Tilbage til siden

Skrevet

Vis den uundgåelige patina

Jeg læser om Lotus Turell, som er vokset op i slæbesporet på sin far Dan Turèlls ødelæggende misbrug af hash og alkohol. Jeg læser om Sebastian Klein, der forsøgte at redde sin far Jesper Klein, der virkede fast besluttet på at drikke sig ihjel. De to – nu voksne børn – er helt afsindigt modige, fordi de tør tale om deres familiers hemmeligheder. Gennem mit liv er jeg stødt på de vildeste familiehemmeligheder. Og jeg har set, hvordan berøringsangst kan forkvakle alt det, der i virkeligheden er smukt.

Engang sad jeg i en bil, hvor fire ud af fem vidste, at teenageren i bilen røg (når de voksne var ude af syne), men hendes far turde ikke tale med hende om det. Forestil jer tavsheden, da hendes lillebror – som den eneste uvidende – spurgte, om hun ikke snart skulle have kørekort, fordi hun ikke røg… Der kan være afsindig småt i sådan en bil, hvor alle leger med og lader som ingenting.
Jeg har set, hvordan psykisk sygdom rev en familie midt over, og hvordan ingen forholdt sig til det. Alle accepterede fra den ene dag til den anden, at det ene barn pludselig manglede. Ingen spurgte til det. Jeg har set, hvordan forældre i et øjebliks befippelse, besluttede at ’beskytte’ det ene barn, ved at hemmeligholde, hvad det andet barn havde gjort. Sådan skaber man hemmeligheder mellem søskende og lærer børn, at de er så forkerte, at deres adfærd ikke tåler dagens lys.

Vi er allesammen med til at lade som ingenting – og et tabu er skabt. Men det gør det umuligt at lære af hinandens fejl, hvis vi kun taler om det gode.
Næsten alle er vi dagligt i situationer, som fotograferet fra den rigtige vinkel, ser skønne ud. Alt omkring kan stå i flammer, men den avocadomad er godt nok smuk. Når vi poster billedet, er vi medvirkende til at skabe en følelse hos andre, af at de er forkerte. For de kan jo selv se hvor skægt, lækkert, luksus, familiehyggeligt, yndigt, rent og smukt alle vi andre har det. Jeg tror, at den følelse af at være forkert, og fanget i et kedeligt liv, med en under gennemsnittet følelse af lykke, er mere skadelig end at tage hånd om situationen. Normalisere den og forholde sig til virkeligheden.

For hvis alt (i hvert fald på Instagram og Facebook) er tændte pejse og hjemmebag, så repræsenterer det nok ikke den gennemsnitlige uge, eller måned. Eller liv?
Jeg anbefaler derfor kun at følge de, som på de sociale medier, tør afspejle en lille smule virkelighed. Det kan være en dårlig dag, en svær situation, en mandag morgen hvor man har trådt i en hundelort, et smertefuldt brud, en bekymring, en sygdom, afhængighed, rod, en svær dag som forældre, ensomhed. Kort sagt – livet.

Måske er min største udfordring som mor ikke at undgå ridserne, men derimod at lære mine unger, at patina er smukt og helt uundgåelig. Deres forbillede skal ikke være én, der gemmer al smerte og virkelighed af vejen, jeg vil lære mine børn at rejse sig. At se at de ikke går i tusinde stykker af gråd. Men hvordan skal vi lære vores unger at håndtere nedtur, hvis vi livet igennem har skjult vores egne? Hvis vi har lært dem at alt svært skal skjules, gemmes af vejen, pudres og druknes i en perfekt avocadomad på palæobrød.

Jeg melder mig skyldig. Jeg fremviser selv den perfekte avocadomad, den smukkeste bountystrand, det misundelsesværdige hjem. Men jeg viser også alt det svære – sorgen, frygten, sygdom, frustration.
Så er der selvfølgelig de hemmeligheder, der gør så ondt, at jeg skjuler dem og tænker: ’Hvis I vidste det, så ville I måske ikke kunne lide mig mere’.

Den største stopklods for ærlighed er frygten for, hvad andre tænker.
Fællesskabet er for vigtigt for os alle, fællesskabet er vores overlevelse. Men i det sekund vi håndplukker ét sekund ud af døgnets 86.400 sekunder og udstiller dét, er det ikke længere et spejl af virkeligheden. Men den forhammer, der banker andre i hovedet med at: ’Du er forkert’.

En menneskelig røvtur kan nemt gemmes bag et billede af en hjemmebagt kage. Men det ødelægger fællesskabet og stjæler vores mulighed for at række ud efter hinanden – for at hjælpe, hvilket ellers er vores natur. Og det får vi kun mere forloren lykke og ensomhed ud af. Derfor har jeg endeløs respekt for Lotus Turell og Sebastian Klein.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010