Tilbage til siden

Skrevet

TAK!

Kære Mor og Kære Udde (Mor 2)

Jeg har nået meget i dag. Jeg har sovet længe. Sludret med min kæreste. Holdt to møder uden at løbe stresset mod døren – midt i mødet. Jeg har svaret mange mails. Genvundet overblik over et par projekter, som ærlig talt trængte til mig. Jeg har løbet en tur, det trængte jeg til. Jeg har snuppet et karbad så længe at vandet blev koldt. Jeg kikkede bare ud i luften og NØD at være alene. Og så har jeg fået en god ide. Tænk, jeg har endda downloadet Søren Huss nye plade, og haft tid til at lytte den, lytte til teksterne – ALLE teksterne altså. Jeg har fordybet mig i den. Sådan som jeg altid gjorde da jeg var teenager.

Og ved I hvad, Agnethe og Udde, det kan jeg takke jer for. Fordi I har taget min lille FIS af en hoppebold med til Sverige. På hyttetur med fætter og kusine og 2 mormødre. Derfor.

Og når hun ringer hjem, den lille fis, og fortæller at hun får alle sine livretter til aftensmad, og at hun ikke skal rydde glimmer op inden hun spiser. Om hvordan hun simpelthen må spise aftensmad midt i alt glimmeret og sakse og lim, og at hun deler seng med sin STORE kusine! Når hun ringer hjem, og fortælle løs, med stemmen fuld af lykke, så bliver jeg afsindigt taknemmelig. Hun kunne ikke have det bedre.

Var I der ikke, var min dag helt anderledes. Så havde projekter stadig været lettere svigtet, løbeturen var ikke nået, til gengæld ville jeg have en lille knude i maven, over at jeg ikke bare kunne holde helt fri, og KUN være mor.

Tak. Tak fordi I tager min opvask. Tak fordi I kører mig til Viborg klokken kvalme om morgenen. Tak fordi I tømmer mit køleskab for kemikalier (der engang var mad), tak fordi I fylder mit køleskab med alverdens lækkerier. Tak fordi I bliver blinkende lilla i hovedet, når jeg bilder alle ind at I er mine lesbiske mødre. Det holder aldrig op med at være sjovt. Tak for god ro og orden i altankasser. Tak fordi I konstant redder mig.

Intet er sværere for mig end at bede om hjælp. Intet. Tak fordi I er et skridt foran. Jeg er voldsomt taknemmelig. Det er mere end fantastisk og jeg tror der findes en særlig plads i himmelen til jer to. TAK!

Kh Michelle

Stemningsbillede fra Kamilles efterårsferie i Sverige

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010