Tilbage til siden

Skrevet

Spaghetti Junction

Når først jeg kan ”smage” det, så bliver det sådan. Hvis jeg får akut New York længsel (altså i lidt alvorligere grad end den kroniske New York længsel, som jeg lever med som tinnitus), jeg taler om den New York længsel hvor jeg kan SMAGE new york. Jeg kan høre taxaerne dytte i gaderne og jeg kan dufte friskbagte pretzels. Hvis først det kommer så vidt at jeg kan ”smage” det, selvom jeg befinder mig midt i børneputning og hverdag på Nørrebro, så er det point of no return. Så kommer jeg til NYC.

Når jeg i tidligere tider ikke var glad for mit arbejde, sagde jeg op. Uden uddannelse, uden en krone på lommen. Hvis det  var sjovt at farve håret postkasserødt, så blev det postkasserødt. Lige det, det var kun sjovt i et døgns tid. Der kommer mange erfaringer i kølvandet af min adfærd. Livet.

Og så ved jeg godt hvad reaktionerne er. Åh hvor er jeg forkælet. Og det er jeg måske også – nu. I en alder af meget tæt på 40 år. Jeg er ikke født med en sølvske i munden. Jeg er ført frem af nogle ihærdige inspirerende forældre som var eminente forbilleder udi passioneret livsførelse. Men det jeg har i dag – det har jeg selv skabt.

Det har ALTID været sådan med mig. Når jeg kan ”smage” det – sker det. Tidligere rejste jeg bare for de penge jeg skulle have betalt min husleje med. Eller levede på en sten. Eller arbejdede hårdere. Eller sov på en strand. Eller solgte noget. Sådan har det ALTID været med mig.

Hvis jeg kan ”smage” det, så bliver det sådan. Mit hoved føles lidt ligesom spaghetti junktion. En afsindig motorvej af ideer og muligheder. De fleste ræser lige forbi uden at jeg forholder mig til det. Nogle af dem dukker så op igen og begynder at blive insisterende. Så begynder de at blinke, når de begynder at blinke er det svært at ignorere dem. Men stadig muligt. Men når jeg først kan smage dem, så er løbet kørt, så bliver det sådan.

Måske giver det jeg skriver her INGEN mening for andre end mig selv. Jeg finder det afsindigt interessant. Jeg tænker at alle menneskers hjerner er en motorvej af ideer. Afsindigt mange ideer lider bare sultedøden før de får kæmpet sig frem, til det punkt i hjernen på deres ejermand, hvor ejermanden kan smage dem. Det er en skam. Hvilket krydderi skal der tilsættes for at vække ejermanden op?

Meget mere kan lade sig gøre for mange. Meget meget mere. For mange mange flere. Hvornår kunne du sidst ”smage” en ide i en grad så den var umulig at tie ihjel. Og hvor mange ideer har blinket i det uendelige i dit hoved, i så lang tid at du slet ikke registrerer at det blinker?

Tja, det kan være en pestilens, når jeg kan ”smage” alt for mange ting på en gang (også for mine nære omgivelser….). Der er jo også 24 timer (og 2 unger) i mit døgn. Men det smager bare så godt. Drømmen om et maraton, og alle ideerne til Benjamins teenageværelse, og det nye firma som virkelig fylder meget på smagsløgene lige nu, og bogen, og at komme retur til Indien og alt det jeg først finder på imorgen. Og det der maraton og mine foredrag. Men jeg kan smage det. Så bliver det sådan. Heldigvis.

Jeg ved at det er sådan. For den overbevisning har jeg. Så kan jeg jo ligesågodt begynde at handle med det samme. Ringe til nogen, mobilisere mit netværk, fortælle og møde skepsis, så jeg kan forfine og effektuere. Simpelthen leve det ud. Kæmpe ideen til live med de 45.392.392.350 omveje der som regel er forbundet med en drøm. Jeg holder målet for øje, drevet af “smagen”, så synes forhindringerne ikke så uoverskuelige.

Den overbevisning har gjort mig godt. Hvad er din favorit overbevisning om dig. Den som har tjent dig bedst?

PS. Spaghetti Junction = rimelig kaotisk vejkryds!


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010