Tilbage til siden

Skrevet

Pilgrimsvandring i Indien

Vanilla County

Med en upgrade til 1. Klasse er en flyvetur til Indien en fest. Vi havde smørede grin fra øre til øre da vi blev stoppet ved gaten, upgradet. Især ”instant bed” knappen var en dejlig overraskelse. Det vil aldrig blive det samme at flyve igen!

Når man kommer direkte fra den koldeste danske vinter i 25 år, er solen nok man længes mest efter. Efter lidt frem og tilbage i den indiske paskontrol og nogle meget seriøse indiske mænd med store overskæg, kom vi endelig ud i den indiske morgensol. En chauffør stod klar til at tage imod os og køre os ca 3 timers kørsel til Vanilla County. Vi skal bo hos Baby Matthew og hans kone Rani, et såkaldt homestay. Det er en fantastisk måde at indlogere sig på, man får meget mere berøring og indsigt i lokalbefolkningen og kulturen, end på et hotel som ligner alle andre hoteller i hele verden. Jeg har tit rejst på den måde og kan kun anbefale det.

Vanilla County, som vi skal bo på, er et kæmpe hus, det er Baby Matthew fødehjem. Jeg forestiller mig, at det er et levn fra den engelske kolonitid. En svunden tid, det er som af havne i en tidslomme midt ude i junglen. Eksotiske fugle som pipper og flyver rundt i mellem palmer og træer. Vi får et smukt værelse på første sal, kæmpe balkon med en hængekøje. Paradis.

Efter en fantastisk frokost var vi klar til en svømmetur. Det skulle blive en kæmpe oplevelelse. Jeg følte det som om jeg var i den Blå Lagune ”Den grønne version”.

Vi gik ned af bjerget langs vejen og in på en lille sti langs en flod. Vores guide forklarede os, at det i regntiden (juni og juli) når Monsoonen kommer, er en decideret flod. I februar er det en sød lille bæk. Vi vandrede langs en gummiplantage, det var sjovt at se hvordan der hang en spand på hver eneste træ, som opsamling for det gummi som løber ud af et snit i træet. Vi så mango, papaya og maghoni. Vi mødte en masse smukke indiske børn i skoleuniformer på vej hjem fra skole. Alle smiler og vinker interesseret til os. Pigerne har store hvide sløjfer i imponerende langt sort skinnede hår.

Midt i det hele er  der en ægte naturpool, skabt af naturens tilfældigheder. Smukkere end smukt. Jeg kravlede op (anvist af guiden) og hoppede i vandet fra en klippe. Stedet lignede en kulisse fra en optagelse til junglebogen. Et lille rislende vandfald, poolen som førte ind under en kæmpe enorm sten som fungerede som en slags tag. Vi svømmede rundt, kikkede på de små fisk, nød det kølige vand. Jeg mærkede et strejf af lykke. En helt igennem fantastisk oplevelse.

Da vi havde badet lidt, dukkede en ung indisk mand op, med sæbe i den ene hånd og håndklæde i den anden. Han skulle tydeligvis i bad. Han satte sig høfligt lidt væk på en sten og ville ikke forstyrre os. Vi gik op og travede hjem op af bjerget. Hjem til fantastisk aftensmad.

Jeg rejser med min gode ven Peter. Vi er ikke kærester men hjemmefra havde jeg drillet Peter jeg havde store forventninger til Valentines aften, når nu vi skulle være sammen. Da jeg kom ned til middagen stod den vildeste buket blomster ved min plads ved bordet. Peter havde forsigtigt spurgt om muligheden for lidt blomster. Det har visse fordele at bo midt i junglen, hushjælpen Madhu havde fremtryllet den mest afsindige buket fra haven. Jeg blev afsindig glad. Det er den smukkeste buket blomster jeg nogensinde har fået.

Næste morgen skulle vi på pilgrimsvandring til toppen af et bjerg. Vi kørte så langt op som jeepen kunne komme. Herefter var det det ene ben foran det andet opad. På vej op stod der 14 altre med Jesus. På dette bjerg anlagde en Bendictiner munk et kloster i 1600 tallet. De fleste indere i området er katolske. Solen skinnede og vi vandrede op op op. Halvsvejs oppe, da jeg kunne overskue hvor strabadserende det ville blive, besluttede jeg mig for at løbe resten af vejen op. I klip klappere. Der var en sti men en natursti. Sten, klippe, grus. Jeg løb og løb og nød det. Da jeg endelig kom op til toppen mødte jeg lykken og en lille flok indiske kvinder, en præst og en enkelt lille pige. De stod foran en lille bitte kirke, på toppen af bjerget, de sang en salme.

