Tilbage til siden

Skrevet

Min datter er ikke grænseoverskridende!

 

Det var der en der sagde til mig, at hun er. Og det har jeg så nærmest ligget søvnløs over. For jeg genkender det slet ikke. Min datter er målrettet, ihærdig, stædig, energifyldt og afsindigt kreativ når det gælder om at få sin vilje. Det er iøvrigt nogle geniale karaktertræk som nok skal få hende langt i verden, hvis hun gider kæmpe lidt.

Det kan måske nok virker grænseoverskridende på børn som ikke har lært at sige fra, det kan måske nok virke grænseoverskridende på voksne som er vant til at børn sidder stille og opfører sig pænt. Det kan måske nok virke grænseoverskridende hvis man mener at piger er mest til pynt. Det kan måske nok virke grænseoverskridende på børn med meget snævre grænser.

Jeg elsker når min datter kæmper, snor og åler sig for at få sin vilje. Jeg tænker at det vil få hende lagt i livet i den retning hun engang vælger. Hun er ind i mellem p***e irriterende, det er jeg også.

Min mor sagde altid til mig, at jeg var den fødte leder, fordi jeg automatisk turde tage teten i en stor forsamling. Det har klart været, og er stadig en læring for mig, at få alle med. Jeg har ikke et naturligt instinkt som dikterer mig at vente på dem som ikke lige kan følge med, det er noget jeg har lært at være bevidst om – når jeg GIDER. Og nogengange gider jeg så ikke.

Det er også lykkedes mig, som en af de få mennesker jeg kender, at skabe mig en hverdag, hvor jeg IKKE behøver forholde mig til folk, jeg ikke selv har valgt. Jeg har ikke haft en chef i 20 år, jeg ER chefen. Jeg har ingen mennesker i min hverdag, hverken chefer eller især kollegaer, i mit liv, som jeg er påduttet at være sammen med. Jeg er sammen med mennesker af lyst. Det er for mig et kæmpe privilegium.

Iøvrigt lever jeg af at tale foran store forsamlinger, holde foredrag, inspirere, turde leve mine drømme ud, kæmpe for det jeg tror på. Måske fordi min mor altid fortalte mig, at jeg er den fødte leder og at jeg kan hvad jeg vil – HVIS JEG KÆMPER FOR DET. Jeg troede også på det. Og jeg kæmpede og kæmper.

Jeg talte med en ven som fortalte at han lå søvnløs, og spekulerede over noget han havde mistet i sit liv. Jeg kunne aldrig ligge søvnløs og tænke over noget jeg havde mistet. Jeg ville bruge x antal minutter på at konstatere hvad jeg havde mistet, og så ville jeg ligge søvnløs og planlægge hvordan jeg kunne tilbageerobre og genskabe det.

Jeg er ikke hvor jeg er, fordi jeg lyttede efter de lærere, som mente at jeg skulle skrive pænt og holde bedre orden i mit pennalhus.

Min datter er ikke grænseoverskridende. Hun vil frem i livet og hun skal nok lære hvornår hun skal lytte til andre menneskers signaler og hvornår hun ikke skal. Det skal jeg nok lære hende og ellers overlever hun nok et hak i tuden. Hun kan lige hvad hun vil, hvis hun gider kæmpe for det.

Jeg hørte for et par år siden resultatet af en undersøgelse, at procentdelen af piger som fx tømmer opvaskemaskiner derhjemme, er grotesk meget højere end antallet af drenge. Drengene forhandler og får ros for forhandlingen, piger får ros for at parere ordre. Ikke i mit hjem! Begge mine unger tømmer opvaskemaskine – og forhandler i forsøget på at slippe.

Det er min primære opgave at gøre hende sulten på livet, jeg håber jeg giver hende kampgejst og skabertrang med hjemmefra. Og hvis der så er nogen, med orden i pennalhuset, som synes at hun er grænseoverskridende, så håber jeg at de med tiden lærer at udvide deres snævre grænser!

Kald min datter udfordrende, ihærdig, kamplysten. Men ikke grænseoverskridende. Det klinger negativt.

Go Kamille!


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010