Tilbage til siden

Skrevet

Totalarrogant

Kære Totalkredit,

Engang for 100 år siden mødte min veninde og jeg nogle italienere på strøget, vi inviterede dem med hjem og af en eller anden årsag begyndte vi at spille Matador.

Vi synes vi stod lidt bedre, hvis vi var lidt kreative i vores oversættelser. Fx blev “Dine obligationer giver overskud og du kan inkassere 10.000kr” i vores oversættelse til “Du er landet på en grund med hotel på og spilleren til højre for dig (som var en af os) skal have 10.000kr”

Frit efter min hjerneskadede hjernes hukommelse. En ting er helt sikkert, vi var ikke fair, vi ændrede reglerne undervejs i spillet efter vores forgodtbefindende.

Den var sikker, de tabte hver gang og vi vandt. Så sjovt. For os.

Det har jeg tænkt en del over siden at i ændrede mine afdragsbetingelser. På en helt ny aftale, baseret på et budget som i selv insisterede på.

Jeg har lige været alvorligt syg, med en tumor i hovedet, da jeg først overlevede det, blev min lille familie, hvor jeg er selvstændig og eneforsørger, ret hårdt ramt økonomisk, af min manglende evne til at arbejde.

Men jeg fik kæmpet mig tilbage og i fornyede mit lån, i januar mener jeg, og min og mine børns glæde over at kunne blive boende, var stor.

Det lod sig kun lige gøre, at lave et budget i kunne godkende, og min økonomiske kamp er ikke slut. Jeg vender hver en krone.

Nu har i hokus pokus ændret vilkårene, reglerne, få måneder efter vi indgik aftalen. Jeg har svært ved at tro at i ikke vidste det allerede dengang?

Min søn fylder 18 år i august. Jeg havde lovet ham et kørekort hvis han ikke røg. Han har holdt sin del af aftalen, jeg kan nu ikke holde min.

8.000kr om året er en mindre formue for mig.

Så vidt jeg forstår, holder jeres forklaring på stigningen ikke rigtigt vand? Jeg forstår at jeg skal medfinanciere en børsnotering og jeres imponerende lønninger? 12 millioner kr om året til jeres direktør, men så solgte han selvfølgelig også sin moral.

Det siger jeg til min søn, når jeg prøver at forklare at det bliver umuligt for mig at holde en 12 år gammel aftale.

Men i er jo de store, og jeg må bare klappe hælene sammen og være taknemmelig fordi i vil handle med mig?

Øv!

Kh Michelle


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010