Warning: session_start(): Cannot send session cookie - headers already sent by (output started at /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php:3) in /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php on line 5

Warning: session_start(): Cannot send session cache limiter - headers already sent (output started at /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php:3) in /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php on line 5
Den usynlige kamp | Michelle Hviid
Tilbage til siden

Skrevet blogs.bt.dk

Den usynlige kamp

En Facebook-veninde skrev i går, at uge 43 (kræftugen) havde været en sej omgang at komme igennem for hende. Hun er en af de ufattelig mange, som fik kræft, hun er erklæret rask, men hun beskriver, hvordan hun aldrig bliver den samme igen.

Hun fortæller så fint, hvordan hun slås med det sværeste: at turde leve igen. At stole på livet.

Hun fortæller, hvordan kræften har stjålet hendes sorgløshed og i stedet givet hende andres angst.

Jeg tudede, da jeg læste det. Genkendelse. Jeg har ikke haft kræft, men det er det, alvorlig sygdom gør ved dig. Det mærkede jeg selv, efter at have været igennem et langt sygdomsforløb og genoptræning, da jeg fik en tumor i hjernen for snart et år siden. Det forstærker alt, også det gode. Det smukke er smukkere, men det farlige er også farligere. Den største sorg for mig er, at jeg også har stjålet frygtløsheden fra mine børn. Med jævne mellemrum skal jeg forholde mig til en 9-årig stemme, som siger: ’Godt du ikke døde, mor’. I samme sætning ligger der en sætning mere, jeg skal gribe. Nemlig det faktum – at hun ved – at jeg ikke er udødelig. Hendes frygt, som hun slet ikke burde have. Der burde være en minimums-aldersgrænse for det. Loven siger, du skal være 18 år, før du må køre bil. Ungerne er sgu ikke modne til det før. Det kan vi styre. Men ikke døden. Eller frygten for døden.

En alvorlig sygdom stopper ikke, den dag du bliver erklæret rask. Det næste forløb er, set med mine øjne, værre. Det er den usynlige kamp.

Jeg brækker mig over sætningen: ’Du skal være glad for at være i live’. Det er jeg sgu da også. Det kan du da selv være?

Nu forventes det med den største selvfølgelighed, at ’du er jo rask nu’. Og så skal man være noget for nogen, selv om man ikke engang kan finde ud af at være der for sig selv. Og man har brugt sin kvote af opmærksomhed, så man tør næsten ikke hviske, ’jeg har det rigtig skidt’. Det var nemmere i hospitalstøj. Og jeg har forstået, at det hele drejer sig kvalmefremkaldende meget om mig. Og det hænger jo ikke sammen med den lykkefølelse, der også er. Det faktum, at alt er smukkere. Når man må holde ind til siden, fordi trækfuglene er så smukke, og man tuder igen. Som også er sandt. Man har meget lettere til grin. Og gråd. Må jeg bede dig om en tjeneste? Så ring til en nu, som egentlig er ovre alvorlig sygdom, og spørg, hvordan han eller hun har det. Regn med at efterforløbet er lige så vigtigt som selve indlæggelsen. Det tager bare ti gange så lang tid. Eller mere. Spørg, hvordan de har det. Regn med, at det er usynligt. Giv dem lidt mere line, end du plejer, regn med, at mindst en af eftervirkningerne er uhensigtsmæssig. Eller endnu bedre, kør forbi – så er det nemmere at kramme.

Spørg, hvad de har brug for, det er måske noget helt andet, end du troede.

Selv er jeg blevet gladest for den favn, som tilsyneladende rummer et hav af tårer.

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010