Tilbage til siden

Skrevet

Tag dog ansvar for h……!

Jeg får jævnligt mails fra singler i “udkants Danmark”. De skælder mig ud fordi Runningdinner.dk ikke afholder events for singler i deres lokalområde. Mailsene er nærmest fornærmede med en tone a la “Hvad har du tænkt dig at gøre for mig…”

Jeg svarer hver gang høfligt, at vi laver alle de events som vi kan trække deltagere til. Da jeg startede Running Dinner op (for sjov) og efterfølgende lavede det til en forretning, vidste jeg ikke, at jeg dermed ufrivilligt påtog mig “ansvaret”. Vi vil gerne lave events for alle. Der er ikke noget vi hellere vil. Men det er altså en forretning. Vi er endda så skøre, at vi ofte laver events som slet ikke giver en krone i overskud, men vi har altså hverken lyst eller økonomiske ressourcer til at lave events med garanteret underskud. Hvis du er fortørnet over det, så TAG ANSVAR..!

Søndag fulgte jeg en blogtråd mellem nogle forfattere. De var meget frustrerede over forlagenes manglende vilje, til at udgive såkaldte snævre titler. Jeg skrev på tråden, at det jo står enhver forfatter frit for, at pantsætte eget kolonihavehus og starte eget forlag. Det forlag kan så udgive lige så snævre titler som de ønsker.

Mit bud er at forlaget snart lukker og at kolonihavehuset skifter ejermand. Det er jo ikke forlagenes ansvar at udgive de snævre titler. De vil garanteret gerne, men hvis det konsekvent giver underskud, så lukker forlaget helt, så kommer der slet ingen bøger. Hvis du er fortørnet over det, så TAG ANSVAR…!

Og nu SAS.. Slemme slemme SAS har tilbudt deres ansatte at gå ned i løn, så de dog kan beholde deres jobs. Alternativet er slet ikke noget løn. Man kan diskutere om SAS har været dygtige nok, det skal jeg ikke kloge mig på. Men jeg forstår situationen lige nu. Der er ikke løn til at fortsætte. SAS for ikke flere penge i kassen af at fagforeninger går i selvsving. SAS får ikke flere penge i kassen hvis personalet strejker.

Det er en lortesituation, men de forsøger dog at løse den. SAS tager faktisk ansvar. Det synes jeg også deres ansatte skulle tage at gøre…

Sat på spidsen står det jo SAS personalet frit for at starte deres eget flyselskab, hvis de mener de kan gøre det bedre. Så kan de lønne deres personale lige som de lyster. Der er også altid den mulighed at de søger væk? At kræve løn fra en tom kasse virker kortsigtet…

Hvor svært kan det valg lige være? Ned i løn / Slet ikke noget løn.

Du kan købe min bog “Skru op for livet”, her. Jeg signerer den og sender den til dig inden 2 dage! Kh Michelle


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010