Tilbage til siden

Skrevet

Jeg skammer mig ikke mere

Jeg bliver 45 år om et par måneder.
Så det er vel rimeligt at regne med, at jeg er cirka halvvejs på denne her livsforlystelsesrutchebanetur.

Gad vide hvor mange af de 45 år, der er gået med, at jeg har følt mig for tyk, for usikker, for højtråbende, for høj – i det hele taget forkert?
Gad vide hvor mange af de år, jeg har brugt på at se mig selv med andres øjne. Det vil sige, dét jeg forestillede mig, at de så, når de så på mig.
I virkeligheden havde de nok mest travlt med at spekulere på, hvad jeg så, når jeg kikkede på dem.

Men en dag gad jeg bare ikke mere. En dag gav jeg op, og fik den sindsyge ide, at jeg er god nok, som jeg er. Jeg blev enig med mig selv om, at alle indeholder nøjagtigt de samme brikker som jeg går og slås med, og at jeg ikke gad skjule en skid mere.
Dét er vel privilegiet ved at blive 45 år – at man i stedet for at slå knuder på sig selv, mens man spekulerer på, om de andre kan lide en, begynder at spekulere på, hvem man selv er og hvad man selv kan lide.

Jeg satte mig selv fri. Tænkte, at det var så afsindigt ligegyldigt, hvad de andre tænker om mig, men meget mere vigtigt, hvad jeg selv tænker – om mig.
Hver gang, der dukker tanker op i mig, hvor første indskydelse er, at: ’Det må jeg skjule. Det må verden ikke vide’, så følger der en ny følelse lige i hælene på den.
En følelse af at det her må jeg råbe så højt, at alle kan høre det. Kun for at opdage, at dét jeg slås med, er så leverpostejsgennemsnitligt, at alle genkender følelsen.

For mine børns skyld må jeg råbe højt om det, jeg først tror, er skamfuldt. Så de forstår, at de er normale og almindelige og gennemsnitlige og smukke.
Det går nu meget godt – for dem. Det har lige været uge sex. Og den anden dag, mens jeg stod og lavede mad sammen med ungerne, fortalte min 10 årige datter, min 18 årige søn om sin skoledag. Om hvordan kusse, fisse, vagina og skede er forskellige ord for det samme. Om hvordan kvinder, når de er liderlige, bliver våde af en gennemsigtig væske… De kunne ligeså godt have talt om vejret.

Mens jeg, først i en alder af 45 år, endelig er blevet bevidst om at eje alle mine følelser. De smukke, de grimme og de liderlige. Dem er jeg er stolt. Men engang troede jeg, de kom ud af en syg, ensom hjerne.
Liderligheden har jeg historisk set været mest i krig med. Jeg tror, jeg var 40 år, før jeg overhovedet kunne skrue mig op til at sige ordet – liderlig, som jeg bestemt ikke fandt særlig feminint.
Men åh, det er feminint og maskulint og vigtigt af helvedes til. Det sikrer jo bl.a. artens overlevelse.

Tak til lærerne, til Sex og samfund, til rettighedsforkæmperne, Madonna, Prince og alle de andre, der har udfordret os, så næste generation taler om liderlighed og menstruation og andre vigtige ting i livet helt afslappet, mens de laver aftensmad.
Jeg er ret sikker på, at mine børn ikke behøver at bruge så meget spildtid på at finde hjem til sig selv, som jeg har skullet bruge.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010