Skrevet blogs.bt.dk
Er man voksen når man ønsker sig Le Creuset?
Man er voksen, når man ønsker sig Le Creuset
Af Michelle Hviid – januar 16, 2016
Hvornår er man egentligt voksen? Når man bliver helt vanvittig glad for nye Le Creuset gryder, og ikke engang vil smide æskerne ud? Begejstringen er ikke til at tage fej af, den minder om dengang, jeg som barn sov den første nat i mine nye gummistøvler. Nu er jeg blevet min mor. Lige pludselig er det mig, der begejstres over en gråspurv. Men hvornår er jeg blevet voksen?
Det er kommet snigende… Men nu er jeg lige så gammel som de andre forældre til forældremødet. Det plejede ellers at være ’de voksne og så mig’. Nu er jeg sådan én der altid lige har en pakke servietter klar i lommen og som godt kan beregne konsekvenserne af mine valg. Når man pludselig prioriterer lækre råvarer og gryder, fremfor et par ubehagelige men smarte sko, så ved man, at man er blevet – sin mor.
Eller når man hører sig selv sige, til sin 17 årige søn: ’Hvor stort er markedet egentligt for punkmusik i Danmark?’ med den slet skjulte agenda, at man håber, at han laver sine lektier, og i øvrigt noget dueligt… Det er en voksen, som taler. Der er simpelthen kravlet et voksent menneske ind i min mund, som nu taler til mine børn om de ting, voksne forventes at tale om – regninger, ansvar uddannelse – uden at det nødvendigvis er udtryk for min holdning.
Jeg kan stadig godt høre, hvad jeg siger med en 17 årigs ører. Og jeg kan godt forstå, at han ind i mellem træffer farligere men sjovere valg. Da jeg var ung, købte jeg engang en kop kaffe på Vesterport station. Det er den eneste kop kaffe, jeg har drukket i hele mit liv, men kaffe var det eneste varme, man kunne købe. Det var minus 10 grader, men det havde ikke forhindret mig i at tage hotpants på. Det var nemlig før, jeg blev magelig – og snuslatterlig fornuftig. Inden jeg drak kaffen, overvejede jeg at hælde den ned til mine stakkels tæer, som var ved at fryse af. Men tæerne var ikke vigtige. Det vigtige var, at jeg var smart at se på – set med en 20-årigs øjne. I tåbelige hotpants i snevejr. Mine tanker var mere fokuseret på om Martin, som jeg skulle møde, mon ville pille dem af mig, end om jeg kunne holde varmen.
Nu er jeg smart – set med en 40-årigs øjne. I Sorellstøvler, fleece, dun og hue.
Og mens jeg ligner Anders And på Nordpolen, ryster jeg på hovedet af de tåbelige 20-årige piger i deres hotpants. Mine hotpants var i øvrigt en størrelse 36 – det er helt utænkeligt nu – og ville være ubehageligt i flere år, hvis jeg skulle prøve at opnå det. Jeg vil hellere hygge over madlavningen end jage et sygt ideal. Det er mit privilegium som 43-årig halvvejs i livet. Nu vil jeg hellere have luksuriøse gryder af støbejern og lave lækker mad.
Jeg fik i øvrigt også en riskoger i julegave – en helt fantastisk gave, som jeg er oprigtigt glad for. For bare 5 år siden ville jeg være gået amok af raseri over sådan en gave.
Men nu er jeg blevet voksen og tænker: ’En riskoger, hvordan har jeg overhovedet kunnet leve uden den – og et falafeljern?’ »Life has a funny way of sneaking up on you,« som Alanis Morisette sang, da jeg var ung. Som voksne bekymrer vi os alt for meget over ungdommens ubekymrethed. Alligevel bliver jeg stolt, når sønnike siger: »Nej, jeg har ikke nogen plan B. Jeg satser på plan A – Punk.« Han skal nok blive voksen, men forhåbentligt ikke endnuZ
Det er min rolle.