Tilbage til siden

Skrevet

Uden faldskærm!

“Fik du ingen signaler?”  Netop DET har jeg spurgt alle de af mine venner om, som har været igennem en nedsmeltning på et tidspunkt i livet. Og jo de fik signaler. De fik så mange signaler at de måtte iføre sige høreværn og blindfold for at blive ved med at sidde signalerne overhørigt. De gjorde det alligevel og ramte livet hårdt. Pyt, de har det fint nu.

Fik jeg nogen signaler da jeg var på vej ind i mit store nedbrud, i forbindelse med min skilsmisse for 4 år siden, ja, jeg fik meget tydelige signaler. Jeg blev den værste udgave af mig selv. Værre end jeg troede muligt. Jeg opførte mig frygteligt. Jeg tyrede en telefon efter min exmand, jeg græd ikke over det hul telefonen lavede i døren til badeværelset (det hul lever stadig, altså i døren), næe, jeg tudede fordi jeg ikke ramte ham!

På et tidspunkt kunne jeg slet ikke kende mig selv. Hverken i spejlet eller i hjertet. Jeg kunne til gengæld kaste op på kommando, jeg havde bare svært ved at finde anvendelse for det. Slutteligt kastede jeg en lakseanretning i hovedet på ham, på en restaurant, og blev skilt. 2 år for sent (Vi havde bare ikke været gift i 2 år)

Jeg har til dato aldrig kastet noget som helst efter nogen som helst andre end ham. Jeg gik til psykolog og fortalte at jeg var blevet sindsyg. Hun mente nu, at hvis han var den eneste, som kunne få den reaktion frem i mig, så gik han nok over mine grænser, og da man ikke kan fjernstyre de andre, så styrede jeg mig selv væk. Det er det sværeste jeg har præsteret til dato. Det var anden gang jeg endte alene med et lille barn. Det var ikke til at bære, men slutteligt valgte jeg mellem pest og kolera og fik i stedet lykken. Interessant hva!?

Iøvrigt har de fleste af de bedste mennesker i mit liv, været igennem en eller anden form for nedsmeltning, det har nemlig alle dem som lever, tør og gør. De slår sig undervejs. Pyt. Netop derfor er de mine venner. Jo. Jeg elsker dem for det. Jeg tror på livet og har derfor budgetteret med et stort antal tårer. De skræmmer mig ikke. Men jeg behøver ikke gå komme helt derud igen, derud hvor jeg kan kaste op på kommando. Så jeg lytter efter signalerne. Jeg handler på dem lææææængeeee inden det bliver alvorligt.

Jeg er opmærksom på selv de mindste signaler. Jeg har indgået en pagt med mig selv. Jeg har skrevet et manifest for hvad der er vigtigt i mit liv. Jeg vil, blandt meget andet som du snart kan læse i min bog, leve (mest) lykkeligt. Jeg insisterer på at udvise det mod som det kræver at leve ærligt. Helt ærlig og også når det bliver usikkert og farligt. Måske endda især der!

Og helt ærligt, jeg har for meget om ørerne. I sidste uge knaldede jeg røret på da en af mine Running dinner deltagere ringede. Min veninde gjorde mig opmærksom på at det ikke var helt normalt. Nå. Jeg magtede ikke lige den samtale. Slut. Men det er selvfølgelig ikke en holdbar situation. Men hey,

  • Jeg er single mor til to teenagere på hhv 5 og 13 år. Jow jow, den 5 årige er skam teenager, jeg har meget fremmelige børn ……! – Elsker dem.
  • Jeg  er ved at skrive en bog – elsker det.
  • Jeg driver Runningdinner.dk – elsker DELE af det.
  • Jeg har en klumme i Ekstra Bladet – elsker det.
  • Jeg er kærlighedsminister på P4 hver lørdag i ”Så har vi balladen” – elsker det.
  • Jeg holder foredrag – elsker det.
  • Jeg blogger her på Michellehviid.dk – elsker det.
  • Jeg vasker strømper, leder efter de strømper som forsvinder.
  • Jeg handler ind, laver mad, vasker op, handler ind. De unger er jo sultne flere gange hver dag???
  • Jeg træner ca 5 gange om ugen men mod et maraton. Love it, det sluger meget tid.
  • Jeg ser mine venner meget. Jeg har gæster flere gange om ugen. – Elsker dem.
  • Laver velgørenhedsarbejde. – Elsker det.
  • Jeg rejser meget. Faktisk har jeg har været på 10 rejser det sidste år, Kenya, Cap Verde, Indien, Egypten, Paris, New York, Marrakech, Grækenland, Tyrkiet, Maldiverne. Det med landende er ikke så vigtigt for sammenhængen i denne her blog, det er bare blær. Elsker at rejse.

