Tilbage til siden

Skrevet

Uforglemmelige 2012

365 dage. 365 vilde dage. 2012. Hold da op, sikke et år…

Jeg røg ind i en maj måned så lyserød, at mit hjerte satte et ”Do not disturb” skilt på alle døre, som ikke rimede på Morten. I juni savnede jeg ham så meget, efter 10 dages laksefiskeri i Rusland, at jeg fløj til Oslo, bare for at se og overraske ham, 3 timer før forventet sammensmeltning i Kastrup. Det sekund vi fik øjenkontakten i Oslo lufthavn, glemmer jeg aldrig.

Jeg fyldte 40 år. Jeg inviterede alle jeg havde lyst til at feste med, til min 40 års fødselsdag. I ugerne op til min fødselsdag skete der en lang række usandsynlige ting. En perlerække af tilfældigheder, som er en film værdig.

Jeg var så dedikeret til min løbetræning, at vigtige møder blev glemt. En formiddag løb jeg bakke / intervaltræning i Ulvedalene, jeg fulgte skovens udvikling fra vinter mod forår, og den dag så jeg rådyr og var lykkelig. Altså lige indtil jeg kom i tanke om et vigtigt møde på Ekstra Bladet, som faktisk var startet for 5 minutter siden.

Sådan gik det til, at jeg troppede op til et vigtigt møde, kampsvedig og i træningstøj. Jeg var 10 forvirret på 10 skalaen, men faldt hurtigt til ro, da jeg blev budt velkommen – af Morten. Jeg vidste, sekundet jeg så ham, at han ville blive min bedste ven. Jeg vidste det bare.

Ugen efter spiste jeg aftensmad i hans havestue på Frederiksberg, med udsigt til et smukt blomstrende pæretræ.  Jeg var ved at lære min nye bedste ven at kende. Men pludselig kunne jeg kun se hans læber. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, jeg kikkede bare på de læber som hypnotiseret. Jeg blev stjerne forvirret,  det var første gang jeg var tiltrukket af en mand, i meget meget meget meget lang tid. Jeg tog flugten og skyndte mig hjem. Men først smækkede jeg Morten ude af hans eget hus.

Heldigvis blev jeg hurtigt suget derover igen. Og igen.

En uge senere fyldte jeg 40 og Morten kom. Han kom! Fuldstændig ny i trafikken kom han, og hilste på samtlige 80 gæster, her i blandt mine forældre og mine børn. Jeg lovede at vi kunne flyve under radaren. Jeg løj. Da alle var kommet  proklamerede jeg: ”Jeg er forelsket, han hedder Morten og han er her faktisk!”

De første 14 dage efter første kys, kørte jeg til Hortensiavej hver dag. Bare for at tjekke om det virkelig passede. Bare for at se, om han virkelig var så fantastisk, eller om han kun fandtes i min fantasi. Jeg gik i panik når vi var for langt væk fra hinanden. Jeg faldt til ro hver gang vi fik øjenkontakt. Sådan er det stadig. Og nu bor jeg her. Ikke alle mine ting er flettet ind endnu, men det gør ikke så meget, for jeg er kommet hjem.

Min søn voksede mig over hovedet. 14 år gammel, det var lige kækt nok men også ret uundgåeligt. Jeg kikker på ham hver dag og undrer mig. Min lille dreng. Min lille pige kan snart læse. Hverdagsmirakler som betyder uendeligt meget for mig. Jeg elsker at være deres mor.

Jeg rejste til Indien og grinede til jeg fik ondt i maven. Jeg så en hval. Løb langs med havet i stjerneskær. Badede i en flod langt inde i junglen. Og grinede mere. Sjældent har jeg grinet så meget som i Indien.

Jeg løb det maraton og lærte at de 42 km ikke er slemme, det er de 150 træninger op til som er selve præstationen. Det var en fed dag og jeg nød at have familien med. Jeg skrev min bog. Jeg gjorde mig umage og er stolt af den. Den røg i 2. oplag, blot 6 uger efter første udgivelsen og jeg er meget stolt. Tilbagemeldingerne fra mine læsere er som nektar. Jeg holdt mere end 60 foredrag, lige som jeg drømte om. Jeg blev dygtigere. Skarpere.  Men jeg blev også rundere og mere rummelig mentalt. Jeg tog børnene med til Afrika og da jeg løb i mål i Berlin d. 30. sep, havde jeg nået alle mine mål. Jeg blev overvældet og sårbar.

Og den sårbarhed er den hemmelige ingrediens. Jeg overgav mig til mig selv. Jeg holdt op med at slås med mig. Jeg begyndte at samarbejde. Jeg lavede aftaler med mig, og holdt dem. Jeg sagde fra i stedet for at løfte ting jeg ikke kunne bære. Jeg bad om hjælp og fik det. Jeg fik mere hjælp end jeg overhovedet nogensinde havde forestillet mig muligt. Aldrig har jeg været ærligere overfor mig selv. Og det er det som er hemmeligheden.

Tak til alle som var der for mig. En perlerække af gode mennesker. Ingen nævnt ingen glemt. Altså på nær min Mor og Udde. Jøsses. TAK. Hold da op. Jeg mangler ord. Hvordan takker man for så meget? Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg tror i har englevinger, jeg tjekker næste gang vi ses! Snart forhåbentligt.

Jeg har grædt meget, også i 2012. Men mest af lykke. 2012. Jeg er dig så evigt taknemmelig. 2013, du har meget at leve op til. 

Snapshots fra a damn good year!

 Er du single og vil du med til fest nytårsaften så tjek www.runningdinner.dk


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010