Tilbage til siden

Skrevet

Vi har brug for helte

Ingen kan redde alle, men alle kan redde én. Det må være min udgangsreplik for 2016. Aldrig har flere mennesker haft brug for en helt.

Vi vil så gerne være politisk korrekte, men nogle gange kan man ikke ændre en skid ved at være netop dét.
Jo ældre jeg bliver, des mere hylder jeg de autonome. Ikke dem, der løber rundt og smider med brosten, men dem, der tager sagen i egen hånd og handler alene – om nødvendigt.

Min helt i 2016 er den tysker, som fulgte efter den formoede dødsterrorist i Berlin i forrige uge. Midt i død og kaos fulgte han ene mand efter chaufføren og førte politiet til ham. Ene mand løb han efter ham ind i Tiergarten, mens han havde politiet i røret. Det er muligt, at det så efterfølgende viste sig ikke at være den rigtige gerningsmand. Men manden handlede, da ingen andre gjorde. Det kunne have været afgørende – og i min optik, gør det ham til en helt.

Mit personlige helte-højdepunkt i 2016 får bestemt ingen pædagogisk applaus. Men min datter voksede 10 centimeter den dag, hvor jeg trådte i karakter for hendes skyld. Og det er smukkere – og vigtigst.

Igennem længere tid blev min datter drillet – meget – af en enkelt dreng. Han kaldte hende konsekvent for ’flodhest’ og spurgte om hun ’overhovedet kunne se sine fødder’. Anledningen var et par kilo for meget – en vild konsekvens af for mange pandekager og kaloriekærlighed, mens jeg lå på hospitalet med en tumor i hjernen.

Først prøvede jeg de gængse diplomatiske veje. Ringede til læreren og forældrene. Alt det politisk korrekte forældre gør.
Men da jeg ikke kunne komme igennem, satte jeg bilen i gear. Efter jeg havde siddet ved endnu et aftensmåltid med en datter i tårer og set hendes hjerte svømme over, kørte jeg hjem til drengens forældre – meget sur.

Jeg hørte mig selv snerre, at jeg var ligeglad med, om han ville få mareridt resten af sit liv, om at jeg ville komme ned gennem skorstenen, mens han sov… Men at han fra NU af ALDRIG igen måtte tale grimt til min datter.
Faren sagde: ’Hov, hov, hov… Jeg står lige og steger fiskefrikadeller’.
Hvortil jeg svarede: ’Dem må du stege færdig, når jeg er gået. Måske du selv skulle have opdraget din unge, inden jeg kom og gjorde det for dig.’

Det var ret upædagogisk, men på det personlige plan alligevel noget af dét, jeg er gladest for at have gjort i 2016. Det er min helte-historie fra det her voldsomme år.
Jeg tror oprigtigt på, at alle lærte meget den dag. For hvordan skal vi lære vores unger handlekraft, hvis vi aldrig selv præsterer det?

Det jeg slog mig mest på i 2016 var alt det midt i mellem. ’Vattet’, ’næsten’, ’måske’ og ’medium’. Derfor tager jeg handlekraft med mig ud af 2016. For jeg får også brug for det i 2017.

Vi må sige ’Ja tak’ og ’Nej tak’.
Vi må sige til og fra, så det kan høres og mærkes.
Vi må tage konsekvensen, spise kagen, skælde ud, demonstrere og kysse.
Især kysse.

Men for alt i verden være tydelige.
Kom an 2017!


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010