Tilbage til siden

Skrevet

Engel vs Djævel

På min ene skulder sidder der en yndig og bly prinsesse. Hun vil behandles med respekt af en mand. Hun vil gerne kurtiseres og inviteres ud, på en galant og gentlemanagtig måde naturligvis. Hun kan, på et sekund, kassere selv den bedste mand på en lille bitte fejltagelse. Prinsessen kan fx ikke lidt mænd som skriver ”smiler” i en sms, han får det røde kort omgående. Prinsessen på skulderen taler faktisk ikke med hvem som helst, og hun spiller fornærmet på kommando.

Herfra skal mine forældre ikke læse med mere. Farvel med jer.

På den anden skulder sidder der en djævel. En lille fræk forførisk satan af kaliber. Hun interesserer sig sådan set ikke særlig meget for manden. Faktisk er hun end ikke synderligt interesseret i at tale med ham. Hun vil have lyset tændt og øjenkontakt. Han behøver helt sikkert ikke at behandle hende med respekt, faktisk foretrækker hun, hvis han ikke gør det. Hende holder jeg (i mangel af bedre) i stramme tøjler. Problemet er bare, at hvis jeg spærrer hende inde, for længe af gangen, så bryder helvedet løs a la ”Utidig – taken to the next level”…

Prinsessen kan godt lide at fjernkommunikere med mulige bejlere. Og ikke lade det komme til et reelt møde. Det er jo superhyggeligt med lidt ”tænker på dig” , ”håber du har sovet godt” sms´er. Hver gang sms´erne bliver lidt for konkrete, a la ”hvad med på lørdag”, så løber prinsessen op i sit tårn og gemmer sig. Hun vil faktisk kun tale med ham, som dræber dragen og trænger helt ind i hendes hjerte. Djævelen på den anden skulder vil gerne mødes og have øjenkontakt…

Men sagen er jo den, at mine drifter (uha prinsessen protesterer og vil slet ikke sætte i forbindelse med det ord: drifter eller endnu værre ”liderlig”), nå men sagen er jo den, at mine drifter, ikke forsvandt den dag jeg blev single. Men det gjorden manden. Og mandens krop. Den lille satan på den anden skulder, husker ganske tydeligt hvordan det føltes og hvordan det smager af mere. Men den indre prinsesse bliver afsindigt stresset og kæmper imod.

Min indre djævel danser frækt til Darling Nikki (Prince) og prinsessen drømmer sig væk med Rasmus Seebach. Personlighedsspaltning.

Et af de få steder hvor prinsessen og den lille satan samarbejder, er i forbindelse med shopping. De kan hurtigt blive enige om at købe noget lækkert, smukt, romantisk og djævelsk frækt lingeri. Gode samarbejdsevner der. Problemet opstår først bagefter, når kampen om HVEM som må ”se det lingeri” (læs: pille det af) begynder. Lige i den situation VIL prinsessen bestemmer og det driver djævelen til VANVID!

”Kan det virkelig passe?” spørger jeg mig selv. År 2012, næsten 40 år gammel. Men ja, det er SGU rigtigt. Jeg er i kæmpe indre konflikt. Det er vist en ældgammel fænomen. Jeg påstår at jeg er frigjort, men handler jeg som en frigjort kvinde, dækker jeg over mine handlinger. Eller måske er jeg bare blevet enormt nærig med mig selv med alderen?

Nu har jeg været single i 4 måneder. Indtil videre har prinsessen stadig taget i mig. Men faktisk begynder jeg at glæde mig, til min indre satan tager over. Jeg tror hun har mere handlekraft. Prinsessen drømmer bare om at dele livet med den eneste ene. Og når han dukker op er det helt anden sag. For når først der er kærlighed involveret, så smelter min lille prinsesse og min indre djævel sammen, så bliver jeg igen hel. Dem som intet har at skjule skjuler intet.

Kender du den konflikt?


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010