Tilbage til siden

Skrevet

og således forbliver tabu tabu

 

Ej hvor har jeg blogget ustabilt alt alt for længe. Øv for det.

Og det er ikke fordi jeg ikke har noget på sinde. Mit hjerte tænker så det knager og det har det gjort på overdrive i måneder, halve år. Det er alligevel ny rekord at blive forladt 3 gange på et år. I hhv. maj, september og november. Bum. Man spørger sig selv hvornår man sidst var grundtryg. Og man kan ikke huske det. Man har vænnet sig til tilstanden. Dumt.

Det er heller ikke fordi at jeg ikke vil dele. Det er fordi at man jo ikke saver den gren over man sidder på. Når jeg blogger, har jeg som udgangspunkt lagt en ære i, at blive på egen boldbane, tage mit ansvar på mig og holdt mig fra at pege fingre. Og således forbliver tabu tabu. Bonusbørn, forskellige værdier i opdragelse, exkoner, exmænd. Tabu. Det kan blive svært at skrive noget som helst. Så lader man være.

Således forbliver tabu tabu. Af hensynsbetændelse og håbet om ikke at save grenen man sidder på over.

Jeg har en doktorgrad, en olympisk titel og et verdensmesterskab i at se muligheder. Når det store billede så krakelerer, igen, og jeg endelig giver slip. Så ser jeg så tydeligt mit mønster. Jeg glemte at give op. Igen. Her har jeg stået før, som eneste spiller efter en straffesparkskonkurrence og forlænget spilletid, uden at opdage at alle andre spillere var gået på pension, uden at opdage at jeg tonsede rundt alene på banen. Dumt Michelle. Dumt.

Det griner vi nok af om hundrede år.

Jeg har ikke kærestesorger. Det havde jeg i hele september og oktober, hvorefter at kærligheden så pludselig væltede ud over mig igen. Og jeg tog imod. Jeg tilgav betingelsesløst. Jeg gav mig hen. Jeg troede på det. Jeg elskede. Igen.

Og mistede. Igen. Men jeg behøver tydeligvis ikke at starte forfra med alt det tuderi. Det meste er grædt ud i september og oktober. Jeg græder ikke mere. Og ligger jeg søvnløs, er det ikke af savn, men fordi jeg tænker over livsdrømme, børn, fremtid, hverdag, muligheder, værdier. Og så er det ok at ligge lidt søvnløs. Måske er det bare jetlag fra USA? Pyt.

Jeg har ikke kærestesorger. Jeg har livstanker og det er IKKE noget negativt. Livstanker sluger også energi og nattesøvn, men på en god måde. Jeg nyder dem ligefrem. Hele verden står åben og hvisker ”Kom udenfor”

For hvad nytter det at stå nøgen og badet i kærlighed og lidenskab, når hverdagen nægter at falde i hak. Hvad nytter det at stå nøgen og badet i kærlighed og lidenskab, når man aldrig ved hvornår korthuset kollapser. Hvad nytter det at se tusinde muligheder, når andre kun ser forhindringer? Hvad nytter det at stå nøgen og badet i kærlighed og lidenskab, når en helt helt anden sidder inde med spar 5? Og spar 5 rydder som bekendt bordet.

Det nytter slet ikke. Så nu lader jeg være. Jeg lover at det her er en slutning. Jeg har lovet mig selv, mine børn og min mor det.

Og ingen troede på os til sidst. Men vi gjorde, ham og mig, og det var faktisk nok. Men så kom Spar 5 og ryddede bordet, og så var det kun mig som troede på det. Det var ikke nok.

Jeg stod foran en mark af brændenælder. Jeg kendte den. Jeg har vandret I den før. Jeg prøvede at lokke en mand med derind. Marken skræmte mig ikke, jeg kunne tydeligt se et paradis med høj himmel og hverdag på den anden side. Jeg sendte mine børn i forvejen og løb selv forvirret rundt som en høne uden hoved, frem og tilbage efter en mand. Han ville så gerne med ud på den anden side, men han for vild, faldt i et hul og blev ved med at grave.

Nu løber jeg, alt alt for forsinket efter mine egne unger. Indhenter dem og mig selv på vejen. Det er tid til æbleskiver og julepynt.

Det er ok at give op. Det kunne man have gjort noget før. Så kunne man også have sparet sig selv for 3 eventyrlige dage på et hotel i Sverige. Så slap man for at bruge tiden nu, på at tænke på hvad det var, om det var virkelighed, eller til grin. Man behøvede ikke spekulere på hvad en enkelt onsdag til salsa skulle til for, når han alligevel slet ikke ville danse.

Og jeg holder mig så tæt på min egen bane som jeg kan. Og således forbliver tabu tabu. Desværre. Jeg kommer nok til at blogge mere stabilt nu. Nu hvor mit liv igen er mit.

Kærlig hilsen

Michelle (som bliver lykkelig for kommentarer, likes og delinger, det er rart at vide om der er nogen i den anden ende… )


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010