Tilbage til siden

Skrevet

Ensom dame 40 år…

En journalist fra B.T. ringede lige, han ville skrive en artikel om hvordan man som single, skriver den perfekte dating profil på nettet. Han erklærede mig ekspert. Nå. Aha. Nu er jeg jo fortaler for at man mødes ude i virkeligheden, med øjenkontakt, men nettet kan da være en fin trampolin til at finde en man gider mødes med, ude i virkeligheden.. Runningdinner.dk er selvfølgelig bedst… Hø hø… Artiklen kommer vist i BT på søndag. Men jeg har lavet et lille preview her…

Jeg svarede noget a la:

1. Jeg vil anbefale, at du fikser alt det du gerne vil lyve om, eller forsøge at skjule i en datingprofil, INDEN du overhovedet laver en.

2. Husk at det er skideligegyldigt hvad du skriver, det hele afgøres af kemi / ikke kemi når i mødes.

3. Mød hinanden hurtigt. Det andet er spild af tid og er kun drømme. Drømme kan man ikke ligge i ske med. Ud i virkeligheden.

4. Selvironi er altid klædeligt. Selvhøjtidelighed er en pest. Det skal man lige balancere.

5. Og så er der det med billedet. Brug dog et billede som ligner dig. Det bedste du har men som stadig ligner dig. Det er tuff shit at blive efterladt efter 5 minutter på en cafe, fordi billedet  var liiiige lovlig lækkert…

6. Vær dig selv. Tænk lidt over det. Meget efter behov.

Som en del “af øvelsen” skrev jeg lige min egen, det var faktisk ret sjovt. Here it goes. 

“Ensom” dame 40 år, lille og buttet, med mørk og krøllet hår.

Nej ok. Jeg er ikke ensom. Jeg er taknemmelig for alle de skønne mennesker jeg er omgivet af i mit liv. Jeg er også blond, uden krøller, mit hår er fladt som en pandekage. Det er faktisk længe siden jeg har været sådan rigtigt lille. 180 cm tilsat stilletter giver et vist overblik. Jeg er ikke buttet (mere), jeg har lukket kæften og lettet røven, med gode resultater – og jeg er ærlig talt vældig glad for min nye krop, derfor kan det undre mig en del, at jeg ikke deler den med nogen? Jeg er total på toppen over at blive 40 år. Jeg har ikke glædet mit så meget til noget, siden jeg i 1992 endelig fik mine nye Bauer rulleskøjeter (side-by-side), efter 3 måneders spinken og sparen. Jeg har dem endnu.

Jeg nyder at være mig. Meget endda. Men jeg har da en drøm om at dele mit liv med en mand, på sigt, engang. To stole på en veranda i solnedgang, drinks i hånden, reggae (eller Cohen) på anlægget, året er 2052.

Indtil min “Mister Big” dukker op og virkelig imponerer mig, så nyder jeg min hule alene med mine unger. Hulen har jeg placeret i Københavns afsindigt belastede Nord Vest kvarter. Jeg havde (også) en ideologisk fase for 6 år siden hvor jeg kortvarigt troede jeg kunne redde integrationen i Danmark egenhændigt. Det kunne jeg ikke. Det var ikke første gang jeg fik storhedsvanvid, det er nok heller ikke sidste. Det er en dejlig lejlighed. Jeg har selv tegnet den.

Jeg er ikke ideologisk på Johanne måden, nej nej – jeg stemmer på Uffe eller Asger.

