Tilbage til siden

Skrevet blogs.bt.dk

Jeg har arvet allerede

Hvis der er én krone tilbage, når mine forældre dør, så har de regnet forkert, siger de. Det passer mig fint. Jeg har arvet så utrolig meget fra dem allerede. Gå-på-mod, selvstændighed, beslutsomhed, ihærdighed, humor, selvironi. Kan man egentligt bede om mere?

Et enkelt eksempel var, da jeg som 27-årig kørte alene til Italien i bil med min lille søn. Inden afrejsen hjalp min far mig med at læsse bilen og mit selvværd. Han skrev en gul post–it lap, som jeg satte på instrumentbrættet. Der stod ’Hamborg, Frankfurt, Munchen, Verona, Peschiera’ – med den lap fandt jeg vej direkte til campingpladsen. Uden kort. Uden GPS.

I perioder har jeg da forsøgt at lave lidt oprør. Jeg flyttede f.eks. hjemmefra første gang som 6-årig. Pakkede lidt ting i min røde papkuffert og vandrede ud af landsbyen. Da jeg havde gået ca. 800 meter mødte jeg min far, der kom kørende mod mig i bil på vej hjem fra arbejde. Han holdt ind til siden, rullede vinduet ned og spurgte, hvor jeg var på vej hen. Stædigt forklarede jeg, at jeg var flyttet. ’Pas godt på dig selv’, han, inden han kørte. Uden mig.

Som enhver ordentlig teenager var jeg også tosset på mine forældre fra jeg var ca. 17-19 år. Mest fordi min mor ’tyggede irriterende’ og tilsyneladende var ligeglad. Og fordi de arbejdede for meget og prioriterede deres liv ’helt hjernedødt’. Og fordi de ikke lyttede til mig og min 17-årige livserfaring. Til min 40-års fødselsdag holdt mine forældre en tale for mig, hvor min mor afslørede, at det ’var svært at være Michelles mor på det tidspunkt’.

Noget decideret oprør blev det aldrig rigtig til. Men man kæmper – mere eller mindre bevidst – imod sin forældre indtil den dag, man er blevet 42 år gammel og falder i svime over en fugl i haven, tager de samme beslutninger og serverer nogenlunde den samme mad til aften. Kort sagt indtil den dag, det går op for én, at man er blevet sin mor.

Det var ikke det værste, der kunne ske – i mit tilfælde. Min mor er uddannet puddelhundeklipper fra Sidney i Australien. Uden at tjekke det op er jeg ret sikker på, at hun er den eneste puddelhundeklipper som sidder i bestyrelsen i en bank. Hun er også det eneste menneske, jeg kender, der som 60+-årig besluttede sig for at lære at tale tyrkisk – fordi hun insisterer på at tale med de lokale, når hun rejser i Tyrkiet – som hun elsker.

For nylig flyttede mine forældre ud i en skov i et bjælkehus. For herregud, hvad er det værste, der kan ske? Sneer de inde, der langt ude på landet, så slår de op i deres nye kogebøger og bager et stenalderbrød. Ellers må min far starte traktoren og rydde den 4 km lange grusvej. Huset var en ruin, da de overtog det – nu er det et eventyr værdigt. Haven var en losseplads. Nu er det en park. De har naturligvis lavet ALT – selv. Mine forældre er de yngste mennesker midt i 60erne, jeg kender. Jo ældre jeg bliver, des mere ser jeg op til mine forældre.

Der har været mange skriverier om, at meget velhavende mennesker i USA først lader deres børn arve, når de fylder 50 år, for at tvinge afkommet til at være duelige og produktive. Der er ikke meget i livet, der er mere tilfredsstillende end at nå et mål, man virkelig har kæmpet for. Den følelse kan ikke købes for penge.

Hvis mine forældre regner rigtigt, og der er nul kroner tilbage, når de dør, passer det mig fint. Gid mine forældre rejser deres opsparing op og lever vildt til det sidste. Gid min far køber jagtudstyr og dyre kikkerter. Gid min mor køber blomster til haven og flybilletter til Tyrkiet – for min arv. Jeg har allerede arvet mere, end jeg kunne drømme om.

Det er så mit ansvar at give arven på nul kroner og tonsvis af gå-på-mod videre til mine børn.


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010