Tilbage til siden

Skrevet

Hjem

 

For 2 år siden d. 1. dec flyttede jeg mit hjerte, mit hjem, mit håb og mine børn og mine drømme til Frederiksberg, på jagt efter hverdagskærlighed. Jeg startede med at hænge julepynt op, jeg ville skabe et hjem. Jeg satsede.

For 1 år siden lå jeg i fosterstilling og forstod ikke hvorfor verden drejede baglæns. Jeg græd mens jeg hængte pakkekalender op. Hvorfor elskede jeg helt alene, mit hjerte var ved at eksplodere af kærlighed. Jeg lyttede til “Det ordner sig, når tiden den er rigtig”. Jeg kunne ikke give slip og gik i 1000 stykker. For 1 år siden pakkede jeg det hele sammen igen og flyttede modvilligt og sorgfuldt. Jeg slog en jernring om mine børn. Indrettede den bedste midlertidige base jeg kunne opdrive. Fandt tilbage på sporet. Fandt glæden og mig selv.

Og nu. Nu. Jeg har vi pakket det hele igen. Med tumor og forestående hjerneoperation flytter vi tilbage hvor vi kom fra. Mine lejere flytter ud i dag og vi kan komme hjem til min egen lejlighed. Alle har hakket en hæl og klippet en tå for at vi kan komme hjem. Nøjagtigt 2 år senere – Full circle. Hjem.

Da situationen gik op for mig på Riget for ca. 3 uger siden, var min første opdatering “Resten af året vil jeg bede om hjælp”. Alle hjælper, jeg tager imod. Jeg tager simpelthen bare imod. For vi skal hjem. Jeg sidder i min stue med udsigt til alle mine jordiske ejendele – i flyttekasser. Ingen vemod, ingen sorg, bare lettelse over at vi når hjem inden jeg skal opereres. Og i spørger mig, hvornår, ikke endnu, men mig og mine ved godt hvornår.

I nat har jeg puttet mig i den stærkeste favn, jeg har ligget hele natten og lyttet til byen, vejrtrækning og tinnitus på mit højre øre. Finalen inden der bliver helt stille, tumoren trykker mere og mere. Min balance er udfordret og mit øre arbejder konstant. Det snart døve øre fylder meget i mig. Vi har danset og hørt musik og hvisket i 42 år. Råbt og sunget med. Det sidste det øre skal høre er kærlighed og rytmer. Og jeg har to, det ved jeg godt, men det er næsten ubærligt for mig alligevel. At miste hørelsen på højre øre er enormt sorgfuldt for mig. Imorgen tager mig og alle mine mennesker til DAD koncert sammen, jeg skal danse og lytte og kysse inden der bliver stille.

Jeg er lige gået hjem, krydset Frederikberg i støvregn. Jeg gik gennem Frederiksberg have og så trækfugle flyve over himlen mens jeg lyttede til musik. Jeg er ikke ked af det, ikke bange. Mest bare klar. Jeg gik forbi det hus hvor jeg pyntede op til jul for 2 år siden i en total lykkerus, det var okay. Alle gør det bedste de formår i enhver given situation og de to år har også været fulde af kærlighed og fis og ballade og Californien og Frankrig og venner og håb. Det eneste tilbageblevne spørgsmål er hvordan så meget kærlighed kan forvaltes så elendigt.

Igår spurgte min veninde, mens vi pakkede igen, om jeg havde fortrudt.

Nej, det har jeg ikke. Jeg tror jeg havde fortrudt mere hvis jeg ikke havde satset, og for evigt skulle tænke på hvad det kunne være blevet. Det kunne have flået mig midt over for alvor, tror jeg. Jeg har lært så meget, følt så meget, levet så meget. Ikke bare de sidste 2 år, men de sidste 42 år. Det er en stor glæde for mig, nu hvor alt bliver vejet dagligt. Og hvis det ikke var de beslutningen jeg havde taget de forgange to år, så havde jeg bare taget nogle andre. Livet. Du ved. Faneme vildt. Livet.

Jeg har altid fløjet højt på lykkeskalaen, med fare for at falde dybt. Sådan kan jeg nok bedst lide det. Prisen for en tur på den lyserøde sky er altid faren for et fald i kulkælderen. Men minderne og følelserne fra den lyserøde sky vinder altid. Jeg kan sagtens finde ud af den kulkælder. Så jeg tør og jeg tør igen. Jeg tør stadig og det er mit held. Det er mit held at jeg slet ikke tør at lade være.

Oppe i skyerne. Nede i kulkælderen. De sidste 3 uger kan jeg nå at køre hele følelsesskalaen inden for et døgn. Faktisk indenfor ganske få minutter. Jeg kan græde af grin, sukke af fryd for 2 minutter senere at hulke af angst. Og det må jeg godt. Jeg reagerer sundt på noget usundt.

Tak til alle. Alle som kommer med flyttekasser, aftensmad, flyttemad, skruetrækkere, yoga, smykker, kærlighed, knus, latter, te, overblik, massage, øjenkontakt, håb. Tak. Jeg føler mig så afsindigt elsket og omringet at jeg godt tør falde. Nu skal jeg flytte hjem. Jeg skal pynte op til jul.

Preassure creates diamonds. I dag skal jeg hente min nye ring. En stor smuk sort usleben diamant i en ring fra Rough Diamonds. Den betyder alt for mig. Den symboliserer råstyrke. Mig.

Sanne / Hjem

der er intet der sker uden en grund
var der nogen der fortalte mig
dengang jeg var ung
og jeg har prøvet alt
og selv hver gang jeg faldt
rejste jeg mig op igen
og jeg kan vise ar
på min krop og på mit’sind
jeg har prøvet alt
jeg har prøvet alt

som et vers der fandt sin sang
står jeg her og selvom vejen – den var lang
så er jeg kommet hjem
så er jeg kommet hjem

der er intet der lokker mig tilbage
ud af dette øjeblik, denne time, denne dag
for jeg er landet her
og jeg er præcis
hvor jeg skal være
jeg er ved at finde frem
til det menneske jeg er
jeg er ikke bange for at fejle mere
lever man, er det jo hvad der sker

som et vers der fandt sin sang
står jeg her og selvom vejen – den var lang
så er jeg kommet hjem
som et vers der fandt sin sang
står jeg her og selvom vejen – den var lang
så er jeg kommet hjem

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010