Warning: session_start(): Cannot send session cookie - headers already sent by (output started at /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php:3) in /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php on line 5

Warning: session_start(): Cannot send session cache limiter - headers already sent (output started at /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php:3) in /home/www/michellehviid.dk/wp-content/themes/michelle-hviid/functions.php on line 5
Kollektivt sindsyge | Michelle Hviid
Tilbage til siden

Skrevet

Kollektivt sindsyge

Kvinder får suget fedt fra røven og sprøjtet det ind i kinderne. Altså ude i virkeligheden. Det er noget som sker hele tiden i USA og oftere og oftere i Danmark. Det er jo fuldstændig sindsygt! Lige det med fedtsugningen er stadig kun for de få, men der er masser af eksempler på at den kollektive sindsyge især rammer den brede befolkning.

Jeg skulle i går holde foredrag på Comwell i Middelfart for en brancheforening. Jeg kom lidt for tidligt og sad og ventede i et loungeområde. På samtlige borde lå en lille grøn plastikdims som lignede rullet græs. Men altså af plastik. Fuldstændig uden funktion. Jeg kan tænke mig til at en eller anden har købt disse dimser og strøet dem ud over samtlige borde, fordi det har en pyntefunktion. De var hæslige.

De dimser fascinerer mig. En eller anden har tænkt dem, designet dem, formået at sælge ideen videre til en produktion. Det er simpelthen nogens arbejde at sælge dem, og endnu mere sindsygt at tænke på, nogen har købt dem. De er produceret i tusindevis og spredt ud over hoteller og hvad ved jeg, over hele verden. Jeg forstår det IKKE. Jeg er modstander af den dims.

De var ikke pæne. De kan intet. For mig kan de kun undre. Hvis det var mit arbejde at stå op om morgenen og sælge dem, så ville jeg hellere blive under dynen. De er, for mig, et klokkeklart eksempel på at man kører på fuldstændig autopilot, uden at have kontakt til hverken mave eller hjerte. Jeg kan ikke forestille mig at de er købt i en sanselig situation. Hvor man har kikket på dem, duftet til dem, suget duften helt ind i næsen med lukkede øjne, mærket dem med fingrene. Kikket på dem og vurderet deres skønhed.

Jeg tror købssituationen nærmere ser sådan her ud. Er der 48 eller 96 i en kasse? Vi tager 3 kasser. Og så er de strøet ud over bordene, i hast, af en som tænkte på hvornår hun havde fri. For sådan er virkeligheden.

Og hvordan kan det ske? Hele tiden og overalt. At vi kører på autopilot uden at mærke efter, snuse ind. Det er sgu da derfor vi får stress.

Det største og mest grelle eksempel på kollektiv sindsyge, er livsstilsygdommen “fedme” som i den grad er hver mands eje i den vestlige verden.  En kæmpe stor procentdel af danskerne har ikke knækket ”Kost og motions”- koden og det er jo fuldstændig sindsygt. Jeg var i årevis ude af stand til styre min kost og min motion. Jeg lykkedes endda med at bilde mig selv ind, at det var ok, at jeg var glad. At jeg havde styr på det. Men det var løgn. Jeg var ked af det. Jeg sagde nogengange nej til at mødes med mennesker jeg holdt af, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle tage på, eller fordi jeg ikke følte mig godt tilpas. Jeg bildte mig selv ind at jeg hellere ville være derhjemme. At jeg ikke havde lyst. Men det er jo LØGN. Det vigtigste der findes i verden, det ENESTE vigtige, er vores relationer til andre mennesker.

Jeg fik heldigvis nok, og da jeg ikke selv kunne finde ud af hvad der var rigtigt og forkert mht kost og motion, tog jeg en kvinde i hånden, Krisztina Maria, hun har knækket koden. Jeg købte hendes ekspertise og hjælp og startede fra en ende af. Og faldt i hullet og kravlede op igen, med Krisztina i hånden. Og jeg blev ved med at lade Krisztinas ord trænge ind i mit hovedet og efterhånden ned i kroppen. Jeg ved jo teoretisk set ALT om både kost og motion. Men tilsyneladende er det uendelig svært at koble teori og praksis.