Det var magisk. De var alle sammen i farvestrålende sarier, bag dem, ude i horisonten var flere bjerge, rismarker og solen højt på himmelen. Simpelthen magisk. De indiske kvinder var interesserede i hvor vi kom fra. De delte deres mandariner og nødder med os. Vi fotograferede, præsten gav os en email, de ville rigtig gerne have billederne. Det skal de få. Bagefter løb jeg hele vejen ned af bjerget. I fuld firspring. Med hovedet og hjertet fyldt med oplevelser, glæde og farver.  De søde indiske kvinder vil bede for mig. Det er mig meget fjernt men tanken varmer!

Det var en fantastisk oplevelse. Det er efterhånden meget svært at finde og rejse i et land, hvor man er den eneste turist. Det er en fornøjelse, at de lokale er oprigtig interesserede i at møde os, kikke os i øjnene og forstå hvorfor vi er rejst så langt til deres land. Jeg elsker det.

Jeg tillærer mig stille og roligt de uskrevne indiske trafikregler. Et ”Dyt ikke” skilt, betyder ”Den som dytter mest har vundet”. Midterstriberne på vejen er ikke en inddeling af modsat-rettet trafik. Det er en stående invitation til at ”Spille kylling” med samtlige modkørende og sidst men ikke mindst så viger Tuc Tuc for trillebør. I hårnålesvingene på bjerget dytter man på vej ind i samtlige sving, for at fortælle evt. modkørende at man er på vej, jeg tænker flere gange, godt det ikke er mig som er modkørende, jeg hører altid høj musik i bilen, jeg havde ikke overlevet det system. Der er plads til forbedring i den indiske infrastruktur, men vi har god tid og det har sin charme.

På vej ned fra bjerget kørte vi igennem en lille landsby. Jeg ville gerne gå gennem byen og lod jeepen køre i forvejen. Det var en lille snørklet vej fyldt med små boder. De solgte hovedsagligt frugt og grøntsager. Hængt dekorativt op og stablet smukt. Boderne bliver passet af indiske mænd i skjorter og sarong. Sarongerne er gerne bundet op mellem benene pga varmen. De ligner voksne mænd i skjorte og ble men man vænner sig nu hurtigt til det. Jeg har købt sarong til Peter, han vil ikke tage den på. Endnu…

Jeg gik ind i en lokal lille bitte butik og forelskede mig i deres farvestrålende sarier besat med en milliard pailetter. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal bruge dem til, jeg ved bare at jeg må eje dem. Da de koster 100 kr stk vælger jeg de 4 smukkeste og glæder mig til at komme hjem og vise dem til min 4 årige datter.

Da jeg hjemmefra glædede mig til Indien, var en af min helt store forventninger, at jeg ville elske alle farverne. Og åh GUD hvor jeg elsker det. Alle husene ligner Palads Bio og jeg bliver glad i låget af at kikke på det. Pink, lilla, turkis, rød, grøn, blå, gul. Overalt farver farver farver. Alle menneskerne i er iklædt de skønneste farver, ældre mænd i lilla, kvinder i orange, børn med sløjfer i håret i alverdens farver. Jeg kunne lære noget, min garderobe er kedelig sort.

Vi var ude og se en theplantage. Fik fortalt hvordan de plukker topskuddene hver 3. Uge. Det plejede at være ved håndkræft, men de unge i regionen har nu god adgang til uddannelse, færre og færre arbejder i markerne og derfor bliver theen nu plukket af maskiner.

Baby Matthew som ejer Vanilla County dyrker, kaffe, the og vanilje. I området dyrkes også peber. Jeg morer mig indvendigt, sender en kærlig tanke til min far, jeg er taget helt derud hvor peberet gror, der har han tit ønsket mig hen, især da jeg var uregerlig teenager. Jeg er her far. Og kære storebror, jeg har købt en masse vanilie med hjem til dig. Vil du så bage en kage til mig?

Jeg elsker allerede Indien.

Kh Michelle

Alle billeder af taget af min gode ven Peter Harry fra Identityzoom.dk

Vi rejser med Grace Tours


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010