Skrevet blogs.bt.dk
Lykkelige er de, der deler
På min første dag som elev, sagde min chef til mig, at hans plan var at lære mig om livet, og at det grundlæggende gik ud på at snyde i skat. Så grinede vi lidt af det – og jeg snød i skat.
Jeg tilskriver det ungdommens kådhed og betaler i dag min skat med glæde.
Men hvordan kan det være, at vi voksne kan bilde os ind, at det er ok, at snyde de andre? At snyde fællesskabet?
Jeg så engang et forsøg, hvor to børn ad gangen blev sat ind i et værelse, hvor de skulle vente på, at forsøget gik igang. De vidste ikke, at det VAR forsøget. Efter et stykke tid kom en official ind og gav det ene barn en sandwich. Meget tydeligt sagde han: »Vi har kun én sandwich, den får du.« Til det andet barn var der intet.
Det sjove er, at samtlige børn delte deres sandwich. En enkelt gav kun 1/3 væk, men alle andre knækkede sandwichen over i to lige store dele.
Det giver så god mening. Vi VED fra alle mulige og umulige forsøg, at de lykkeligste mennesker, er dem der giver mest, deler mest. Både af ting, men også af sig selv. For der ér en sammenhæng. Mennesker som er nærige med deres penge er tit også nærige med sig selv. Men selvom vi ved dét, så sidder der en djævel – også på min skulder – og hvisler ’My precious’. For hvad kan JEG få ud af dette eller hint?
Hvis jeg turde stoppe op, vil jeg kunne mærke, at jeg hellere ville sidde afslappet under et æbletræ og dele ud mine æbler, så længe jeg havde. End jeg ville føle stress over at våge over om nogle uretmæssigt fik adgang til mine æbler. Selvom jeg måske ikke engang selv kunne spise flere.
Det drejer sig selvfølgelig ikke om æbler. Det gælder ALT, at vi bør dele. Måske ikke i nøjagtigt lige store stykker, men mere fair i hvert fald.
Når jeg i samme avis kan læse, at der i rejsebranchen er indført en ny første klasse, fordi der findes rige, der er ’så rige’, at de vil betale astronomiske beløb, for at slippe for ’dem på første klasse’, og jeg lige ved siden af, kan læse en artikel om, at nogle dør af sult på grund af hungersnød. Så bliver jeg afsindig træt af den tilgang, der engang var min egen.
Jeg blev taget ved næsen dengang, jeg lærte, at det gælder om at rage flere ting til sig (end jeg egentligt manglede). Når Etisk Råd siger, at der skal afgifter på kød, så farer jeg ikke op i det røde felt, og råber: »Jeg har fortjent en god bøf.«
Næ, jeg tage mig sammen, tænker at på lidt længere sigt giver det mig mere glæde at dele min bøf – end glæden ved tartar giver MIG de næste ti minutter.
Pointen er, at det ikke nytter, at jeg er drevet af min ødelæggende lyst.
Vi lærer vores børn, at de ikke må lade sig styre alene af impulser. Men hvornår lærer vi voksne det?