Tilbage til siden

Skrevet

Det ordner sig, når tiden den er rigtig…

 

Hvordan har børnene det? Hvordan har børnene det? Hvordan har børnene det? Hvordan har børnene det?

Alle forsikrer mig om at jeg er en god mor. En tydelig mor. Et fantastisk forbillede. En spændende mor. Et lysende fyrtårn. At børnene er så elsket at alt er godt uanset.

Alle forsikrer mig om at de børn er så bundsolide, så hele, så godt rustet. Og jeg læner mig op alle af disse ord.

På nær når jeg falder. Og falder. Og falder. Og tænker at jeg er verdens største spasser, som troede på det umulige, nemlig at en mand kunne elske mig for den jeg er. Og nu trækker jeg mine børn med igennem helvede igen. Igen. Hvad for en slags forbillede er det?

Der er ikke plads til total kollaps. Jeg må sluse sorgen ud i tåleligt tempo. Når Kamille er fyldt op, er det min tur lidt. I det skjulte.

Det skal jo være beundringsværdigt at satse på kærligheden?

Eller er det tåbeligt at være så himmelråbende naiv? Er det genialt med min livserfaring og min historik, at gøre sig så afhængig af et andet menneske, både fysisk og psykisk. Og tage børnene og deres hverdag og deres barndomsminder med under armen.

Men hvad var alternativet? At man ikke skal satse på kærligheden?

Jeg finder momental hvile i at alt er godt, at jeg måske nok fucker op, men at jeg trods alt er et godt forbillede, at jeg nok skal skabe et nyt hjem hurtigt. Men så tisser lille Kamille i sengen, for første gang nogensinde. Jeg er bange. Jeg er så bange. For hvad jeg har gjort. Mine valgs effekt på andre små uskyldige mennesker.

De nye relationer. Andres børn som man er kommet til at elske. For første gang for mit vedkommende, er der decideret kærlighed på spil til børn som jeg kun har haft til låns. Jeg vil ikke parkere den kærlighed. Jeg vil elske. Jeg må tro på at der en plads til den relation. Alt andet er helt ubærligt. Ubærligt med ubærlighedskrymmel ovenpå.

Det som skulle være kærlighed med kærlighedskrymmel ovenpå.

Jeg finder lidt ro i musikken. Panamah har skrevet sangen Små stød til mig.. “Det ordner sig, det ordner sig, når tiden den er rigtig, jeg savner dig. For tiden er nu vigtig. Mit vægelsind bølger, de små stød” – Nyd den her!

Prinsessecenteret i mit hjerte spejder efter lyden af galopperende hove. Der er jo så meget jeg skal fortælle ham og dele. Jeg trænger til at blive trøstet. Prinsessecenteret i mit hjerte håber at misforståelsen snart bliver løst. Så min allermest fortrolige, min bedste ven, min elsker, min mand – kommer hjem. Det gør han ikke. Det gør han ikke. Hvorfor?

Og arbejdet skal passes. Foredrag skal holdes. Så står man der og græder foran +100 advokater. Og opdager at sandheden er det mest forløsende i verden. At turde stå der, er på en om samme tid, ALT hvad der er vigtigst for mig. Autenticitet og liv.

Det er ok. Det er slet ikke angstprovokerende. Det er helende og rent. Godt for mig. Og tilbagemeldingerne taler sit tydelig sprog. Intet er mere interessant for verden end livet – på godt og ondt.

Alle gentager at jeg ikke må “tage det på mig”. Kan man andet, når man er forladt? Det eneste jeg kan arbejde med er jo mig.

Snart dages det. Jeg gør hvad jeg skal. Jeg fikser det. Jeg tager ansvar. Hvad er alternativet. Ind i mellem, som lige nu, gør jeg ingenting. Jeg tæller jeg loftet. Der er et og det falder ikke ned. Og jeg skal også over købe regnbukser og gummistøvler, Kamille skal jo på udflugt.

Der er også glimt af lykke. Benjamin som skriver hjem fra USA og jeg kan mærke ren lykke. Hans far som smser mig om at føle lykke, i Benjamins lykke. “Heldigt for Benjamin at han har en mor som kan trylle”. Den sms er mit anker et par dage.

Og hele verden ved at vi mangler et nyt hjem. Karma will provide. Jeg ved det.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010