Tilbage til siden

Skrevet

Min krop

 

Jeg er næsten 42 år gammel. Jeg har født og ammet to børn for hhv 15 og 7 år siden. Jeg er 180 cm høj. Jeg vejer 82 kg. Mit BMI er 25,3. Jeg har altså lige nøjagtigt krydset grænsen fra at min vægt er passende, til at jeg faktisk er overvægtig. Nå?

Jeg bruger str. 42-44 for oven og str. 42 for neden. Jeg kan ikke købe tøj i de fleste helt almindelige forretninger. Mine skuldre er for brede, mine bryster er for store. Jeg er en freak? Jeg har lige fået syet 3 kjoler i Thailand, simpelthen fordi jeg ville have 3 kjoler som passede mig perfekt.

Min vægt svinger, lige nu er jeg vel på den midterste etage på min elevatorvægt, jeg er på vej ned. Det er fint. Det går mig ikke så meget på når jeg er på vej op. Hvis det går mig på, gør jeg noget ved det. Den eneste regel er, at man ikke må brokke sig, hvis man ikke gør noget ved det.

Jeg er sund. Spiser sundt. Jeg er stærk. Dyrker yoga 3 gange om ugen, løber jævnligt. Jeg er nok nok temmelig gennemsnitlig. Det eneste som måske ikke er særlig gennemsnitligt er, at jeg har galopperende storhedsvanvid mht om jeg er lækker. Det synes jeg faktisk at jeg er.

Jeg er ikke specielt forfængelig og går helst uden makeup. Det som er vigtigt for mig det er, om jeg har sexappeal når jeg skal bruge det, og det har jeg. Det ved jeg. De kommer altid tilbage i håbet om at få lidt mere. Det betyder mere end om jeg tøffer rundt på hverdage i slasketøj.

I december var jeg ud at spise med min datter på Sticks´n´Sushi. Hun fik nogle farver og et papir hvor hun kunne lave en tegning. Hun havde muligheden for at vinde en t-shirt. Hun lavede den fineste tegning af et juletræ, en stjernehimmel og nogle nisser. Jeg ville gerne beholde og gemme den tegning, Kamille ville aflevere den og vinde en t-shirt.

Jeg tilbød hende en byttehandel, jeg køber en t-shirt til dig, jeg får tegningen. Et godt tilbud forklarede jeg hende, eftersom at hun jo kun MÅSKE vandt. Hendes svar har kørt rundt i hovedet lige siden “Jeg vil aflevere tegningen, jeg vil forsøge at vinde den t-shirt, for hvis jeg vinder den t-shirt og har den på i skole, så er jeg sej!”

NEJ, NEJ, NEJ, NEJ, NEJ. Sej sidder ikke i en t-shirt.

Sej sidder i hovedet og i hjertet og i personligheden. Jeg har tænkt så meget over hendes svar og hvordan jeg skulle tackle den tilgang. Jeg tror på at børnene gør som vi gør og ikke som vi siger, det bedste jeg kan gøre, er at være et forbillede på, at det er handlinger der er vigtige, når vi måler os selv i livet.

Hvordan vi behandler andre, hvordan vi behandler os selv og hvordan vi tackler hvordan andre behandler os. Hvordan vi taler til andre. Hvordan vi taler til os selv. De fleste kvinder taler grimmere til sig selv, end de nogensinde ville tale til deres største fjende. Stop omgående!

I dag skal jeg holde foredrag på en presseevent for Dove. Med følgende emne:

“Vores mission ift. at hjælpe kvinder til et større selvværd omkring deres naturlige udseende. Fokus i oplægget skal være på kvinders lave selvværd/manglende evne til at rose sig selv – og en ”peptalk” med gode råd til, hvordan kvinder kan lære at værdsætte at være autentiske og sætte pris på deres skæve næser, store maver or what ever…”

Sjældent har jeg glædet mig så meget til noget. Jeg har seriøst overvejet at stille op nøgen. Jeg kommer helt klart uden make-up på. Måske i en af mine nye kjoler.

Jeg tror jeg starter med at sige noget om, at hvis jeg var en mand og skulle vælge mellem to kvinder, hvor den ene strålede “Du må gøre lige hvad du vil med min krop og jeg håber du gør det og jeg håber du gør det med lyset tændt og at du er ALL OVER me” ELLER “Se mig, min krop er perfekt og jeg er blændende bevidst om det”, så bilder jeg mig ind (og mænd er velkomne til at korrekse mig her, jeg holder alligevel fast i min egen overbevisning) at de fleste mænd helst vil have en krop som de må udforske og lege med, med eller uden en delle, med eller uden et strækmærke, eller ti.

Det er min filosofi og den virker rigtig godt for mig. Og hvis mænd ikke kan se det kvindelige og sexede og smukke i min krop, så er de slet ikke mand nok til mig.

Hvor er det sindsygt at være 42 år gammel, og mindes hvor vred jeg var på min krop dengang den faktisk var perfekt, da jeg tøffede rundt i hotpants med to meter lange ben i en størrelse 38 – men ikke tillod mig selv glæden ved at tro på at jeg var god nok, men slog mig selv i hovedet med mit tynde hår eller mine store str 41 fødder. Det er jo SINDSSYGT!

Min krop er ikke perfekt i det groteske billede vi får tæsket ind hver dag via medierne. Men den er perfekt for mig. Jeg kender hver en millimeter af den. Jeg ved nøjagtigt hvad den kan. Jeg ved nøjagtigt hvad den har lyst til og DET synes jeg er sexet. Når der er noget jeg er ked af gør jeg noget ved det. Det som ikke kan ændres, har jeg accepteret, det bliver så opslidende at slås med det umulige.

Når jeg tænker tilbage på de mænd som har imponeret mig mest, så er det dem som havde størst personlighed, mest selvironi, mest gennemslagskraft. Dem som var mest berejste, belæste, morsomme, fik mig til at grine. Mon ikke mænd har det på samme måde. Ellers kan de for min skyld gro lidt mere hår på brystet og komme igen når de er blevet mænd.

Jeg mener at have læst, at den største del af kvinders forfængelighed, er til ære for de andre kvinder vi omgåes, mændene er imponeret længe før vores veninder. Så start med at give et kompliment lige nu til din veninde, din kollega, din mor, din nabo. Når du har gjort det, så giv et kompliment til dig selv, hvis du har mod på det, så giv dig selv to!

Medierne forsøger at overbevise mig om at jeg er forkert. Det lykkedes i en lang årrække. Ikke mere.

Kh Michelle

Her er en selfie fra Thailand i fredags. Med fedtet hår, ingen make up, bare mig. Jeg elsker det billede og kikker granskende på det og konstateret at jeg har fået rynker, de er fine. Hvis jeg var en mand ville jeg knalde mig, for nu må jeg klare det selv :-)


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010