, tager Kamille med i sommerhus – i en hel weekend. TAK. Jeg trængte til den weekend – men slås samtidig med at jeg er en ravn.

“Mor, skal du dø?”. Pigens eneste erfaring med sygehuse er da farmor blev slugt af kræft og aldrig kom hjem igen. Selvsagt er min lille pige ikke så vild med at jeg skal på sygehuset. “Skal du dø?” – Det er altså en rå samtale onsdag morgen kl. 07.14 mens jeg rører i en gryde med havregrød og forsøger at finde pålæg til madpakker. Teenageren tømmer opvaskemaskinen helt af sig selv og går ualmindelig uopfordret ud med skrald. De vil passe på mig, men det er jo mig som skal passe på dem. Og så spørger hun, mens jeg vasker hendes hår “Er du blevet opereret mor?” – Bare sådan lige uden at hun opdagede det….

Og tænk hvis jeg var helt nyforelsket, sådan helt hollywoodsk i selvsamme læge som “opdagede” tumoren, tænk hvis jeg var det, hvis jeg var virkelig vild med den mand. Og tænk hvis jeg i forvejen var lidt af en mundfuld – inden tumoren, hvad er jeg så nu? Midt i de indledende “Kan du lide rødvin” og “Har du nogensinde været i Østen”, så drejer samtalen sig akut om hvornår han skal møde mine forældre – for at undgå at det sker i fodenden af en hospitalsseng hvor jeg ligger med nyinstalleret lynlås gennem kraniet. Det kan sgu da være at han slet ikke er klar til at møde mine forældre.

Løb. Bliv. Lort. Jeg forsøger halvhjertet at skræmme ham væk og sætte ham fri, mens jeg klamrer mig fast til hans hånd og håbet om at han bliver. Følelsespærevælling tilsat syretest er en heftig cocktail. Heldigvis har vi begge humorfaldskærm som (indtil videre) redder os fra total maveplasker.

Tumor topper top10 over nedtursting nogensinde i mit liv – men den tumor vil snart forstå at den er kodylt på skideren. Ligesom mig.

Tak til alle der hjælper. Tak til alle der skriver og opmuntrer. Tak til alle som griber. Ikke sende mere chokolade vel?

 

SIDSTE ÅBNE FOREDRAG I ÅR ER D. 20 NOV, læs mere her!

 

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010