Skrevet
Mellem spelt og virkelighed
Kære Speltmødre, Karrieremødre, Sjove mødre, Kedelige mødre og bare “No-label” mødre.
Hvor er debatten, om at være mor anno 2012 i Danmark, dog træls! Et af de store danske ugeblade har en forside hvor de, i ramme alvor, refererer til en artikel med overskriften ”Kan en god mor have et arbejde”. Og det er VEL en provokation. Det er noget af det mest latterlige jeg nogensinde har læst. Hvad med “Kan en speltmor være et godt forbillede?”. Eller, ”Kan en god far have et arbejde” – så forestiller vi os lige det på forsiden af “Alt for manden”. Ha ha ha ha. Kill me.
Jeg rejser meget. Jeg rejser meget med mine børn, men minsandten om jeg ikke også tillader mig at rejse UDEN min børn. Jeg har, 2 uger om året, hvor jeg ikke er mor. Altså 1/27 af året. Sikke en luksus. Sidst, var jeg i Indien uden dem, og det var fantastisk. Jeg skulle kun smøre mig selv ind i solcreme. Jeg skulle kun holde øje med at jeg ikke selv druknede og jeg slæbte ikke rundt på bamser og lort. Jeg kom hjem med opladede batterier, veludhvilet, fyldt med indtryk og glad. Jeg vover den påstand, mine børn fik en OVERSKUDS mor hjem. Jeg havde også købt en masse skrammel med til dem, som vakte lykke. Alt i alt virkede de, ved hjemkomsten harmoniske, på trods af mit ekstreme egotrip.
Hele 3 kommentarer talte jeg i ugen efter min hjemkomst, fra andre selvstændige, såkaldte stærke karrierekvinder, som lige stak til mig på ”Hø hø” måden, ”Du er måske lige i landet for at besøge dine børn hø hø”. Ja. Sjovt hva. Hø hø. Luk.
Jeg er heldigvis teflonbelagt, deres ævl preller lige af. Jeg er sikker på at jeg er en god mor. Både når jeg bager speltboller og når jeg serverer boller i karry fra en tube købt i Irma. Ungerne elsker begge dele. Det gør jeg faktisk også. Det ene er megabøvlet og laver opvask og tager timer. Det andet er skidesmart og tager 4 minutter i mikroen. Hver ting til sin tid.
Mine unger ved jeg elsker dem. KNUS ELSKER DEM. Er der for dem. Passer på dem. Men heldigvis ved de også, at jeg har travlt med mange ting. Arbejde, velgørenhed, træning, ego, venner etc. Jeg går faktisk rundt og bilder mig selv ind, at jeg er et godt forbillede, en god rollemodel.
Min søn sagde engang til mig, da han var 4 år gammel, og jeg var ved at aflevere ham i børnehaven (for at tage ind på mit dødsyge arbejde med ok løn); ”Mor, bare vi skulle på stranden”. Jeg satte min auditive mor-autoreply på, den som bare kører pr automatik uden at kommunikere med hverken hjerte eller hjerne. ”Der er ikke noget i hele verden jeg hellere vil, men jeg skal på arbejde”. Tik Tak. Tik Tak. Kill me.
Benjamin kikkede undrende på mig, og serverede så virkeligheden i et knock-out, jeg blev ramt i synet og mellemgulvet simultant, da den kloge, rene, uskyldige og uspolerede unge sagde ”Hvis der ikke er noget i hele verden du hellere vil, så forstår jeg dig ikke”..
Vær så god. 100 % sandhed. Og jeg sagde op. Vi kørte på stranden. Jeg skiftede livsstrategi.
Min strategi blev ikke at være en hjemmegående speltmor, med død karriere og uudlevede ambitioner. Næe, min strategi blev, at lave noget, som jeg elskede så højt, at jeg kunne sige til Benjamin, med 100 % ærlighed. ”Jeg vil gerne på stranden med dig, EN ANDEN DAG, for i dag vil jeg hellere på arbejde”. Stik den speltmor.
Og sådan blev det. Og mine børn bliver passet om dagen og også nogen gange om aftenen. Enkelte gange endda fordi jeg trænger til noget så løssluppent som at danse og drikke mig fuld. Eller til at flirte. Og så er det vel nok godt at de har en mormor og en morfar. Engang rejste jeg fra dem en helt uge, efterlod dem hos mine forældre, for at sejle Mallorca rundt med en lækker mand. De virker ærlig talt ikke særlig traumatiserede, hverken af det, eller al det take-away mad de har tygget sig igennem gennem årene.
Nogen gange om aftenen, er jeg så træt at jeg kun læser hver 2. side i den bog, som min datter insisterende slæber med ind i sengen klokken kvart over kvalme. Hvis hun ikke opdager det betyder det vel ikke jordens undergang. Hun må se at få lært at læse selv, hvis hun er utilfreds. Andre aftener fortæller jeg 18 historier jeg selv finder på, tilsat stemmer og store armbevægelser. Jeg vil endda indrømme, at jeg også har afleveret hende i institution på febernedsættende piller, for lige at nå et møde inden jeg hentede hende igen når børnehaven ringede og fortalte at hun var blevet syg, til min store overraskelse. Men vi har også haft lange fridage om onsdagen med nattøj og huler og 300 tegninger og syltetøjsmadder og pandekager.
Og igen må jeg sige. Jeg synes sgu det ser ud som om jeg slipper meget godt fra det. Der er ikke noget som blinker decideret rødt.Det gør jeg til gengæld, hvis jeg føler mig fastlåst og spærret inde. Så blinker jeg rødt på den eksplotions-advarende måde hvor alle skal flytte sig.
Og når mine unger engang kommer hjem, og fortæller med drømmende øjne, hvad de vil være når de bliver store. Så behøver jeg ikke at sige ”Jeg havde også en drøm engang ……. men så blev I født og så satte jeg hele mit liv på stand-by”.
Det er da et ret stort ansvar at ligge på deres skuldre? Næe du, jeg tror jeg vil sige, med STOLTHED og ÆRLIGHED i stemmen, med RANK ryg: ”Gør det, lev din drøm ud – det gjorde jeg”….
Husk. Alle gør det bedste de formår i enhver given situation. Bak op i stedet for at rakke ned. Og debatter endelig løs!
Kh Michelle
Jeg fik inspirationen til denne blog ved at se denne video på Ted.com. Jeg synes VIRKELIG du skal se den. Sandheden serveret på 15 minutter. Jeg siger TAK, til den tilsyneladende lækre mand, som viste mig linket. På fredag får jeg mine unger passet, så vi kan gå ud og spise en middag. Vi ses og jeg glæder mig. Også til gensynet med ungerne på lørdag!
Tilføjelse (som kommentar til debatten på Facebook):
Da jeg tog den beslutning, om at køre på stranden den dag, havde jeg 2200 kr i kontanter. Ingen uddannelse og havde ikke betalt husleje i 3 mdr. Jeg var på SPANDEN i 10. dimension. Jeg besluttede DEN DAG at jeg hellere ville være fattig og glad. At det så SIDEN hen gik mig godt, det vidste jeg IKKE på det tidspunkt. Jeg kan ikke spå. Jeg var villig til at tage konsekvensen, helt ud, måske derfor gik det mig så godt. Fordi jeg valgte at leve så autentisk som overhovedet muligt. Så tro mod mig selv. Jeg kender en kvinde som er flyttet op i skoven i Sverige med sine unger. OG lever af… ingenting. Alle har et valg, altid.