Tilbage til siden

Skrevet

Børsen Fredag d. 1. nov.

KLOVNERIER

Af Michael Solgaard
Foto: Melissa Ørnstrup
Skøre indfald, farverig, venlig og lidt rodet. Michelle Hviids store lejlighed i København NV er et spejlbillede af den 40-årige iværksætter, der er mest kendt for sit Running Dinner-koncept, hvor singler dater under afslappede forhold.

Man mødes af en mandshøj nøddeknækkerfigur i lyseblå og en cykel, fortsætter ind i stuen med den overdimensionerede flydersofa, kanter sig forbi gymnastikringe i loftet og falder ned i en stol ved det store spisebord i hendes samtalekøkken. Rummene emmer af levet liv på den afslappede måde, så man sagtens kan forestille sig, at flere dages rod lige er blevet proppet ind i det nærmeste skab.

“Da jeg købte lejligheden, var den bare en tom skal, så jeg har selv designet den. Et samtalekøkken er et must, når man nu står bag Running Dinner, men ellers er det vigtigste, at mine to børn og jeg føler os hjemme,” begynder Michelle Hviid.

“Nu er jeg så ved at forlade lejligheden og flytte sammen med min nye kæreste i hans hus på Frederiksberg. Nogle siger, at det er vildt modigt af mig, men jeg siger så, at der ikke er noget alternativ. Jeg er så stor en bangebuks, at jeg er bange for at fortryde, hvis jeg ikke siger ja til livet og dets muligheder,” fortsætter Michelle Hviid.

I det hele taget er Michelle Hviid en provokation for de mange, som taler og tænker, men sjældent handler. For her er en overskudskvinde, der tør handle og gøre det, hun har lyst til. Tør have fiaskoer og ikke mindst tør give uden at forvente at få noget igen.

F.eks. er hun ambassadør for både Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke, hvor hun har samlet millioner ind til bl.a. kvinder i Afrika, og i det små kan hun godt bruge en hel dag på at hjælpe sin rengøringskone med at finde et glemt smykke på et hotel i Portugal eller en time på at samle frugt og grønt op fra vejen efter en grønthandlers uheld.

“Jeg handler på indskydelser og gør både mig selv og andre glade. Jeg tror på karmapolitiet. Hvis jeg kaster god karma ud, kommer det tilbage til mig i en eller anden form. Det kan komme fra en helt anden kant. Men det kommer retur,” siger Michelle Hviid, som dog indrømmer, at hun undervejs i livet har slået sig voldsomt.

“Jeg er ikke noget orakel. Jeg har givet op og lukket firmaer, fordi jeg ikke havde forstand på cashflow og tal og fået to børn med to forskellige mænd. Men jeg har heldigvis rejst mig igen. At blive liggende er ikke et alternativ for mig.”

Hun indrømmer, at mange synes, hun er ekstrem og pisseirriterende.

“Jeg er meget åben om både mine succeser og mine fiaskoer, og det kan nogle ikke holde ud. Jeg tænker ikke over, at jeg er ekstrem, det er ikke en bevidst strategi. Men det er alt eller intet. Tidligere var jeg afhængig af sukker og kunne sagtens tage 30 kilo på, nu er jeg begyndt at løbe og har lige gennemført Berlin-maraton.”

Du har ikke haft det store held med mænd indtil nu. Bl.a. har du to børn med to forskellige mænd. Kan mænd ikke holde dig ud?

“Nu har jeg en dejlig kæreste på 46 år, men det er rigtigt, at jeg har været gennem mange parforhold, der ikke har holdt. Jeg tror, det handler om, at det har været svært at for dem at følge med. I stedet for at holde mig i hånden, så er de gået i konkurrence med mig. Jeg får at vide, at jeg har en maskulin energi, men jeg tænker altså ikke på at vinde. Jeg konkurrerer helt vild med mig selv, men ikke med andre.”

Du taler om karma og virker meget positiv. Men er der ikke noget, der irriterer dig?

“Jeg har nok mistet noget tolerance med tiden. Mit pleaser-gen er ikke så nødvendigt for mig mere. Hvis folk trætter mig, så skrider jeg, eller jeg kan vende det positivt og sige, at jeg er blevet bedre til at sige fra. Mennesker, der jamrer uden at handle, får jeg spat af. Jeg har ingen ambition om, at alle skal leve i mit tempo, men mange må gerne skrue lidt op.”

Du var ikke i tvivl om, hvad der var det kæreste eje. Det er klovnen på væggen. Hvorfor?

“Jeg så klovnen på en auktion og måtte bare eje den. Jeg ville byde 10.000 kr., men heldigvis fik jeg den til 750 kr. Klovnen er et evigt symbol på at turde fjolle og have det sjovt. Jeg synes,at selvironi er det mest elskelige karaktertræk. Men skal turde grine af sig selv. Selvhøjtidelig er derimod en pest.”

Du har lige skrevet en bog med 20 gode råd til at få et bedre liv. Er det ikke selvhøjtideligt?

“Det håber jeg ikke. Hvis jeg kun fortalte om alt det gode i mit liv, så måske. Men jeg fortæller det hele, både de store sorger og de store glæder. Folk må godt blive irriterede på mig, men jeg bliver ked af det, hvis de kalder mig selvhøjtidelig.”

Du har gang i mange ting, running dinner, foredrag, radioprogrammer, bøger. Er du en rig kvinde?

“Jeg er slet ikke drevet af penge, det er ideen, der tænder mig. Jeg har haft flere købere til Running Dinner, men jeg har sagt nej, fordi jeg ikke har brudt mig om køberne. Alt, hvad jeg har tjent, har jeg investeret i flybilletter. Jeg elsker at rejse og har i år været i Spanien, Egypten, Cap Verde, Indien og London. Om en uge skal jeg på teenagetur til London med min søn og hans veninde. Jeg har presset dem til at se en opera, men ellers bestemmer de, så jeg regner med at holde tøjposer og sidde på cafeer.”

Slapper du aldrig af?

“Mit helle er mit badekar. Der ligger jeg en time fem gange om ugen.”

Blå bog Michelle Hviid

40 år, bor alene med sine to børn, Benjamin på 14 og Kamille på 5, i København NV, men flytter snart sammen med sin kæreste på Frederiksberg.

Iværksætter, bl.a. kendt fra Runningdinner.dk, Überbanko og Michelles Mission på DR1.

Ambassadør for bl.a. Dansk Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke og Kvinder for indflydelse.

Kærlighedsminister hver lørdag i “Så har vi balladen” på P4 og flittig blogger.

Netop udgivet sin første bog “Skru op for livet”.


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010