Tilbage til siden

Skrevet

Kære Kraks Blå bog

 

Kære Kraks Blå bog.

Tillykke med den nye 2014 udgave af Blå Bog. Jeg blev opmærksom på udgivelsen, da jeg så at Johan Bülow opdaterede sin Facebook, at han var optaget. Det kan jeg godt forstå at han er, han er fantastisk, så sent som i går sad jeg og skamroste ham til et møde.

Tillykke Johan, du er en inspiration! Ud over den fantastiske lakridsforretning er Johan jo Ambassadør for Røde Kors, i Klub 10, det var jeg selv i 2006, så den del af hans virke har jeg også stor respekt for.

Senere på dagen stod jeg under bruseren, for at skylle stranden af mig og gøre mig klar til dagens foredrag, i dag for Finansiel Stabilitet, og ude i det brusebad begyndte jeg at tænke lidt, det hænder at fluen finder et sted at sidde, som min far siger. Og sagen er den, og grunden til at jeg skriver til jer, er at jeg gerne vil vide hvorfor jeg ikke er optaget i Kraks Blå bog?

Jeg har været selvstændig siden jeg var 22 år gammel. Jeg blev lidt nødt til at blive selvstændig, idet jeg blev fyret fra alle arbejdspladser jeg var ansat på. Det er da en præstation i sig selv? Nå, men så blev jeg selvstændig, og det er faktisk gået rigtig godt. Så godt at jeg har været selvstændig i 20 år nu.

De seneste 12 år har jeg drevet Runningdinner.dk. En lille millionforretning som i al beskedenhed står bag en hel del samlejer, børn, bryllupper og kys. Det er jeg ret stolt af. Vi har skabt øjenkontakt ca. 120.000 gange, mellem singler i 12 år. Det er mange nye relationer vi har sået der.

Men det er selvfølgelig bløde værdier, ikke penge i banken, selvom jeg da også har tilladt mig at leve godt af det de sidste 12 år. Når man står for 12 år i træk som vært for +1000 gæster nytårsaften, så bilder man sig ind at man gør noget bemærkelsesværdigt.

Faktisk var jeg vel lidt af pioner indenfor nethandel og massekommunikation via sociale medier. Således lavede tv avisen i tidernes morgen et indslag om at jeg sendte en email til Philippinerne, og journalisten med hold fløj til Philippinerne og filmede at min kontakt der, modtog emailen, for at vise danskerne hvad en email var, hvordan det lavpraktisk fungerede.

Så har jeg lavet lidt tv. Michelles Mission er jeg vældig stolt af, Læsø Kalder var ikke min største optur, men jo da alligevel et DR program med i omegnen af 600.000 senere, så vidt jeg husker. Men Michelles Mission bliver den dag i dag, brugt som undervisningsmateriale i de danske folkeskoler. Det er jeg stolt af.  Et stort privat initiativ for at hjælpe integrationen lidt på vej.

Netværk er en af mine kæpheste. Jeg er med en VL gruppe, Røde Kors Klub 100, Kvinder for indflydelse mm. Jeg holder også foredrag om netværk og handlekraft. Inden for det sidste år har jeg vel holdt ca. 100. Det synes jeg da også er en over middel præstation som i måske ville få øje på. Men nej.

Måske min bog kunne være årsag til lidt opmærksomhed? Skru op for livet, den røg i 2. Oplag på bare 4 uger dengang den udkom. Den sælger stadig ret godt her to år senere. Men så igen, alle skriver jo selvfølgelig bøger i dag.

Jeg har jo lavet en hel del velgørenhedsarbejde gennem årene, som primos motor på bla. Überbanko som siden 2006 har samlet mere end 3 millioner ind til Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Røde Kors og Team Rynkeby, Julegaveregn.

Så har jeg hjulpet til en lang række andre events, som jeg ikke havde ”ejerskab” på. Det er faktisk en temmelig stor formue min indsats efterhånden har genereret. Jeg har selvklart arbejdet ulønnet hele vejen igennem, som konceptudvikler, ophavskvinde og bankør.

Ud over bogen så blogger jeg jævnligt. En af mine blogs her i februar blev læst af +65.000 mennesker. Der er ca 90.000 besøgende på bloggen pr måned. Er det nok til at imponere, for jeg er faktisk lidt stolt og tænker at det kunne være Blå Bog værdigt, oven i alt det andet? Jeg skriver selvfølgelig primært om noget så ordinært som hverdag og følelser. Så måske er det helt skudt forbi? Og en blog er jo ikke en avis, jeg troede bare at i muligvis fulgte med tiden?

Nu ved jeg det! Facebook, der styrer jeg for vildt! Mere end 10.000 likes har jeg præsteret på en uge! Det er mange. Det er mange mennesker jeg er i berøring med, og enten inspirerer eller pisser af, måske kan man ligefrem kalde mig meningsdanner, hvad end det er?  Jeg deltager jo også tit i alverdens debatter på DR og TV2.  Og +10.000 mennesker følger dagligt min færden på de sociale medier, her har jeg også lidt storhedsvanvid og bilder mig selv ind at jeg er en slags pioneer.

Hvis i er mere til det ”blå”, så skal i vide at jeg sidder i bestyrelsen hos Rice, tidligere sad jeg også i bestyrelsen i eWork, og eftersom at der ikke ligefrem vælter kvinder rundt i bestyrelserne i Danmark, så er de to poster måske også værd at nævne, selvom det ikke er de store børsnoterede selskaber, så tæller det vel for noget?

Eller ved I hvad der er ret spektakulært!? Jeg er udstillet på nationalmuseets faste udstilling i Brede om dansk industris udvikling de sidste 200 år. Jeg repræsenterer nutiden i en montre der, det er sgu da lidt stort. Dengang de ringede og sagde at de havde valgt mig, var det den 1. April, så jeg troede ikke på dem, før de ringede igen nogle dage senere, så måtte jeg lige sætte mig lidt ned.

Jeg kunne også nævne en masse småting, som da jeg var kærlighedsminister fast hver lørdag på P4 gennem et par år, eller da Berlingske kårede mig som en af årets talenter i 2006, at jeg er alene med to unger, at jeg har vundet en del priser og at jeg har slidt 4 mænd op på 10 år, skrevet et par klummer som skabte stor debat helt op på politisk plan, men jeg ved ikke helt hvad i går efter? Hvordan kan jeg imponerer jer bedst?

Så har jeg selvfølgelig rejst jorden rundt i processen, taget min børn med. Men det er jo bare flere kvindelige værdier, og kvinderne, må vi huske på,  repræsenterer jo kun 50% af befolkningen.

Hvad kan jeg gøre for at komme med i det fine selskab i 2015. Få en kønsskifteoperation?

Jeg er klar over at jeg nu lægger mig ud med Janteloven, det skal jeg beklage på forhånd, det pisser nok nogen af, det må jeg så se om jeg kan leve med, jeg har overlevet det før…

Nu har jeg nok skrevet mig ud af det fine selskab, da i nok ikke modtager bestillinger, men det blev en principsag.

Kh

Michelle Hviid

 


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010