Det der med at lukke kæften, det passer ikke helt, for jeg råber en del op. Om alt muligt, om det der interesserer mig, og det der ikke interesserer mig, gerne uden forudgående kendskab til emnet. Pyt. Jeg begyndte at tale som 1 årig og er aldrig stoppet igen. Jeg er heldigvis så god til at tale, at jeg lever godt af det. Det er et held, for jeg blev smidt ud af skolen. Men tænk engang, nu betaler skolerne mig for at komme og forelæse, det kan jeg godt lide. Hvis du får pip af smalltalk / bigtalk, må du hellere stå af her

Jeg kan godt lide at rejse, så hvis du er flyskræk må du hellere stå af her. Jeg vil både til Langbortistan og hen hvor peberet gror. Jeg vil endda op på det der ishotel. De fleste af mine indtægter de sidste 20 år har jeg investeret i flyselskaber (Læs flybilletter). Det viser sig faktisk at jeg godt kan sove i telt! Det er nyt for mig. Test mig. Bål er maskulint. Mand skaffer føde med egne hænder – meget maskulint. Mand redder kvinde fra afskyelig snemand – afsindigt meget maskulint.

Min mor siger at jeg er en popcornmaskine med et ekstra gear. Jeg forstår godt hvad hun mener.

Jeg har 13 børn med 17 forskellige mænd. Jeg valgte at gøre sådan fordi jeg elsker at netværke. På denne her måde har jeg infiltreret mange familier, helt ud i flere generationer. Smart. En af dem havde en mor som serverede makrelrand. Altså pisket makrel tilsat husblas. Det forhold holdt ikke. Men derfor var der jo ikke nogen grund til ikke at få et barn med ham.

Og så der jo faktisk kun to. Benjamin på 13 år og Kamille på 5 år. Men de har hver deres far. Der skal nok en V-I-R-K-E-L-I-G charmerende mand (med afsindigt gode gener til), før jeg kaster mig ud i 3. omgang med barnevogn. Så, hvis du har babyer i øjenene, skal du nok stå af her. Det bliver ren Lisbeth Dahl. Det var aldrig min plan. Det blev sådan. Jeg har tilgivet mig. Børnene virker normale.

Mine børn fylder meget, min søn er fx allerede højere end mig. De er opdraget med lige dele humor, militær disciplin og anarki. Jeg bryder mig ikke om curlingbørn, mine er mere sådan en slags bowlingebørn, ud i keglerne (livet) med dem, jeg står klar med plaster og kærlighed når de bliver væltet omkuld. Faktisk kan de godt holde bøtte og sove på kommando, men som regel vil jeg hellere sludre med dem. Jeg har før skreget helt sindsygt af dem. Og sagt undskyld.

Mine børn kommer før alt – også dig. Men når de ikke er hjemme kommer du først. Eller vi kan komme samtidig? -det er altid smukt.

Jeg elsker at forskrække folk. Så hvis du har et svagt hjerte skal du nok stå af her. Det er fx skide sjovt at kaste koldt vand i hovedet på nogen som er i karbad.  Eller gemme sig i en elevator og vente på at nogen kalder den ned. Skide hamrende sjovt.

Dating profil Michelle. Tilbage til emnet. Tjeklister er en pest, men “lets get honest”, der er mange ting som skal passe sammen før kærligheden ryger gennem taget. Jeg har fx svært ved at forestille mig, at jeg falder for en mand som ikke er læsset med selvironi, humor, karisma, livsmod, charme, handlekraft og intelligens. En som er i stand til at elske mig her fra til evigheden og op af væggen på en god dag.

Jeg er røghader. Rygeloven her i landet er for slap. Jeg har defineret min egen nul-tolerance-rygelov. Det er megaklamt at ryge. Hvis du ryger sætter jeg dig af her. Jeg stryger ikke. Jeg støvsuger ikke. Jeg laver god mad. Tit. Jeg er ret perfid mht økologi og betaler gerne 80 kr for 100 gram salt i en smuk emballage. Det er dumt. I love it.

Hvad dælen???  Er du her endnu? Hvad vil du gøre ved det? Jeg elsker mænd med handlekraft og initiativ. Nå. God sommer. PS. Jeg forbeholder mig retten til at takke nej.

Det her er mine ben.

Det her er mit hoved.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010