Tilbage til siden

Skrevet

Grin endelig af mig

Ja????? Er du tunghør tænker jeg, og kikker på den unge smarte knøs, som jeg forsøger at bestille en sandwich hos.  Hvor svært kan det være, men han er helt blank! Jeg spiller tålmodig og bestiller igen. Han fatter ikke en bjælde. Jeg sender en kærlig tanke til ham i DSB kiosken, forrige sommer, som tog en lommeregner frem, fordi jeg gerne ville hæve 100 kr. oven i beløbet. 42 kr + 100 kr, det giver misandten 142 kr.

Jeg smiler og tænker ”Godt mine unger er på privatskole med gode normeringer”… Nu har jeg bestilt de sandwich to gange, men knøsen bag disken ligner et rådyr som er fanget i skæret fra forlygterne på en bil. Oh dear. Køen bag mig vokser. Jeg gør mine øjne insisterende store og gentager meget langsomt, meget højt og meget tydeligt (og temmelig hånligt) ”JEG VIL GERNE BESTILLE TO JOE OG EN JUICE” – og endelig forstår jeg hvorfor han kikker så sært på mig, jeg ævler jo helt sort. Nu begynder jeg at grine, det er jo møgsjovt og han er helt lettet og griner med. Mig må man gerne grine af. Servicemeddelelse til dem fra provinsen. Cafeen hedder “Joe and the juice”. Men man kan altså ikke købe … Joe…

Episoden fandt sted i sidste uge i lufthavnen, jeg skulle til Indien med min gode ven Peter. Jeg var alene oppe og bestille sandwich, mens Peter løb rundt i lufthavnen (som en høne uden hoved), for at finde sit Dankort og sygesikringskort, som ”han var sikker på at han havde i hånden lige før”. Min mor havde bedt mig hjemmefra, om at tage et billede af mit pas med min iPhone, som backup HVIS mit pas blev væk (jeg er 39 år gammel), da Peter kom retur med sit Dankort OG sit sygesikringskort, tog jeg et billede af ham, som back-up, hvis nu han blev væk. Og så grinede vi lidt af ham. (Undskyld Peter)

Ud over at Indien er et af de mest fantastiske lande jeg nogensinde har rejst i, så er den tur på top 3 over de bedste rejser i mit liv, simpelthen fordi jeg aldrig har grinet så meget så koncentreret i hele mit liv. Jeg grinede til jeg fik ondt i mavemusklerne. Og det er hver dag i 8 dage! Se det er sundere en gulerødder. Jeg har grinet af  mig selv, af sære situationer, af Peter, af inderne (når de ikke så det). Det bliver fx ret sjovt at kikke på alle mænd iklædt sari, når Peter insisterer på at kalde det en voksenble. Og ærlig talt, den er foldet så det ligner nøjagtigt. Det er sgu da sjovt. En hel mandlig befolkning i ble.

De mest elskelige mennesker i verden, er dem med mest selvironi. Det er så klædeligt. Noget af det mest anstrengende er selvhøjtidelighed. Jeg havde engang en veninde som snublede på gaden. Min første reaktion var at tjekke om hun var okay, der var et hul i hendes nylonstrømper, men hun havde alle tænder og knogler placeret nogenlunde korrekt. Og så begyndte jeg at grine. Det skulle jeg aldrig have gjort. For det var ikke sjovt, forstod jeg på hendes reaktion. Æv, det så ellers lige så skægt ud.

Jeg falder tit. Uden altså sådan rigtigt at slå mig. Jeg snublede engang forover, og styrtet udviklede sig således, at jeg løb med forskudt balancepunkt, afsindigt foroverbøjet, i højere og højere fart, i et forsøg på at indhente mit eget balancepunkt. Jeg klarer den – Jeg klarer den ikke – jeg klarer den – men ak, jeg klarede den ikke. Jeg nåede dog at løbe med næsen lige over fortorvet, en ti meters tid, inden virkelighed indtraf. Faktisk ville jeg have klaret den, hvis ikke overkroppen var kommet så langt ned, at jeg endte med at falde, fordi jeg som le-grand-finale trådte i min egen jakke (!!??). Som et ekstra kuriosum løb jeg hele vejen med en kop “The-to-go” i hånden… Oh dear..

Min daværende kæreste Kenneth, tjekkede lige om jeg var ok. Det var jeg. Og så grinede han og han grinede og grinede så tårerne trillede. Da han endelig kunne få luft til at tale, sagde han (den nu berømte sætning) ”Du lignede Dronning Ingrid på et skateboard”. Det er ikke derfor at vi ikke længere er kærester, for det var skide sjovt og jeg grinede med. Du må til enhver, grine af (og med) mig.

Hvornår har du sidst grinet af dig selv. Er det noget du vil dele med klassen?


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010