Men jeg begynder at modtage signaler. Jeg har haft et par nætter uden søvn i løbet af den sidste måned. I tirsdags, da det var tirsdag for alle jer andre, var det onsdag for mig. Det viste sig at i havde ret, det var tirsdag, det var sindsygt forvirrende og jeg punkterede også. Endnu et signal om at stoppe op? Jeg lytter efter signalerne. Jeg tager konsekvensen af det. Jeg skal ændre noget.

Og da jeg jo prædiker ”Walk-the-Talk” så må jeg hellere også selv ”Walk-the-talk”. Noget skal væk fra mine skuldre. Det sikre ville være at fjerne det som genererer mindst penge. Men det er tit det jeg synes er sjovt. Og jeg vil, jeg INSISTERER endda på, at lave noget som er sjovt!

Så jeg har taget det kloge valg, at forære min virksomhed, Runningdinner.dk, til nogen som kan drive den videre på en bedre måde, end jeg lige nu er i stand til. Det er så også mit sikreste økonomiske kort som jeg gambler med. Men det er det jeg har gjort. Jeg har bedt nogle andre om at drive Runningdinner.dk videre. Jeg skal stadig være med til at produktudvikle, kommunikere og det som jeg synes er sjovt – det er jeg GOD TIL. Men de bestemmer nu, det er nu deres til at gøre med hvad de  vil. Jeg har selvfølgelig valgt nogen som vil noget dejligt, det er klart.

Jeg har flyttet mig selv væk fra roret. Det skulle jeg have gjort for længe siden, jeg stod faktisk i vejen. Der er tusinde praktiske ting nu som anpartsaftaler, procenter, bilag og flere kedelige ord og udtryk jeg ikke forstår. Jeg har meldt mig 100% ud. De bestemmer fra og med mødet sluttede i dag kl. 12.30. Jeg stoler på dem, det og processen. Jeg har aldrig været mere svævende og tryg. Helt tryg!

Har forladt processen. Men stoler blindt på at mine arvtagere finder en fair løsning. Jeg får meget hurtigt tal i den gale hals. Jeg vil hellere lukke ned end gøre klar til salg. Jeg har sat mig ned ved børnebordet og overlader processen til de voksne. Jeg glæder mig til kun at have ansvar på de dele af processen som jeg virkelig mestrer og nyder. Modellen, den kender jeg ikke.

I dag er en stor dag for mig. Jeg har taget en stor beslutning. Det føles genial i hjertet. Tiden viser vejen. Jeg har det godt. Bedre end nogensinde faktisk. Men det er ikke kun pga i dag. Jeg har taget ansvar med 1000 km/t det sidste halve år. Det giver mening, jeg får det bedre og bedre.

Jeg kan se allerede nu på forskellige reaktioner på min beslutning, at andre ser det her som et udtryk for at jeg har brug for ro, er stresset, I bekymrer jer for mig. Det behøver I virkelig ikke, jeg er IKKE stresset. Jeg har det godt. Jeg har bare taget en modig men nødvendig beslutning. Det betyder i virkeligheden intet på den lange bane. Jorden drejer rundt uanset hvad jeg fiser rundt og laver. Og faktisk tager jo netop bare ansvar med rettidig omhu. Jeg har det virkelig v-i-r-k-e-l-i-g godt. Jeg vil gå så vidt som til at sige, jeres eventuelle bekymringer handler IKKE om mig……

Kh Michelle.

Meget tæt på 40 år men endnu ingen tegn på panik!

 


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010