Tilbage til siden

Skrevet

Der er noget galt i Danmark

Jeg har lige hørt i radioen at de færreste danskere, føler sig påvirket af landets økonomiske kurs. Vi tager på ferie, drikker rødvin og lever forholdsvis ubekymret videre. Vi er vokset op i et velfærdsland og vi er ikke i stand til at forestille os andet. Jeg har ikke mærket de store ændringer endnu, men jeg er meget bekymret. Jeg kan mærke at det kommer tættere og tættere på. Endnu er jeg i stand til at smide sandsække for at holde den stigende vandstand ude, men det er alligevel begyndt at sive ind ved mine fødder.

Følgende er IKKE en aprilsnar. Fra d. 1. april er mælken i min datters børnehave sparet væk. Børnehaven har simpelthen ikke længere økonomi til at servere mælk for børnene. Vi, Københavns Kommune, Danmark har ikke længere råd til mælken til børnene. Det er simpelthen SÅ sølle! Fattigt! Jeg er selv en del af forældrebestyrelsen i min datters børnehave. Jeg har selv været med til at træffe beslutningen omkring mælken. I samme åndedrag dræbte vi traditionen med juleudflugten til Nordsjælland for at fælde juletræ. Vi glædede os over at vi havde nået at købe nyt legetøj inden kassen klappede i. Vi spekulerede på om skal der fyres personale? De er i forvejen 2 voksne pr 20 børn.

Jeg har lige haft dem på besøg. Hele min datters stue, de kom 15 børn og vi var 4 voksne. Da de gik, havde jeg akut brug for ferie. Deres hverdag er altså færre voksne til flere børn! Den pædagogiske virkelighed i Danmark er brutal. Børnene er vores fremtid, ligeså clicheklamt som det nu end lyder. Derfor har vi selvfølgelig kæmpet mod de nedskæringer.  Vi har demonstreret, råbt, hevet børnene med ind på Rådhuspladsen og skrevet lange høringssvar til kommunen. Men man kan jo ikke plukket håret af en skaldet , så nu har vi vel accepteret. For hvad alternativ havde vi?

For nyligt var jeg til skoletandlæge med min søn. Hans tænder er monteret synligt forkert. Jeg ville have væddet på, at de tænder skulle sættes ind i en anden rækkefølge, tandlægen var enig. Faktisk anbefalede han mig at give sønnike bøjle på. Pris ca. 30.000 kr. Som jeg selv skal betale. Det forsøger jeg stadig at forstå. Sønnike er ked af sine tænder så fikses SKAL de. Vandet fosser ind og jeg skaffer flere sandsække.

Hvad med dem som ikke har råd til sandsække? Hvad er vandstanden i deres husholdning? Ifølge de økonomiske vismand bliver det kun værre, kursen er af helvedes til. To ud af tre på overførselsindkomst lyder immervæk skræmmende. Her i husholdningen, joker vi allerede om at flytte til udlandet, inden det går helt galt. Vi bor på tredje sal, vi har god tid endnu, men før det hele går af helvede til er vi pistvæk over samtlige bjerge.

Væn dig til tanken. Det er IKKE en selvfølge at Danmark er et velfærdsland! Det eneste land i verden med dårlige vækst end Danmark er Zimbabwe. Vi slår altså Mugabe på tabermålstregen…. (Kilde)

Michelles huskeliste.

– Køb mere mælk.

– Skaf plads til børn på privatskole (tjek).

– Bestil plads i veterantog til juletræsfældningstradition.

– Tag sønnike til tandlæge i udlandet.

– Tegn bedre sygdomsforsikringer til hele familien (tjek).

Her er et billede jeg tog ved Victorias Fall i Zimbabwe i Maj 2009.

Måske guldet er for enden af regnbuen….


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010