Tilbage til siden

Skrevet

Nordvest. Nordværst.

Jeg tænker over tiden. Dagens Danmark. Racisme. Integration. Mig som mor.

Min datter har idag sidste dag i temmelig belastet nordvest børnehave. Vi bor i Nordvest og som følge af det, går (gik) min datter i den lokale nordvest børnehave. Den børnehave blev lige rigeligt konfronterende for mig, jeg tror faktisk næsten at jeg hellere ville have levet i lykkelig uvidenhed om social realisme i Dagens Danmark. Bare lidt endnu.

Jeg bor i NV sammen med min kæreste og vores tilsammen 3 børn. Men vi bor i en ghetto i nordvest. En ghetto som skiller sig ud fra resten af kvarteret omkring os. I vores bygning er alle ressourcestærke, alene af den årsag at ellers havde de ikke haft råd til at bosætte sig i bygningen. Vi bor i lejligheder som er 3-4 x størrelsen på normen i kvarteret, vi har plads, lys, nybyggeri, altaner og danske naboer.

Jeg elsker at bo her. I kraft af min lejlighed og mine elskede naboer. Bydelen har jeg efterhånden svært ved at elske. Min søn er blevet overfaldet 3 gange på 2 år. En gang verbalt og 2 gange fysisk. Han har ikke lidt fysisk overlast endnu, men psykisk har det været meget mere end man kan forlange at en 12 årig skal kunne kapere. Alle 3 gange er det nydanskere / børne af anden etnisk herkomst end dansk, som har overfaldet ham. Hver gang (tyder det på) af de har overfaldet ham af ren og skær kedsomhed.

Vi drager omsorg. Vi forklarer. Vi trøster. Vi får dem arresteret. Vi appellerer til at det ikke må blive til had. Men “come on”, han er 12 år gammel…! Jeg turde ikke satse på skolerne i kvarteret, derfor går min søn på Privat Friskole, en friskole hvor der DESVÆRRE ikke er et eneste barn af anden etnisk herkomst end dansk. Det er en skam. Det er en skam at en skole som har fantastiske værdier, engagerede voksne, rummelighed og kærlighed ikke kan tiltrække nydanskere overhovedet, endda på trods af en ekstraordinær indsats. Det ville være en vældig måde at integrere på.

Jeg ville SÅ gerne være en del af en god integration. Jeg vil gerne åbne min døren for (næsten) alle. Jeg forsøgte at få flere til at åbne dørene for mangfoldighed da jeg lavede Michelles Mission for et par år siden. Desværre står jeg efterhånden magtesløs tilbage. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, om jeg overhovedet gider gøre noget nu hvor jeg har reddet mine egne..

Jeg har nu gjort det eneste rigtige for vores familie (set isoleret med en mors øjne).. Min søn er fjernet fra den fejlslåede integration i kvarteret. Idag fjerner jeg også min 3 årige datter. Hun skal ikke længere passes af Farid, Dimitri og Richie men af Helle, Marie og Kjartan. Hun skal passes i en udflytterbørnehave som har til huse i Klampenborg ved Dyrehaven. Det dufter ligesom bedre af hestepærer end fra det lokale falaffelbageri. DESVÆRRE.. Virkelig desværre..

Min datter har idag sidste dag i temmelig belastet nordvest børnehave.  Nogle skønne dejlige pædagoger kæmper (i mine øjne) en forgæves kamp med at få en hverdag til at fungere. Men med en børneflok med alt for mange børn af ressourcesvage / belastede / voldelige familier er det som at skrige under vand. Dagligdagen i institutionen er ren overlevelse, der er ingen plads og overskud til nogen former for pædagogik, indlæring eller leg. Jeg tror ikke min datter har sunget/lært en eneste sang i det år hun har haft sin daglige gang i Klatretræet. Måske er det bare mig, men børnehavebørn i Danmark SYNGER SGU DA?? Om mariehøns og tyggegummikonger..? De få velfungerende børn i institutionen søger hinanden og har en hverdag nærmest uden kontakt til pædagoer, de klarer sig selv i et roligt hjørne af en legeplads på 100 kvm. Jeg havde bare større ambitioner, end at min datter og hendes veninde Sara, skulle klare sig selv. Pædagogerne flyver fra konflikt til konflikt. Hver gang de slukker én ildebrand  har en andet vokset sig større. Finalen blev da en af de andre forældre overfaldt (!!!) en af pædagogerne for øjene af min 3 årige datter. En frygtelig oplevelse som introducerede Kamille til et ukendt univers af afmagt.

Det er en sej hverdag for selv den gladeste pædagog. De glade voksne er med tiden slet ikke så glade mere. Så kommer sygemeldingerne. Med sygemeldingerne kommer vikarene, der røg den sidst rest af fællessang og “vi limer”, fløjten.

Løsningen er selvfølgelig ikke at fjerne de ressourcestærke børn (som jeg har gjort), men det var heller ikke en mulighed at lade dem blive. Kamille starter i skovbørnehave mandag og jeg kan ikke få armene ned, når hun er færdig i skovbørnehaven ryger hun videre til den lille forjættede lukkede skønne private friskole ved søerne hvor hendes storebror også går.

Men hvad med alle de andre….? Og hvorfor bliver der ikke fejet/ luget/sat skraldespande op i vores kvarter? Og hvorfor….

Og hvis jeg orkede så burde jeg gå ind i politik, men jeg orker ikke. Politik i Danmark handler ikke mere om politik. Det handler om håndtasker og personerne bag. Nej tak. Jeg tør slet ikke tænke på de mængder af politisk ukorrekthed journalisterne kunne finde om mig hvis de begyndte at grave.

Kh Michelle


2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010