Tilbage til siden

Skrevet

Alone by choice

Jeg har nu tilbragt de sidste 10 dage i paradis. Intet mindre. Jeg har rejst med Nyhavn Rejser til Maldiverne og det har været uforglemmeligt. Denne her oplevelse kan jeg leve højt på meget længe. Jeg har passet på mig selv. Dyrket masser af sport og yoga, gået så lange ture, som bitte små atoller nu engang tillader. Jeg har sovet længe, sovet til middag og er gået tidligt i seng. Jeg tror min såkaldte bodyage er halveret!

Jeg er nu i stand til at smøre migselv ind i solcreme på ryggen. Meget handy! Den første dag bad jeg en ung tjener om hjælp, han så lidt fortvivlet ud, først midt under indsmøringen huskede jeg, at jeg befinder mig i et muslimsk land. Den stakkels dreng, der var ikke meget burka over min bikini!

Jeg har slugt ikke mindre end 8 fantastiske romaner. Jeg har skrevet breve til de mennesker jeg holder af. Jeg har savnet min familie, men især har jeg nydt at være alene. Jeg vil til enhver tid gøre det igen. Rejse væk alene. Jeg vil også opfordre dig til at gøre det hvis du har chancen. Snup en forlænget weekend i et sommerhus. Alone by choice…

For 5 år siden ville jeg ikke have været klar til denne her tur. Ikke engang for 2 år siden. Men det har været fantastisk, jeg er taknemmelig og lykkelig, det har været MEGET lærerigt.

Det har også været ekstremt for min hjerne at kapere, jeg lige har været i Kenya, i forbindelse med mit arbejde for www.kvinderforindflydelse.dk. Her boede jeg sammen med mennesker som kæmper for at holde sig i live. Kvinder og børn som skal gå mange kilometer hver dag for at hente vand i en sø. Piger som dropper ud af skolen når de får menstruation, fordi de ikke har adgang til hygiejnebind. Her er jeg omgivet af mennesker som er vant til at leve i ekstrem luksus. 20 forskellige slags is at vælge mellem, frisklavet selvfølgelig. Friskpresset juice af de bedste frugter. Det er voldsomt er der er SÅ stor ulighed i verden. Helt ufatteligt faktisk. Og vi har allesammen et ansvar. Jeg har nydt at Six Senses, som jeg bor på, er meget bevidste omkring genbrug, miljø, lokale produkter osv. De støtter flere forskellige tiltag for at sikre lokalbefolkningen her på Maldiverne. Både hvad sundhed og uddannelse angår.

De lever efter begrebet SLOWLIFE (som jeg ELSKER), det er en forkortelse af følgende:

SUSTAINABLE – LOCAL – ORGANIC – WHOLESOME   LEARNING – INSPIRING – FUN – EXPERIENCES

Det store spørgsmål hjemmefra, var om jeg ville nyde at være alene så længe. Svaret blev et stort rungende JA! Selvfølgelig har der været stunder med store savn, selvfølgelig ville jeg ønske at min familie oplevede alt det her. Det må blive en anden gang. Jeg har virkelig mærket hvem jeg ikke kan undvære i mit liv, hvor stor pris jeg sætter på min kæreste og min familie. Jeg har haft store oplevelser og mange små stunder af total lykke. Igår lød der en mærkelig plasken i vanden da jeg lå og småsov, jeg satte mig op for at se hvad det var, i hundredevis af små blå fisk kom springende gennem bugten, som småbitte delfiner. Min første reaktion var at råbe “SE, SE, SE” og så var de væk, ligeså hurtigt som de dukkede op. Gid nogen havde set det sammen med mig.

Billederne kan jeg heldigvis dele med jer. Små stunder af lykke og skønhed. Nyd det og drøm! Drøm for guds skyld stort. Det hele starter med en drøm. Engang var det her min drøm, nu er det min virkelighed.

Stedet hedder Soneva Gili, et Six Senses Resort på Maldiverne. Link: www.sixsenses.com/soneva-gili/index.php

Vil du se en lille videooptagelse af min vandvilla på 240 kvadratmeter, så klik her. Men jeg må advare, optagelsen kan virke ekstremt kvalmefremkaldende – www.facebook.com/video/video.php?v=10150254197644769


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010