Det ER SVÆRT at bryde sine vaner, men jeg har gjort det. Det er lykkedes. Du kan også. Jeg kan nu sige, med stor selvtilfredshed:  “Jeg er gode venner med min krop”. For første gang i 15 år er jeg gode venner med min krop. Når jeg vågner om morgenen og strækker mig, kan jeg mærker hver en muskel. Jeg kan mærke mig selv og det føles dejligt. Jeg føler mig stærk og sund. Jeg kikker på min ben og bliver glad. Min datter spørger hvorfor jeg aldrig går i kjole mere. Fordi jeg vil vise mine ben. Jeg glæder mig til det bliver sommer og jeg skal have bare ben og bare arme.

Hvordan kunne jeg i 15 år ikke finde motivationen til at passe på min krop. Det er jo SINDSYGT!? Min krop???

Førbilledet er fra nytårsaften 2008/9. Mit absolutte nulpunkt både humør og vægtmæssigt. Efterbilledet tog min mor i torsdags. Jeg er mere hel end nogensinde. Både humør og vægtmæssigt.

Hvordan kunne jeg nogensinde tillade, at jeg ikke var gode venner med min egen krop. I 15 år?? Det er jo fuldstændig SINDSYGT. Jeg er min krop. Hvis hjernen fungerer og kroppen ikke følger med, så er man vel i fængsel? Det er jo fuldstændig sindsygt. Jeg har, ligesom resten af befolkningen, altså den del som ikke har knækket koden endnu, fået tudet ørene fulde af gode fif om kost og træning. Jeg havde ikke noget sted at parkere alle de gode råd, så det var nemmere at kategorisere hele flokken ”som de frelste” mens jeg selv var i kategorien ”livsnyder”. Well. De frelste, I must say, de har fat i den lange ende. Og som tidligere livsnyder bliver jeg nødt til at afsløre, alt det lækre mad og sager, det smager endnu bedre, når man spiser det med god samvittighed fordi kroppen er gearet til det.

Jeg tillader ALDRIG igen at min krop bliver mit fængsel. Min krop er det vigtigste jeg har. Den bærer mit liv, min drømme, min oplevelser, min seksualitet. Jeg havde aldrig knækket den kode alene. Jeg holder stadig Krisztina i hånden, det bliver jeg ved med, til jeg er HELT 100% sikker på at jeg kan selv. Jeg har endelig fattet at vedholdenhed er den største udfordring. Altså at fortsætte. Og fortsætte. Resten at mit liv. Så jeg som 80 årig kan vandre rundt i Indien, ligesom den dame jeg mødte der i februar. Hun inspirerede mig meget.

Alle kan gøre det. Du kan gøre det. Jeg håber du gør det. Og hvis valget står mellem 14 dages ferie eller 4 måneder med en personlig træner (hvis det er det der skal til for at du kommer i gang), så drop den ferie. Prøv lige at kik på det i helikopter perspektiv. Et helt år i en krop du ikke er gode venner med, for 14 dage på en skøn ferie. Det  giver ingen mening.

Jeg holdt for nyligt et foredrag, hvor jeg fik sagt noget a la ”Jeg bliver ikke nervøs af at tale foran en forsamling, derfor synger jeg. For at komme ud af min komfortzone. Men nu har jeg efterhånden sunget så mange gange at sangen også ligger i komfortzonen. Det næste bliver vel at jeg begynder at holde foredrag nøgen”

For mig var det bare en joke. Til min vældig store overraskelse begyndte mændene i salen at huje og pifte. De ville gerne se mig nøgen. Det var en kæmpe overraskelse for mig. Jeg blev afsindigt overrasket. For jeg har været uvenner med min egen krop i 15 år, jeg skal lige vænne mig til at vi er venner!  Jeg ved med 100% sikkerhed, for første gang i mit liv, at vi ALDRIG bliver uvenner igen. Min krop er det mest dyrebare jeg har!

Træd ud af den kollektive sindsyge. Spis sundt. Tag vare på din krop. Prioriter det højt. Vær et godt forbillede for dine børn. Knæk koden. Knus.

Tak til Krisztina, tak til migselv. Jeg løb sidste søndag 10 km på 49 minutter. For et halvt år siden kunne jeg ikke løbe en kilometer. Til september løber jeg Berlin maraton.

For the record:

Du kan finde Krisztina Maria på Facebook her! Hun deler gavmildt og gratis ud af sin viden og hun er en stor motivator. Følg hende på Facebook, hver dag. Sug det ind. Og nej, der er ingen nogen smutvej. Det er er hårdt arbejde, men for SATAN det føles godt. Helt ind i sjælen. Sæt igang.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010