Tilbage til siden

Skrevet

23 år

Det her “skyldes” en sjov kædeleg fra Facebook. Jeg likede en beretning fra en veninde om et år i hendes liv. Så fik jeg “som opgave” at beskrive mit 23 år. Den “lille” beretning skal bloggen da ikke snydes for!

Kom med mig, en 40 årig kone, down memory lane!

Da jeg var 23 år gammel boede jeg på Østerbro i en lille andelslejlighed. Szhirley og Annie var mine underboer og derfor elskede jeg at bo der. Szhirley var skør og sjov og lidt min lillesøster, Annie var elskelig og passede lidt på mig. Det kostede 1800 kr om måneden at bo der og jeg havde kun lige råd. Til gengæld havde jeg ikke nogen telefon. Andelen kostede 58.000 med forbedringer. Mit foretrukne transportmiddel var side by side old school Bauer rulleskøjte. Jeg var pivlækker, havde ring i navlen, slank som en ål og gik i costum made læderbukser fra bøsseskrædder i pisserenden de var skåret så lavt at Steven Tyler ville være misundelig.

Jeg synes det var så eksotisk at bo i byen. Jeg boede på Langøgade og hver gang jeg kom ned på Jagtvej, havde jeg den skønneste pulserende fornemmelse af at bo på Manhatten. Jeg elskede at gå på vaskeri, jeg drak danskvand fordi jeg synes det var voksent. Jeg hader danskvand. Jeg søgte ind som kaospilot og blev ikke optaget. Jeg spiste mange chokoladekiks den uge for at dulme sorgen. Jeg kunne have været en god kaospilot. Måske blev jeg det alligevel, på min egen måde.

Væggene i mit soveværelse var malet orange med svamp. Stuen var lilla. Det var så pænt. På væggen hang et citat af H.C Andersen, en tegning med skriften “JEG ER I ITALIEN”, han var nede for at besøge Thorvaldsen. Jeg elsker at rejse og elskede billedet, jeg købte det engang på kulturnatten, jeg har det endnu. Møblerne var store og tunge. Jeg havde petroleumsovn men ingen penge til petroleum, så om vinteren var jeg ikke så meget hjemme. Lejligheden havde en altan som var ved at falde ned, den matte jeg ikke bruge. Derfor kunne man jo godt snige sig til at sole lidt på den. Nicolai Coster Waldau og Jesper Lohmann var mine genboer, der var god udsigt.

Om torsdagen så jeg Beverly Hills sammen med Lene i det kolletiv hun boede i på Malmøgade. Inden det startede valgte man en person fra serien, og hver gang den person man havde valgt, tonede frem på skærmen drak man en slurk at sin øl. Hvis man ville være stiv var Brandon et godt valg. Når vi var fulde nok tog vi på Park.

Jeg arbejdede som receptionist hos Bureau Veritas på Østerfælled Torv, lige ved Park. Nogle gange når jeg gik hjem kl 06 om morgenen for lige at bade og gå direkte på arbejde, mødte jeg de af mine kolleger på parkeringspladsen ved Gunnar Nu Hansens Plads, dem som mødte tidligt ind. Så havde jeg lige en halv time til at blive ædru og herefter 8 timer med “Bureau Veritas Goddag”.

Jeg kedede mig bravt i den reception. Der var ligesom ikke noget internet, men man kunne ringe ind til folketinget og lytte med hvad der foregik der, det gjorde jeg en del. Jeg må have været desperat! Engang imellem fik jeg forviklet telefonledningerne forkert, så ringede direktøren ned og spurgte hvorfor HELVEDE han havde Poul Nyrup Rasmussen “i røret”…

Mange af mine venner var startet på universitet. Jeg var ikke rigtig med i loopet. Men jeg var kæreste med Frank, en smuk mulat fra Oberrimsingen i Sydtyskland. Vi tomlede lidt frem og tilbage. Jeg elskede ham men var lidt ærgerlig over at jeg ikke forstod hvad han sagde. Han var (er) meget smuk. Efterhånden som jeg forstod var han sagde, var han ikke helt smuk nok. Så tomlede han slukøret hjem.

Efter Bureau Veritas blev jeg bartender I Nyhavn. Jeg synes ikke jeg fik nok i løn så jeg regulerede selv lønnen. En whisky kostede 20 kr. En irish coffea kostede 65 kr. Men personalekaffe var gratis og blev ikke målt. Jeg solgte mange irish coffea som blev slået ind som en whisky. Det var en god forretning. Undskyld. Engang i en brandert, på rulleskøjter, forvildede jeg mig ind på baren, der stod en smuk gammel messingventilator. Mine veninder og jeg klippede ledningen over med en saks, så gik al strømmen i baren, jeg tog ventilatoren under armen og rullede afsted på brostenene. Nu står den på mit skab i soveværelset og er smuk. Og fyldt med beskidte minder!

En gang da jeg var på arbejde i Nyhavn, kom der en rumænsk forhutlet mand og spurgte om jeg vidste hvor der var et billigt hostel. Han lavede gadeteater for at tjene penge til mad. Jeg gav ham og hans 5 venner, nøglen til min lejlighed og da jeg kom hjem sad de trætte og sultne inden i stuen. Jeg lavede tomatsuppe til dem af flåede tomater og fik dem i bad. Det er jeg stadig stolt af den dag i dag. Det skulle man gøre noget mere.

Anne min bedste veninde boede i hele verden på modelmåden. Vi skrev breve til hinanden. Vi tog pis på hinanden. Jeg skrev om mit liv i København. Hun hang lidt ud med George Michael, var på forsiden af Vogue og sådan. Hun sendte mig en brev på 6 sider. Side 4 manglede. Nederst på side 3 stod der, NU SKAL DU HØRE DET VILDSTE, og så ….. side 5. PIS. Jeg slog kolbøtter af spænding, indtil hun endelig lod mig vide at der slet ikke fandtes en side 5.

Jeg havde mange kærester, de fleste forhold varede I 9-14 dage max. Det var fandens sjovt at være 23 år…


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010